Eventyret om den fordrukne dværg
Lille
og krumbøjet, bærende på en stor byrde, med langt gråt skæg samt en
knoklet stav at støtte sig til. Han har grønt tøj på for at falde i
med omgivelserne og forsøger på bedste vis ikke at blive set.
Slingrende går han hen af stien, støtter sig af og til op af
træerne, men snubler tit og slår næsen lige i gruset. For hver gang
han falder, taber han sin store bylt. For at finde styrken snupper
han sig en dram dværgesprit fra lommelærken inden han bakser bylten
på ryggen igen. I nattens mulm og mørke dukker dværgen pludseligt
op igen, men denne gang går han, om end slingrende, med lette
skridt gennem det dugvåde græs.
Som
årene går, forsvinder der flere og flere hjerneceller fra det i
forvejen sparsomme område i dværgens hoved.
Dværgen
bliver gammel i sindet og syg trods sin unge alder på
5525350 timer. Tiden lakker mod enden og
dværgen nærmeste slægtninge opholder sig altid i nærheden, som det
hører sig til, når familiens overhoved ligger på dødslejet.
Dværgens ældste søn Cardiff på 1120525
timer, sidder som altid ved faderens hovedgære, da der ud af
dværgens delirium igen og igen bliver sagt de samme underlige lyde.
”Hvad betyder de? Hvorfor gentager han dem?” Cardiff beslutter sig
for at skrive dem ned:
0,90A – 769385L = 3587323,5
149166495L + 6294826089 = 1188A
HA HA HA ANJ FNVGU ANJ JLGU
Dværgen
sidste ord bliver henvendt til hans ældste og altid pligtopfyldende
søn Cardiff: ”Rygterne har talt sandt min søn. De gamle kællingers
hvisken omkring i krogende bærer altid en gran sandhed i sig. Søg
min søn og du skal finde og husk din oprindelse”. Straks efter
falder faderen igen tilbage til hans
vrøvlelyde og da dagen gryer, er
dværgen død.
Under
dværgenes gravøl, der foregår umådeligt højrøstet, sidder Cardiff
sørgmodigt med papiret i hånden. ”Hvad mente far mon med dette?”
mumler han for sig selv. Kællingerne sidder i den mest dunkle del
af feststuen, og Cardiff lytter efter med et halvt øre, mens han
tænker. ”Jeg siger dig,” råber den ældste og mest fedladne kælling:
”Han gemte en skat.” ”Nej nej, det passer ikke, manden brugte alt
på dværgesprit, så der er ikke noget tilbage til hans mange
unger”.”HARH HARH HARH”, skriger
samtlige kvinder i kor. ”Ondskabsfulde gamle kvinder”, tænker
Cardiff, men pludseligt rejser han sig med et overrasket udtryk i
ansigtet. ”Kunne det være en hjælp, sprog og tal?”
The tale of the drunken
dwarf
Small and bent, bearing a heavy
burden, with long gray beard and a bony stick to lean
on. He has green clothes to blend in
with the surroundings and trying his best not to be seen. Wobbling
he walks along the path, relying on the trees for support, but he
often stumbles and goes nose first, straight into the gravel. Every
time he falls, he loses his big bundle. To find the strength he
grabs a dram of dwarf spirits from his bottle before he swings the
bundle on his back again. In the dark, the dwarf suddenly pops up
again, but this time he goes, although
staggering, with lighter steps through
the misty grass.
As years goes by, more and more brain cells disappear from already
scarce region in the dwarf's head.
The dwarf becomes old and sick in mind, despite his young age of
5525350 hours. With time coming to an end the
dwarfs closest relatives is always
staying nearby, as it is appropriate for when the family head is on
his deathbed. The dwarves eldest son
Cardiff 1120525 hours of age, sits as always, by his father's main
ferment. Out of the dwarfs delirium
comes the same strange sounds again and
again. "What do they mean? Why does he repeat them? "Cardiff
decides to write them down:
0,90A – 769385L = 3587323,5
149166495L + 6294826089 = 1188A
HA HA HA ANJ FNVGU ANJ JLGU
The dwarfs last
words are addressed to his oldest and always trustful son Cardiff:
"Rumors have told the truth my son. The old women whisper about me.
They always bear a little truth in them. Search my son and you
shall find, and remember your origin. "
Immediately after, his father falls back to his nonsense
sounds and when daylight comes, the dwarf is dead.
During the dwarfs' funeral feast, which is extremely loud, Cardiff
sits sadly with the paper in his hand. "What did Dad mean? I wonder
about this?" He mutters to himself. The old women are sitting in
the most obscure part of the festival hall, and Cardiff is
listening with half an ear as he thinks. "I tell you," shouts the
oldest and most ugly bitch, "He hid a treasure." "No, no, it’s not
true, the man spent everything on dwarf spirits, so there is
nothing left for his many offspring." HARH
HARH HARH
"cries all the women in choir. "Spiteful
old women" thinks Cardiff, but suddenly he gets a surprised look on
his face. "Could it be a help, language and
numbers?"