Lidt forhistorie
I 1846 grundlagde brændevinsbrænder
Isidor Henius en sirups- og spritfabrik i Urbansgade i det centrale Aalborg. Fabrikken
flyttede i 1871 produktionen til et nyt anlæg i Jomfru Ane
Gade.
Fra omkring 1840 koncentreredes
spritfremstillingen i Aalborg på stadigt færre og større
brænderier. Her blev to brænderier, Henius' Aalborg privilegerede Sirups- og
Spritfabrik og P. Wibroes Brænderi,
hurtigt landets største målt både i produktionskapacitet og antal
ansatte.
De Danske Spritfabrikker
Virksomheden har
eksisteret siden 1881, hvor brændevinsfabrikanterne C.A. Olesen og
C.F. Tietgen samlede en række mindre brænderier under navnet De
Danske Spritfabrikker. Vores produktion er derfor baseret på gamle
danske spiritustraditioner, og mange af produkterne er stadig den
dag i dag fremstillet efter de originale recepter
C.F. Tietgen og C.A.
Olesen var begge driftige handelsmænd på den tid, og deres
fælles mål var at samle en række mindre brænderier for at skabe en
virksomhed, der kunne eksportere brændevin til de vinproducerende
lande.
Som administrerende direktør ansatte de den polskfødte Isidor Henius. Allerede
som 17-årig var han udlært brændevinsbrænder og en driftig mand,
når det gjaldt udvikling af nye produkter. Flere af de mærker, vi
kender og sætter pris på i dag, stammer netop fra denne
tid
En anden af datidens
store kreative profiler var Harald Jensen. Han overtog i 1862 sin
fars brænderi i Aalborg og udviklede sin egen akvavit. Harald
Jensen lå i skarp konkurrence med Isidor Henius og De
Danske Spritfabrikker, indtil han i 1883 solgte sin virksomhed og
indgik i den stærke akvavitfamilie.
Familien Brøndum
havde siden 1840 produceret den kendte BRØNDUM KUMMENAQUAVIT, og i
1893
sluttede familien
med de stolte brænderitraditioner sig til De Danske
Spritfabrikker.
Anthon Brøndum repræsenterede det gode købmandsskab, mens Harald Jensen tilførte
brænderitraditionerne det kreative islæt, der blandt andet
afspejlede sig i en innovativ tilgang til brug af krydderier.
Tilsammen skabte de det fundament, De Danske Spritfabrikker hviler
på den dag i dag.
Danmark havde i 1881 utallige små brænderier, faktisk over 2500 og
heraf 273 alene i København. Efter sammenlægningerne faldt antallet
støt, og allerede i 1923 ejede De Danske Spritfabrikker samtlige
tilbageværende brænderier i Danmark.
Samtidig fik De Danske Spritfabrikker eneret
på fremstilling af gær og sprit – et monopol, som varede frem
til 1. januar 1973, da Danmark trådte ind i EF.
I 1931 samlede De Danske Spritfabrikker
produktionen i et nyopført fabriksanlæg i det vestlige Aalborg som
led i selskabets satsning på byen som produktionssted. Fabrikken er
stadig i drift, men ejes i dag af det svenske Vin- og Spritbolag.
Bygninger og
anlæg
Selve fabrikken i Aalborg regnes for et af
hovedværkerne i dansk fabriksarkitektur, og den er et eksempel på
brug af standardiseret design. Designet slog igennem ikke bare på
produkter, men på bygninger, skilte og vogne. Mest kendt er
Malteserkorset der blev kendemærke for akvavit.
Spritfabrikken er tegnet af arkitekt Alf.
Cock-Clausen og opført 1929-31.
Fabrikkens udseende er præget af, at De Danske Spritfabrikker fra
starten af 1900-tallet bestræbte sig på at give deres bygninger et
ensartet udtryk over hele landet.
Bygningerne er opført omkring en central
gårdsplads. Denne er delt i to af en tværgående produktionsbygning,
hvor selve spritfremstillingen foregår. Fabrikkens randbebyggelse
består af op til fire etager høje bygninger med jernbetonskelet,
røde murstensfyldninger og detaljer i gul tegl. Murværket er
udsmykket på forskellig vis, bl.a. med gesimser,
vinduesindramninger og cirkelformede figurer omkring rækker af
runde vinduer.
Forrest på området ligger bl.a. en
administrationsbygning. På gårdspladsen tæt ved indgangsporten findes tanke til
produktionsresterne, bærmen, som afhentes af omegnens landmænd og
anvendes til foder.
På den bageste del af området mod fjorden er
bebyggelsesstrukturen mere åben. Her findes fabrikkens kedelhus og vandrenseri samt en række siloanlæg
internt forbundet med rørsystemer, hvilket giver området karakter
af procesanlæg.
Fabriksanlægget omkranses af Limfjorden,
jernbanen og Strandvejen. Denne placering betød nem adgang til
jernbanen, der stadig går lige vest for fabrikken, og til
kajpladsen ved Limfjorden. Herfra kunne der bl.a. losses kul til
kedelhuset bagest på fabriksområdet. I
dag er jernbanesporet ind igennem fabrikkens indgangsportal
nedlagt, og anløbspladsen ved Limfjorden benyttes ikke længere.
Bygningerne fremstår i vid udstrækning som ved
opførelsen i 1931, og indvendigt er en stor del af det oprindelige
produktionsapparat bevaret på sin oprindelige plads.
Vest for
spritfabrikken fra 1931 ligger ind mod baneterrænet de nyere
fabriksbygninger der indtil 2004 husede Estrellas produktion af
kartoffelchips. Bygningsmassen er placeret helt op til
spritfabrikkens lagerbygning.
Arkiv
Aalborg Stadsarkiv råder over et meget
omfattende arkiv fra De Danske Spritfabrikker. Desuden har Aalborg
Historiske Museum indrettet et museum i anlæggets gamle sikringsrum
med genstande relateret til fabrikkens produktion.
Spritfabrikken repræsenterer en af de brancher
inden for nærings- og nydelsesmiddelindustrien, der gennem
1800-tallet og frem til centraliseringen i starten af 1900-tallet
satte præg på industristrukturen overalt i de nordjyske byer.
Spritfabrikken afspejler samtidig de nordjyske
industrivirksomheders orientering mod både nationale og
internationale markeder.
Nogenlunde på det
sted hvor den oprindelige spritfabrik fra 1846 (”Aalborg
privilegerede Sirup og Spritfabrik”) havde ligget, blev
skulpturen ”Cimbrertyren”
udført af A. Bundgaard og opstillet i 1937 som en gave fra
spritfabrikken. De ældste dele af den nedrevne fabrik Ved Stranden
er genopført som Brænderigården i Den Gamle By i Århus hvor den
fungerer som brændevinsmuseum.
Nu til
cachen
På start koordinatet kan du se en række
beholder med etikette på tæl dem og sæt det til A (lige antal)
Cachen finder du
på N 57 03. (A*22) E 009 54. (A*56+3)