PAS
PÅ TRAFIKKEN
Sophiendal hører, hvad bygningerne angår, til de mere vellykkede
herregårde. Den er bygget i renæssancestil af røde mursten, og
sokkelen er af granit; taget er dækket med røde munketegl.
Hovedbygningen består af en højere midterfløj med hovedindgang i
midterpartiet og to sidefløje med pavillonudbygninger. Hovedfløjens
midterparti har en tårnlignende karakter; det er bygget i to etager
med trapper. Havefacaden vender mod syd. Det hele er rigt indfattet
med prydelser af udhuggede sandsten.
Bygningerne er opført i tidsrummet 1876- 84, efter tegningerne
af arkitekt, professor H. B. Storck. Den smukke portal er efter
tegning af billedhugger Ludv. Vieth. Slottet er opført af
gehejmekonferensråd Gottlob Emil Georg Frederik Rosenkrantz. Også
vestibulen er prydet med træværk og billedskærerarbejder.
Ligheden med Rosenholm er måske ikke helt tilfældig baron
Gottlob Rosenkrantz var nemlig gift med en datter fra Rosenholm,
baronesse Elisabeth Louise Rosenkrantz, og desuden var denne gård
slægten Rosenkrantz' gamle stamsæde. Også de store kønne
udbygninger stammer fra baron Gottlobs tid og er som hovedbygningen
udformet under tydelig inspiration fra Rosenholm. Indkørslen til
gården flankeres af to staldlænger fra 1871, og avlsgårdens ældste
bygning er fra 1855. Den indre gård er beplantet med studsede
linde, og også i haven findes der pragtfulde gamle træer bla. en
lind, der er 3 ½ m i omfang.
Da de gamle bygninger i 1875 blev revet ned for at give plads
for den nuværende hovedbygning, fandt man i fundamenterne rester af
bjælker, der bærer tydelige spor af at være angrebet af ild.
I middelalderen var Sophiendal, der indtil 1768 hed Venggaard, i en
vis forbindelse med Veng Kloster, et af de ældste
benediktinerklostre i Danmark, og Veng kirke, er Danmarks ældste
murstenshus. Allerede på Valdemar den Stores tid var klosteret i
forfald, og fra året 1158 er overleveret, at der boede tre munke i
klosteret, og at abbedens liv langtfra var dadelfrit. Munkene gik
mere op i mad og god vin end i helligånden. Bispen i Århus omtaler
abed Johannes som en ugudelig krop, der levede et ondt og
ryggesløst liv. Pave Alexander III måtte gribe ind og overdrog i
1165 Veng Kloster til cisterciensermunke ledet af englænderen
Brunnio som abbed. Det varede dog kun nogle år inden disse i 1168
kom i tvist med Grev Erik, der var formynder til det nye kloster og
måtte flytte videre til Kalv Ø, der er del af Ring Kloster.
Klostret bliver i 1172 nedlagt efter at ærkebisp Eskild indgår
aftale med paven og overgår til grevens søster Margrethe, i 1217
stadfæstede paven Øm Klosters besiddelse af Veng kirke. Sophiendal,
før Vengegård, har dog aldrig været et kloster.
Heldigvis har vi forskellige mageskiftebreve bevaret, der giver
os visse oplysninger om Venggaard. I 1236 ser vi således, at
abbeden i Øm Kloster overdrog Niels Mogensens sønner Øm Klosters
rettigheder i »Sauebrock« og »Søehollt« for en tredjedel i
»Wenngegaardt«. I 1307 ejer kong Erik Menved Venggård. I 1340 giver
Nils Johnsen sølv og guld til klosteret I 1471 og 1484 nævnes den
igen, og er da antagelig underlagt Øm Klosters gods.
Idet 16. århundrede møder vi gården i et sandemandsbrev fra
1546, og dernæst træffer vi den i jordebogen af 1573, samme år som
det frie birk, der bla. omfatter Veng sogn, oprettes. I jordebogen
kaldes Gården Wengitgaardt, og den beboedes da af en bonde og hørte
stadig, til Øm klostergods, som kronen nu ejede. Når vi senere i
den følgende tid træffer på den i jordebøger, er den stadig beboet
af bønder.
Først med enevælden indtræder der en ny epoke i Venggaards
historie, idet gården bliver skovridergård og lægges under
Skanderborg Slot. Den havde da et tilliggende på 26 tdr. htk. (ca.
2000 ha) Lige så vel som skovene har udøvet en tiltrækning på de
store munkeordener, har de også altid udøvet det på de danske
enevoldskonger, og skove var der nok af her i den dejlige
Skanderborg egn. 1683 hører vi, at Christoffer Elias Hynitsch
udnævnes til overførster og vildtmester i Nørrejyllands nordlige
del, og af jordebogen over oberst Jørgen Rantzaus regiments
ryttergods fra 1696 ses det, at Hynitsch har haft bopæl på
Venggaard, og at gården hørte til Skanderborg ryttergods. Helt op
til 1767 bebos Venggaard således af overførsterne datidens Skov- og
Naturstyrelse, der administrerede statens jagt og skovvæsen nord
for Kolding. Overførster Hynitsch efterfulgtes 1702 af Johan
Hermann Ritter, der boede på Venggaard til sin død 1736; hans
eftermand i embedet var Friderich v. Pultz døde 1766; de senere år
var hans søn, Hans Friderich v. Pultz trådt ham til hjælp med
arbejdet.
Fra midten af 17. århundrede gik det bestandig ned ad bakke med
statens finanser, og i 1767 måtte man gå så vidt, at man for at
skaffe penge til veje måtte sælge ud af krongodset. Således blev
det kongelige gods i Skanderborg amt solgt auktion i 1767. Salget
omfattede også Venggaard, der med tiender og gods solgtes for
34.809 rdl. til amtmand, gehejmeråd Frederik Ludvig von Woyda. Kun
få oplysninger er overleveret os om gården fra denne tid; Venggaard
har været en ganske almindelig lille gård på 17 tdr. htk. og dyrket
af bønder.
Den nye ejer fik allerede 1767 bevilling på at gøre Venggaard
til en sædegård med adelige privilegier, og i skødet af 1768 nævnes
dens nye navn Sophiendal, idet den blev opkaldt efter
gehejmerådinden, Frederikke Anna Sophie, født Adeler. Von Woyda
blev i 1730 amtmand i Skanderborg, hvilket embede han indehavede
til sin død 1778. Han har sikkert boet den største del af sin tid
på Sophiendal; med en beliggenhed kun 10 km fra Skanderborg har den
været en bekvem bolig for amtmanden. Antagelig har den gamle
bygning fra skovridergård tiden stået endnu, en solid dansk
bondegård. Efter amtmandens død overtog hans enke gården; hun var
en datter af Frederik Adeler til Bratskov ved Brovst og Anna Beate
Rosenkrantz, og hun beboede gården lige til sin død 1805. I Veng
kirkes sydlige korsarm er der i 1788 opsat en mindetavle af sort
marmor over hende og hendes ægtefælle.
Ægteparret von Woyda efterlod sig ingen sønner, derimod en
datter, der var gift med baroniet Gavnøs første besidder Holger
Reedtz Thott; efter gehejmerådindens død 1805 arvede Holger Reedtz'
døtre Anna Magdalene, Frederikke, der var gift Bjelke og Birgitte
Sophiendal. De solgte den imidlertid kort tid senere, efter at de
havde afhændet bøndergodset. Hovedgården købtes af to mænd i
fællesskab, nemlig byfoged Andreas Bagger i Skanderborg og møller
Jørgen Gjesing i Randers; i gården indestod der imidlertid stadig
en prioritet på 12.000 rdl., der tilhørte arvingerne efter
ægteparret von Woyda. De følgende år skulle blive en urolig tid for
den gamle gård. 1811 solgtes den til en århusianer, Peder
Skandorff, efter hvis død i 1813 den overgik til hans svigersøn
Chr. Møller Bus. Efter dennes død 1820 gik Sophiendal til
tvangsauktion; gælden til von Woydas arvinger kunne nemlig ikke
forrentes i disse år; årene efter 1815 havde bragt dårlige
konjunkturer for landbruget, og på Sophiendal gik det rent galt. Da
arvingerne ikke kunne få deres renter, gjorde de udlæg i gården, og
på tvangsauktionen 1821 blev Sophiendal udlagt dem for 12.000 rbl.,
og gården blev nu overdraget baron Jørgen Rosenkrantz, der i 1812
havde ægtet Birgitte Charlotte Reedtz Thott fra Gavnø og derigennem
var blevet medarving idet Woyda 'ske bo.
Allerede fra sin barndom var Jørgen Rosenkrantz, der var søn fra
Rosenholm, bestemt for en militære løbebane; han blev
sekondløjtnant i infanteriet, da han var syv år gammel
officersstillingerne købtes jo nemlig dengang, og faderen har
åbenbart herved villet give ham en god ballast på rejsen gennem
livet en 10- 12 års anciennitet som officer; 1786 blev han kadet på
Landkadetakademiet, som officersskolen dengang hed; han var da 12
år gammel. Land- kadetakademiet fungerede både som officersskole og
på samme tid tillige som almindelig skole for de vordende
officerer. Allerede 1794 blev Jørgen Rosenkrantz imidlertid
afskediget for en disciplinær forseelse. Så drog han ud i verden på
eventyr; det passede ham godt, vild og opfarende af temperament som
han var. En tid tjente han som løjtnant ved et hessisk jægerkorps,
og i 1808 indlod han sig på en sammensværgelse mod Napoleon
"Rosenkreuntzerne". Sammensværgelsen opdagedes, og Rosenkrantz blev
dømt til døden, men det lykkedes ham at slippe væk. Kort tid efter
træffer vi ham i Danmark. Han slog sig ned på Vedø, som han først
forpagtede og senere købte. 1821 overtog han Sophiendal og blev nu
boende her til sin død 1831.
1833 købte hans sønner Gottlob Emil Rosenkrantz og Frederik
(Fritz) Werner Rosenkrantz gården ved auktion; købesummen var
11.150 rbl. I den første tid var det Fritz Werner Rosenkrantz, der
styrede Sophiendal; han var i disse år ritmester ved dragonerne.
1853 solgte han sin part i Sophiendal til sin broder Gottlob Emil,
der var uddannet jurist, og virkede fra 1841 som amtmand i Århus og
siden i Thisted og Viborg. Sophiendal havde fået kongelig
tilladelse til at bevare hovedgårdsrettighederne. Navnlig skoven
havde baron Gottlobs interesse; han beplantede et areal omkring
gården, 19 tdl., med gran og fyr, og fra hans tid stammer de
nuværende store bygninger på Sophiendal opført efter tegninger af
professor Storck. Herregården blev i hans tid samlingssted for hele
den store familie Rosenkrantz, tidligere havde det været på
Rosenholm man samledes, men nu stod dette slot tomt. Baronen var
både for sin familie og for egnen en elskelig og elsket patriark.
Han døde som gehejmekonferensråd i 1884 og bisattes på Veng
kirkegård i en gravhvælving, han selv havde indrettet, og hvortil
der var indgang direkte fra Sophiendals have.
Efter hans død gik Sophiendal over til hans enke Elisabeth
Louise, født Rosenkrantz. Hun overdrog gården til sin søn, den
dygtige landmand, baron kammerherre, hofjægermester Gunde Jørgen
Holger Carl Rosenkrantz. Han satte alt ind på at gøre gården til en
rentabel ejendom. Sophiendal var nemlig en ikke helt let gård at
drive, og faderen havde ganske forbygget sig; gården var for lille
til at kunne bære de store bygninger, og disse havde slugt en god
del af faderens formue. Jørgen Rosenkrantz satte navnlig ind på to
punkter: en forbedring af jorderne gennem en afvanding af terrænet
og hovedvægten lagt på kvægavl, samtidig med at han indførte
rationelt skovbrug på gården.
Ved hans død 1912 blev gården overtaget af hans søn baron Holger
Jørgen Gottlob Frederik Rosenkrantz; han beholdt den til 1942.
Baronen solgte til en køber, der forsøgte at hente udbetalingen ved
et sparekasserøveri, men blev opdaget og måtte i stedet i hast
sælge til forpagter Johannes Jensen, , der tidligere i tyve år
forpagtede Svanholm, og i stedet købte baron Rosenkrantz Ørumgaard
ved Vejle, hvortil det meget rige inventar af slægtsportrætter,
hvoriblandt specielt skal nævnes c. G. Grogers store portræt af
Frederik VI's udenrigsminister Niels Rosenkrantz, samt Wuchters
portræt af Hannibal Sehested, de mange miniaturer, det Rabenske
sølvudstyr fra Kjærstrup, som baronesse Elisabeth Louise
Rosenkrantz havde arvet, nu flyttedes. Baronerne Rosenkrantz ligger
begravet på Veng kirkegård.
Efter godsejer Jensens død i høj alder 1964 blev Sophiendal af
hans arvinger solgt i foråret 1966 til entreprenør Erik
Christensen, Skovlunde. Han udførte en væsentlig modernisering af
slottet indlagde centralvarme og satte avlsbygningerne i stand.
Godset blev drevet med kvæg og jagtvæsen. Dyrehaven stammer fra den
tid.
I 1975 købte Linde Jacobsen godset. Rentebyrden overhalede
indtægterne, hvorfor ejendommen i 1980 måtte sælges på auktion til
Landsretssagfører Orla Lokdam, der købte som panthaver. Sagføreren
solgte i 1989 til Sophiendal aps, der havde H P From som indehaver,
og som i 1994 blev overtaget af læge Ann Lokdam og skovrider Gorm
Lokdam søn af Orla Lokdam. Slottet er indrettet som hotel med
restaurant og butik med brugskunst og vin