Søpavillonen Traditional Geocache

I 1894 fik Vilh. Dahlerup omsider lov til at opføre Søpavillonen. Dens tilblivelse minder lidt om den næsten samtidige Langelinie Pavillonen. Derude var det sejlsporten, der var drivkraften, men ved søen var det skøjteløberne, der tog initiativet. I 1885 havde Københavns kommune overladt Københavns Skøjteløberforening den sydlige ende af søen til skøjteløberne. De første år havde man klaret sig med interimistiske skure, men nu stod Dahlerups skøjtepalads færdigt. En entreprenant restauratør betalte opførelsen mod ti års eneret på restaurationsdriften i stueetagen. Der var i starten meget delte meninger om bygningen, som nogle kaldte grim, andre yndig.
Tegning af Franz Sedivy. - Illustreret Tidende 1894/95.

I december 1885 besluttede Københavns Kommunen at lade Københavns Skøjteløberforening bruge den ene halvdel af Peblingesøen til skøjteløb mod en årlig afgift på 300 kr. til den kommunale kasse. Foreningen, der var stiftet 1869, havde siden 1876 anvendt stadsgraven ved Tivoli, men efter vedtagelsen om at sløjfe denne del af befæstningen var foreningen blevet hjemløs. Med til lejemålet hørte retten til at opføre midlertidige bygninger på søbredden ved Gyldenløvesgade.

Hvert år måtte foreningen søge om tilladelse til at opstille nogle interimistiske træbygninger "til conditori og aftrædelsesværelser for skøjteløberne samt til kontor". Foruden træskurene, der ikke blev kønnere af at skulle opstilles og atter nedtages år efter år, brugte foreningen de såkaldte Døckerske filttelte, en opfindelse af officeren Johan Døcker.

At foreningen henlagde sin sport til Peblingesøen, var ikke så mærkeligt, for her havde skøjteløberne udfoldet sig fra gammel tid. I sine erindringer om Nørrebro i 1830rne fortæller Otto Wroblewski om "den livlige, muntre Færden af Hundreder af Skøjteløbere, ældre og yngre, som tumlede sig der navnlig om Søndagene mellem Skøjteudlejere, Kaner og Slæder, karrusellignende Svingkaner, Lirekasser, Kagekoner, Drenge, der forhandlede Lygter af Papir, og mindre Fyrværkerisager; kort sagt, der var et Liv, som ingenlunde stod tilbage for en travl Dyrehavs-Søndag. Men paa et væsentligt Punkt adskilte de sig fra Nutidens Skøjteløbere; der var ingen Skøjteløberforening - Banen var fri for alle og enhver uden Persons Anseelse, og der var - ingen Damer, der som nu mere eller mindre graciøst øve den sunde, herlige Sport, ledsagede af en Skare herresvingslaaende Kurmagere".

Engang: Vue mod den indre by, Søpavillonen kom til at ligge til venstre bag rækken af træer

Aldrig: I 1888 kom Dahlerup også med et udkast, men denne gang med en restaurations-pavillon, som han tænkte sig opført i den form, som ses herover.
Den skulle nu ikke ligge midt på dæmningen, men placeres i Nørre Søgade, omtrent ud for Turesensgade.
Denne plan blev heller ikke til noget.

I stedet for den sædvanlige ansøgning indsendte Skøjteløberforeningen i 1893 et projekt til en permanent bygning, tegnet af Vilhelm Dahlerup. Realiseringen af projektet i 1894 lettedes ved, at restauratør Fabricius fra "Cafe du Parc" tilbød at afholde alle udgifter ved opførelsen af pavillonen mod at få restauration og café lejefrit i ti år.

I højere" grad end den første Langelinie Pavillon, som Dahlerup havde opført ti år tidligere for "Dansk Forening for Lystsejlads", senere Kgl. Dansk Yachtklub, præges Søpavillonen af lethed og improvisation. Indtrykket skabes af tårnene, de buede former og især den hvide træbeklædning, der dækker over en ganske solid bindingsværks-konstruktion med murede tavl.

Om vinteren blev den højre fløj brugt af Skøjteløber-foreningen. Her var indrettet kontor, bestyrelses- og opsynsværelse, materialerum og en lang separat-cafe med dameværelse. Hertil kom et påklædningsværelse, fra hvilket der - over en perron - var adgang lige ud til isen. Den anden fløj var afsat til køkkenfaciliteter. Hovedcafeen med tilstødende glasveranda og læseværelse fandtes i midtpartiet. Førstesalen indrettedes til selskabslokaler og privatværelser.

Beliggenheden og den manglende forståelse af stuktidens bygninger har flere gange fristet arkitekter til at udarbejde fantasifulde projekter til erstatning for Søpavillonen. Før 1893 havde Dahlerup selv leget med tanken om både en kirke og et udsigtstårn. Tårnet skulle tydeligvis være en dansk udgave af Eiffeltårnet, der var blevet bygget til Verdensudstillingen i Paris 1889.

1924 foreslog formanden for Industrirådet, Tuborg-direktøren Benny Dessau, intet mindre end en verdensudstilling i København. Det fik Anton Rosen til at udarbejde et vældigt projekt til en hel udstillingsby på pæle, nedrammet i Søerne fra Søpavillonen til Østerbro. Ved den placering ville der blive let adgang til byens hoteller, museer, teatre og øvrige faciliteter i centrum. Da man i 1915 havde overvejet en stor-udstilling, havde tanken været at placere den i byens udkant, hvor man mente, det var lettere at skaffe plads. På Søerne forestillede Rosen sig "både 'hængende haver', landingsplads for vandflyvere, søjlegange langs vandet og mange andre - helt venetianske - effekter". Men udstillingen blev ikke til noget. Heller ikke Holger Jacobsens forslag til en tårnagtig bygning på Søpavillonens plads fra samme tid blev realiseret. Projektet minder mest om en blanding af det skæve tårn i Pisa og en skyskraber.

Aldrig: Fem år før den gamle dæmning blev udstyret med Vilh. Dahlerups Søpavillon fra 1894, tegnede den utrættelig arkitekt i 1889 udkast til en kirke, som han ville opføre i gotisk stil nøjagtigt, hvor Søpavillonen liggert i dag. Han ville endda lade halvdelen af kirkeskibet rage ud i søen, forbi dæmningen var for smal til så stor en bygning. Her Dahlerups udkast set fra søen.

Aldrig: "Verdens højeste tårn på Søpavillionens grund. 20 meter højere end Eiffeltårnet". Således præsenterede Politiken i 1933 arkitekt Bent Helweg-Møllers forslag til et 200 meter højt tårn på Søpavillionens grund. I avisartiklen fastslås, at det færdige tårn tager sig pragtfuldt ud, når det spejler sine farvestrålende, blinkende reklamer i søen.

Aldrig: Jørn Utzons forslag til svømmehal omfattende en lav restaurationsbygning mod Gyldenløvesgade, dernæst en atriumgård, og mod søen selve den store svømmehal.

Mere jordnær var stadsingeniør Poul Holsøes plan fra 1926 om en regulering af Peblingesøens og Sortedamssøens bredder. Forslaget blev vedtaget i 1928 og gennemført i løbet af det næste års tid. Det var ved den lejlighed, de to terrasser ved Søpaviilonens sider blev anlagt. Tidligere var søen gået helt ud til dæmningen. På terrassernes græsplæner opstillede kommunen med støtte fra Carlsbergfondet de fire kalkstensskulpturer i 1950. De blev udført af billedhuggeren Jens Lund og forestiller årstiderne.

Det sidste forslag om at fjerne Søpavillonen kom i 1979. På det tidspunkt havde kommunen overdraget koordineringen af byfornyelsesprojekterne på det indre Nørrebro til Kooperativ Byggeindustri A/S. Selskabet var allerede godt i gang med forberedelserne til den kommende stærkt kritiserede totalsanering, da det i maj 1979 til offentlighedens forbløffelse og med overborgmester Egon Weidekamps varme støtte kunne præsentere "et spændende og fantasifuldt forslag til placering og udformning af en svømmehal og andre fritidsfunktioner ved Peblingesøen". Som for at råde bod på nybyggeriet i saneringskvarteret, der alene set ud fra en arkitektonisk synsvinkel blev forbavsende ringe, havde selskabet ladet den internationalt anerkendte arkitekt Jørn Utzon og hans søn Jan udarbejde projektet.

Baggrunden var, at det politiske oplæg til byfornyelsen meget forståeligt rummede en række forslag til forbedring af bydelens serviceniveau, blandt andet opførelsen af en svømmehal. Da selskabet ikke mente, at der ville være et tilstrækkeligt stort befolkningsunderlag på det indre Nørrebro, foreslog man at lægge svømmehallen på Søpavillonens plads. Her ville den være let at nå både fra det indre Nørrebro, det folkerige Nansensgade-kvarter og de dele af Frederiksberg, der lå fjernest fra Frederiksberg Svømmehal. Yderligere ville den kunne nås af endnu flere, takket være de talrige kollektive trafikforbindelser på stedet.

Man var opmærksom på, at der var en vis interesse for at bevare Søpavillonen, selv om man fandt, at den var i dårlig stand, og meningerne om dens arkitektoniske værdi gennem årene havde været delte. Tilsvarende kunne det være betænkeligt at bygge ud i søen. Kooperativ Byggeindustri A/S var imidlertid af den opfattelse, hvis man skal tro et referat fra præsentationen af projektet i tidsskriftet Arkitektur, at en svømmehal, der kunne blive til glæde for en stor del af den lokale befolkning, var at foretrække for en restauration, som besøgtes af et forholdsvis lille eksklusivt publikum fra fjernere steder. Det var måske grunden til, at selskabet ikke foreslog at lægge svømmehallen på den anden side af dæmningen ude i Sankt Jørgens Sø.

Projektet blev opgivet. Ved årsskiftet 1983-84 overtog Palle Fogtdal pavillonen og lod den sætte i stand.

Aldrig: Kort før Vilh. Dahlerup i 1894 opførte Søpavillonen, tegnede han dette udkast til et københavnsk Eiffeltårn, der skulle have stået på samme sted, som hans pavillon kom til at ligge. Dahlerup havde set sit forbillede på Verdensudstillingen i Paris 1889.- Dette projekt blev dog, som man vil forstå, heldigvis ikke til noget. Man var - efter voldenes fald - ved at opdage søernes "blinkende perlerad", og ved Frederik 8.s og dronning Lovisas sølvbryllup i 1894 blev der arrangeret en illuminationsfest på søerne, "der for første Gang fik det til at gaa op for denne Bys Mennesker, hvilket Klenodie København har i sine Søer, hvilken Sum af Skønhed, som her kan udfoldes". Ja, sådan skrev pressen for snart 100 år siden. - Efter Poul Strømstads bog "Søerne", 1966.

Aldrig: Stærekassens arkitekt Holger Jacobsens forslag fra omkring 1925 til et snegleformet udsigtstårn til afløsning af Søpavillionen.

I vore dage er Søpavillonens rolle som skøjtepalads for længst udspillet. Nu drives skøjtesporten i indendørs skøjtehaller. I en lang årrække har Søpavillonen været restaurant, hvor Eventyrernes Klub havde klublokale i et af tårnene. Bedst kendt var Søpavillonen i Oskar Davidsen jr.s tid. Der har været mange planer om nedrivning og anvendelse af den ypperlige plads til andre formål, men pavillonen står der endnu, smukt istandsat i 1980erne af den nuværende ejer Palle Fogtdal.