Når skovdyrkerne planter træer i skovene, kan man tydeligt se,
at de har været i planteskole: De står med regelmæssige mellemrum
og på række og geled. Anderledes ser det ud, når træerne spirer og
gror af sig selv, så kommer de med uregelmæssige mellemrum og
forskellige arter mellem hinanden. Det giver en mere uoverskuelig
skov, men også ofte en sjovere skov, hvor man kan finde de
mærkeligste sammenblandinger.
En af disse pudseløjerligheder står på kæmpehøjen lige ved
rastepladsen overfor skovfogedstedet Nåege i Nordskoven. Her er for
mange år siden spiret en eg og en birk tæt sammen. De er vokset op,
og med tykkelsen er de med tiden vokset sammen i den nederste del
af stammerne. Lidt længere oppe, er træerne delt i to stammer, men
derefter snor de sig om hinanden som to forelskede unge mennesker i
et ordentligt smækkys.
Det er usikkert, om træernes ved er vokset sammen, så der sker en
overførsel af næring og vand, eller om de blot står helt tæt
sammen. For oplevelsens skyld er det også mindre væsentligt; det er
meget sjovt at stå lidt på afstand og se, om folk kan se, hvilken
træart det er. De, der ser på stammen, siger oftest eg, de, der
kigger på kronen, siger birk, og så opdager man, at der er snyd med
i spillet.
Begge træer er ret krogede i vækst og passer godt sammen med
kæmpehøjen med en fornemmelse af ælde.
Kæmpehøjen, som træet står på, er den mest synlige af en række,
der ender her ved Nåege. På kæmpehøje drives der generelt ikke
skovbrug. De skal ligge åbne, men ofte står der alligevel enkelte
gamle selvsåede træer på dem. Det gælder her, hvor der både er
kærestetræet og en krøllet bøg. Ligeledes på den næste høj i rækken
mod øst, hvor der står flere store dekorative bøge, der nok er et
besøg værd.
Kæmpehøjrækken består af mindst seks høje, og de afspejler
sandsynligvis et gammelt vejforløb. Kæmpehøje er mindesmærker, og
de skulle ses, derfor blev de ofte bygget nær veje. Her, hvor de
ligger nede i en dal, kan de angive et vadested.
Muligvis det vadested, der har været over Remstrup å, helt tilbage
til oldtiden her ved Nåege.
Hvis sagnet om Dynæskongen, der forsøgte at flygte over vadet,
er rigtigt, så har vi nok et vejforløb, der strækker sig helt op
mod nutiden. Navnet Vejlbo på den anden side af åen kunne også
understøtte ideen. En vejle er et fladvandet område, hvor man kan
køre over - den ene ide griber den anden, for hvor fortsatte vejen
så henad?
Ovenstående tekst er skrevet af naturvejleder Jan Kjærgaard
fra Skov- og Naturstyrelsen, Søhøjlandet og anvendt her med hans
tilladelse.
Cachen:
Cachen er gemt meget tæt på parkering, et par meter fra
kærestetræet.
