"Kræft" i træer slår ikke træerne ihjel.
Lige vest for Sortemilemosen i Vesterskoven er der en bevoksning
af gamle bøge. Ifølge skovkortet er de fra 1758, men de er
selvsåede, og reelt er der ingen, der kender deres alder. Flere
træer er faldet sammen, og andre er fulde af svampe. I nordenden
står der en bøg med et stort hul i, hvor ugler flere år har
ynglet.
Det mest specielle træ står dog ned mod sydøst i området. Det er
en bøg af moderat størrelse. Den ser stadig rimelig frisk ud,
selvom den nu er død og er angrebet af svampe. På den nederste del
af stammen er der en kæmpestor knude. Knuden er vel godt en meter
tyk og når ca. 1,5 meter op ad stammen. Den når næsten hele vejen
rundt, så det ser ud, som om træet står på en stor klumpfod eller
har dannet et løg for neden. Årerne inde i sådan en knude går på
kryds og tværs, og sjældne gange, når sådanne knuder bliver skåret
af træer, er de efterspurgte af trædrejere til at lave skåle og
lignende af.
Årsagen til, at nogle enkelte bøge danner knuder, er vistnok et
angreb af en virus, der får træets celler til at vokse vildt, altså
en slags kræftknude. I modsætning til kræft hos dyr slår
kræftknuden ikke træet ihjel, og knuderne kan derfor blive meget
store, som det ses på dette træ.
Bøgebevoksningen her har ikke været rørt forsætligt i mange år
og er nu udlagt til urørt skov. Det ses tydeligt, at døde træer får
lov at stå eller vælte, som det passer dem. Det gør, at
bevoksningen er god at gæste om vinteren, her er næsten altid
østershatvampe på nogle af træerne.
I nordøstsiden af bevoksningen er der ved tilfældigheder og held
bevaret et ret specielt fortidsminde: En række flade gruber i
skovbunden, hvori der under bladlaget ligger rester af kul. Lige
øst for gruberne ligger Sortemilemosen, hvis navn afslører, hvad
gruberne har været brugt til. Her er blevet brændt kul.
I 1700-tallet forsøgte man at udnytte alt det myremalm, der var
i Midtjylland. Til det formål prøvede man samtidig at brænde kul af
tørv fra alle de moser, der var. Kulresterne i gruberne er
tydeligvis tørvekul - mon ikke gruberne stammer fra den tid?
Ovenstående tekst er skrevet af naturvejleder Jan Kjærgaard
fra Skov- og Naturstyrelsen, Søhøjlandet og anvendt her med hans
tilladelse.
Der er små 400 meter fra anbefalet parkering til cachen.