I Hårup Sande kan man føle sig hensat til de store svenske og
norske skove
Hårup Sande er opstået i slutningen istiden. Store mængder af
smeltevand skyllede ind over landet og efterlod en mager
sandslette. Her har det altid været vanskeligt at få noget til at
gro, og flere gange har sandet føget og dannet klitter, endog
vandreklitter som Råbjerg Mile på Skagens Odde.
I løbet af 1800-tallet lykkedes det med megen møje at få skov
til at vokse op her. Det var først og fremmest birk, skovfyr og
bjergfyr, der blev brugt.
I 1921 lagde en stor brand store dele af området øde, og man
måtte starte forfra. På nogle af de gamle klitter fik branden dog
ikke ordentligt fat, og her overlevede skovfyrrene, og står her
endnu.
Skovfyr kan kendes på de flotte røde stammer og blågrønne nåle.
I ungdommen kan de vokse pænt til og danner så et slankt,
højstammet træ meget lig graner. Når fyrren når skelsår og alder
begynder toppen imidlertid at flade ud, og gamle skovfyr blive
meget flotte, når de står med deres brede kroner og røde stammer.
Sådan kan de stå længe, skovfyr kan blive ret gammel, mindst 250
år, og den bliver faktisk flottere med alderen. Samtidig er den et
lystræ, der tillader mange andre planter at gro i skovbunden.
I skoven her under fyrrene finder vi alle hedens dværgbuske som
lyng, blåbær og revling. Men også enebær og opvækst af vinterege er
med til at give områderne karakter.
I gamle dage brugte man skovfyr fra Pommern, når man skulle
opføre slotte og store kirker. Så store er vores fyrre ikke endnu.
Det er nok også tvivlsomt, om de nogen sinde bliver så store med
den jordbund, de står på, men mindre kan også gøre det.
En tur herude gør, at man føler sig helt hensat til fyrreskovene
i Sverige og Norge. Her mangler blot elg og bjørn, men selv uden
dem er skovene ret unikke, og vi har fundet både svampe og
insekter, der ellers er sjældne i Danmark herude.
Ovenstående tekst er skrevet af naturvejleder Jan Kjærgaard
fra Skov- og Naturstyrelsen, Søhøjlandet og anvendt her med hans
tilladelse.