Skip to content

Hine Mølle Traditional Cache

This cache has been locked, but it is available for viewing.
Hidden : 10/11/2007
Difficulty:
2 out of 5
Terrain:
2 out of 5

Size: Size:   micro (micro)

Join now to view geocache location details. It's free!

Watch

How Geocaching Works

Please note Use of geocaching.com services is subject to the terms and conditions in our disclaimer.

Geocache Description:


Hine Mølle

Ude på Hine på Møllemarken udenfor Rudkøbing, lå der i de rigtig gamle dage to møller, som nu begge er væk.

MØLLERNE

I tidens løb har de to møller været kendt under forskellige navne, men grundlæggende var der dog tale om hhv. Vestre Hine Mølle og Østre Hine Mølle

Den Østre Hine Mølle var den første stubmølle på Langeland, som blev erstattet af en Hollandsk vindmølle, dette skete i 1791, hvor den holstenske møllebygger Claus Schnohr kom her op for at bygge møllen for den daværende mølleejer, Jørgen Mouritsen.

Snart efter fik Jørgen Mouritsen imidlertid konkurrence fra Claus Schnohr, der nemlig købte den Vestre Hine Stubmølle til sig selv, og også ombyggede denne til en mere moderne Hollandsk mølletype. Og i de følgende tredive år, trak Schnohrs mølle flere og flere af den Østre Hine Mølles kunder til sig.

Da Prokurator Rasmussen (den senere byskriver) købte Østre Hine Mølle, var den angiveligt i en elendig forfatning, men byskriveren fik hurtigt sat skik på tingene, og ved folketællingen i 1834 kan det ses, at der var ansat 8 svende/karle og tre tjenestepiger på møllen.

Den Vestre Hine Mølle blev først drevet af Claus Schnohr selv, og senere af hans søn, som imidlertid solgte møllen efter faderens død. I 1868 kom den Vestre Hine Mølle på tvangsauktion, hvor der imidlertid ikke blev fundet en køber som kreditorerne kunne acceptere. Det endte med at ejeren af Østre Hine Mølle også købte den Vestre Hine Mølle, men da der ikke var tilstrækkelig arbejde til to møller på stedet, blev det nu den Vestre Hine Mølles tur til at gå i forfald.

I 1883 blev den Vestre Hine Mølle revet ned, og Østre Hine Mølle, som er den jeg kender som Hine Mølle, var først en stråtækt Hollandsk mølle, som senere igen, hvor ingen turde påtage sig at forny Hinemøllens stråtækningen, blev møllen - som det ses på billedet herover - istedet beklædt med blikplader

I min tidlige barndom så Hine Mølle og Hinestien ud som på det gamle billede ovenfor, men idag er møllen væk og stedet er i det hele taget ikke til at genkende. Det eneste der vel er tilbage, er resterne af den gamle Hinesti, og det gamle møllehjul, som er anbragt ved indkørslen til den renoverede og ombyggede gamle møllegård, som her i 2007 ejes af Entreprenør, Erik Skou.

Hinestien

Adgangsvejen til og fra (den Østre) Hine Mølle var Hinestien, som nærmere var en slags Allé, med parallelt liggende spadserersti og et smalt kørebanespor. Sporet var så smalt, at to køretøjer ikke kunne passere hinanden, hvorfor trafikken til og fra møllen var ensrettet med indkørsel fra Hinestiens nordre ende på Spodsbjergvej, og frakørsel ned ad den stejle møllebanke og ud gennem Møllegårdens gårdsplads og videre frakørsel enten ad Hinestien ud til den søndre ende ved Søndre Landevej, eller ind mod byen via bagvejen tilbage til Spodsbjergvej.



LIDT OM MØLLER (krøjning, svikning og omgang)

For de der ikke ved det, kan det nævnes at de gamle stubmøllers konstruktion indebar at hele det tunge møllehus skulle drejes (når vingerne skulle reguleres i forhold til vindens retning. Med de "Hollandske" møller blev krøjningen noget lettere, idet det nu kun var møllehatten som skulle drejes.

I vindmøllernes første tid bestod vingesejlene af stofsejl, som skulle rigges på samme måde som et sejlskib. Dette indebar at nogen flere gange om dagen skulle op at klatre på vingerne for at ændre på svikningen. Men, senere gik man over til klapper af træ, som kunne regulere sig selv. Ved normal vindstyrke danner klapperne en tæt vingeflade, men blæser det stærkere åbner klapperne sig således møllen bliver selvregulerende (selsvikkende).

Det var skotten A. Meikle der i 1772 gjorde den epokegørende selvsvik opfindelse. I 1750 havde A. Meikle lavet en anden væsentlig opfindelse, nemlig vindrosen, den lille tværstillede vingerotor, som automatisk kunne dreje møllehatten i den rigtige retning i forhold til vinden, og dermed var der indført såvel selvkrøjning som selvsvikning, hvilket lettede møllerkarlenes arbejde i betragtelig grad.

En af vejene i det nye "møllekvarter" på Hine er "Omgangen", hvorfor det er relevant at omtale, at (Østre) Hine Mølle ikke havde nogen omgang. Det havde derimod den Vestre Hine Mølle, som lå der, hvor nu pelsberederiet ligger. En "omgang" er en slags træterrasse hele vejen rundt om møllekroppen, hvor man kan gå og manuelt krøje møllen.

Rudkøbing Bymølle har en sådan "omgang", og en gammeldags bådformet hat, samt det gamle manuelle krøjningsarrangement. Det skal dog her nævnes, at Bymøllen tidligere - ligesom tilfældet var med Hine Mølle - var blevet udstyret med vindrose og altså havde såvel selvkrøjning som selvsvikning. Idag er Rudkøbing Bymølle således ført tilbage til et mellemstade i denne mølles naturlige udviklingshistorie.

BYSKRIVEREN

Den mest kendte ejer af Hinemøllen var den berømte Byskriver Rasmussen, som mellem sine øvrige meriter også tilskrives opfindelsen af en revolvermekanisme og det første skydevåben som i en uafbrudt rækkefølge kunne affyre flere skud.

Det siges at amerikaneren Colt på den samme tid puslede med den samme idé som byskriveren. Det skulle da også være bevist, at en engelsktalende herre var på besøg hos byskriveren for at se på hans våben, samt at dette besøg var sammenfaldende med at Colt var på besøg i Europa. At det var Colt som besøgte byskriveren er dog aldrig bevist, men året efter sit Europabesøg kom Colt frem med sin opfindelse, den nok så berømte Colt revolver.

Byskriveren skulle i det hele taget have lavet mange opfindelser, hvoraf en del var ret så fantastiske for deres tid: F.eks. et centralvarmeanlæg til Rudkøbing Rådhus, En varmluftsmaskine til afløsning af dampmaskinen, en hørberedningsmaskine, et "apparat" som man skulle kunne sejle med i luften, såvel som på og under vandet, og en vandret liggende vindmølle, som i flere år stod og malede ved Hine Mølle.

DEN SIDSTE MØLLER PÅ HINE MØLLE

Hans Jacob Madsen blev den sidste møller på Hine Mølle. Hans Jacob og hans kone Tine var flinke folk, som gerne tillod at nabolagets børn gik ind og samlede nedfaldsfrugt i denne store frugthave. Her holdt også de fritgående høns til, og når børnene fandt æg fra disse høns og gik ind med dem i køkkenet til Tine, måtte æggene først gennem vandprøven. Af de æg som klarede vandprøven beholdt Tine selvfølgelig de fleste, men var også flink til at give børnene lidt af æggene med hjem til deres familier. Det var med blandede følelser at den ca. 80 årige møller i starten af tresserne selv rev sin mølle ned. Da han sammen med sin svoger overtog møllen i 1903, var der beskæftiget en 7-8 mand der. Da møllen i 1961 blev revet ned, var tiderne ændret så meget, at møllen ikke engang kunne brødføde een enkelt mand.

Selvom møllen ikke ligger her mere, har jeg jo både kendt den og mølleren i min barndom, såvel som mine dumdristige onkler, som store drenge dyrkede den bizarre sport at gribe fat i møllevingerne og køre en tur med rundt. Og eftersom Hine Mølle var den første Hollandske mølle på Langeland, skal den - udover de nye gadenavnes påmindelser - ikke gå i glemmebogen.

Cache en micro med logblad. Husk selv at medbringe skriveredskab.

Additional Hints (Decrypt)

Uvarfgvra ine bcevaqryvt ra geæbzxenafrg Nyyé

Decryption Key

A|B|C|D|E|F|G|H|I|J|K|L|M
-------------------------
N|O|P|Q|R|S|T|U|V|W|X|Y|Z

(letter above equals below, and vice versa)