Flydedokken ved Påø
Omkring krigsafslutningen fandt der flere skibsænkninger sted på
Langelandsbælt, hvilket igen medførte flere forskellige
undsættelses, rednings og indkvarterings -opgaver på Langeland.
FLYDEDOKKEN
Midt i dette bombeinferno strandede så en stor flydedok ved Påø.
Med en formodet destination af Flensborg, havde en slæbedamper
forladt Rügen den første maj, slæbende en ca. 70 meter lang
flydedok efter sig, hvorpå der tæt sammenstuvet og i fri luft
befandt sig 800 franske og 700 russiske krigsfanger, som tyskerne
på lange udmarvende marcher havde flyttet fra tyske krigsfangelejre
i Pommern, da de russiske befrielsestropper nærmede sig.
På slæbetogtets andendag havnede flydedokken midt i et
luftangreb, der varede seks timer. Problemet var jo, at der på den
tid fandt store udskibninger sted i Østersøen af flygtende tyskere,
og de allierede flyvere kunne ikke vide at der var krigsfanger og
ikke flygtende tyske soldater på flydedokken. Det er lidt uklart
hvorvidt slæbedamperen blev sænket eller om kaptajnen selv kappede
trossen til flydedokken, for at bringe sin damper og sig selv i
sikkerhed, men resultatet var under alle omstændigheder, at
flydedokken derefter drev om for vejr og vind, og herunder også
blev beskudt af en engelsk jager.
Under denne beskydning blev nogle af krigsfangerne dræbt, mens
andre igen blev såret. Iflg. en fransk øjenvidneberetning, opgav de
tyske vagter på flydedokken ævred og fangerne overtog kommandoen.
Til al held havde nogle franske krigsfanger lavet sig et stort flag
af melsække som de i krigsfangelejren havde syet sammen og malet
som Trikoloren. Dette flag fik de i al hast foldet ud, og så snart
den engelske pilot så dette flag, afbrød han sine beskydninger,
vippede med vingerne til hilsen og fløj videre. Situationen var dog
stadig kritisk ombord på flydedokken, hvor der hverken var mad
eller vand, og hvor de såredes tilstand blev mere og mere
kritisk.
Situationen ombord på flydedokken var - som nævnt - meget
alvorlig. Vandmanglen truede med at kræve sine første ofre,
risikoen for at blive bombet, eller støde på en mine eller blive
påsejlet af et skib var overhængende. Fangerne på flydedokken var
hjælpeløse, og udover at prøve at holde modet og moralen oppe,
kunne de intet stille op overfor deres skæbne. En musiker, havde
dog medbragt sin saxofon, og adspredte sig selv og de andre med at
spille populære melodier. Andre igen underholdt med at fortælle
historier. Da den tredje nat faldt på, begyndte nogle krigsfangerne
at udvise tegn på alvorlig sygdom.
STRANDINGEN
Om eftermiddagen den 4 maj, strandede flydedokken kun 150 meter
fra land ved Påø på Sydlangeland, hvor intet blev gjort for at
hjælpe krigsfangerne i land.
Inde på kysten stod folk, som heller ikke viste interessere i at
hjælpe krigsfangerne ind på land. Situationen beroede
tilsyneladende på gensidige misforståelser og mistolkninger.
Krigsfangerne troede nemlig at de var strandet på tysk territorium,
fordi ingen forsøgte at hjælpe dem, og langelænderne inde på land
troede for deres vedkommende, at flydedokken derude var endnu en af
de utallige transporter af tyske tropper og tyske flygtninge.
Selvom der kun var ca. 150 meter ind til stranden, var der tale
om en uoverstigelig afstand; de færreste af krigsfangerne kunne
nemlig svømme, ligesom vandet var hundekoldt. Nogle få modige
krigsfanger forsøgte imidlertid at svømme i land og fik således
bjærget sig selv, hvorefter de fik organiseret nogle joller, og
derefter selv gik i gang med at bjærge deres kammerater i land fra
flydedokken. En af krigsfangerne viste sig i stand til at kunne
kommunikere med Langelænderne på stranden, og på den måde blev de
gensidige misforståelser ryddet af vejen. Men under
omstændighederne og med de for hånden værende midler gik
redningsarbejdet uhyre langsomt.
Ud på aftenen begyndte Langelænderne inde på stranden at opføre
sig besynderligt. Befrielsesbudskabet var nået til Påø og fik
langelænderne til at løbe rundt, råbe, synge og te sig fjollet. Der
blev råbt ud til de tilbageværende på flydedokken, at de tyske
besættelsesstyrker netop havde kapituleret.
Inde på stranden trak det tyske militær - der tidligere i
forløbet var kommet tilstede - sig derfor tilbage, og
modstandsbevægelsen under ledelse af Grev Kai Ahlefeldt-Laurvig
overtog ledelsen på stedet.
Ude på flydedokken afvæbnedes de tyske vagter. En enkelt tysk
vagt, som havde været særlig brutal, blev slået og sparket af
krigsfangerne, før de smed ham overbord, hvor han druknede.
Ved femtiden den efterfølgende morgen nåede fem fiskere frem fra
Spodsbjerg med deres kuttere, og sikrede dermed at resten af de
1500 strandede krigsfanger blev reddet i land den samme dag.
DANSKE KVINDERS BEREDSKAB
En udlægning omkring forplejningen, fortæller at der allerede d.
4 maj - og på trods af vareknaphed og rationering - blev
organiseret og fremskaffet forplejning af lotterne fra Danske
Kvinders Beredskab. Ligesom der skulle være ydet en stor indsats
med forplejning af de bjærgede krigsfanger allerede på stranden ved
Påø. Hvor der ellers ikke havde været til at få benzin, havde de
lokale vognmænd pludselig – som ved et mirakel - fået benzin til
vognene og kunne dermed løse transportopgaverne i forbindelse med
forplejning og transport af menneskene. Iflg. en langelandsk
øjenvidneberetning skulle der ikke have funden nogen forplejning
sted på stranden, hvor de bjærgede krigsfanger var så desperat
sultne, at de forståeligt nok kastede sig over en roekule, og
begynde at spise roerne som de var, med jord og det hele på. Et
fransk øjenvidne fra flydedokken har imidlertid også fortalt, at de
bjergede krigsfanger den femte maj blev ypperligt beværtet på de
nærliggende bondegårde og der deltog i langelændernes almindelige
befrielses eufori.
INDKVARTERING
I hovedtrækkene blev de strandede krigsfanger indkvarteret
således at nogle af franskmændene blev indkvarteret på Skovsgård,
med de menige i laden og officererne i hovedbygningen, hvor også
kælderen blev indrettet til sygehus, mens andre franskmænd blev
indkvarteret på Humble Realskole, og atter andre igen blev privat
indkvarteret rundt omkring på øen, og herunder også i Rudkøbing. De
russiske krigsfanger blev alle kørt til Rudkøbing, hvor de i første
omgang blev indkvarteret på Kommuneskolen på Kastanievej.
Hvor franskmændene allerede ved månedens udgang rejste hjem til
Frankrig, kom russerne til at tilbringe hele sommeren på Langeland,
hvor de udover at have et fremragende forhold til den langelandske
befolkning, kom til at sætte et stort præg på livet i den lille by
den sommer. Denne GeoCache tænkes derfor på et tidspunkt fulgt op
med endnu en GeoCache om Russerne i Rudkøbing.
CACHEN: En rund plastikbeholder ca. 2,5 gange så bred og
2 gange så høj som en filmcontainer.
INDHOLD: logblad m. integreret stash note. FFC, TB: Unite
for Diabetes
OMRÅDET: En del af det smukke landskab under Danmarks
Naturfonds økologisk baserede Skovsgård Gods. I samme område er
udlagt det 3 km. lange såkaldte Engspor som starter ved P-Pladsen
ved stranden for enden af Kågårdsvej og er markeret med gule
trekanter. Der er delvist tale om såkaldte trampestier, hvor
plantevækst kan besværliggøre passagen. Sporet er ikke egnet for
gangbesværede, og hunde skal føres i snor. I sæsonen forefindes
foldere ved P-pladsen.
ENGLISH:
Toward the end of the second World war several bombings of
German ships took place at Langelandsbælt, which again lead to
several rescue and quartering problems at Langeland.
THE FLOATING DOCK
I the midst of this bombing inferno a large floating dock
stranded at Påø in the southern part of Langeland. With a presumed
destination of Flensburg, a tug had left the German Island of Rügen
on May the first, towing a 60-80 meter long floating dock, upon
which 800 French and 700 Russian POW's were stowed together in open
air. In order to escape Russian retaliation the Germans had forced
the POW's out on an exhausting march to the Baltic Coast from the
German POW Camps when the Russian troops was approaching.
On the second day of the towing the floating dock ended up in
the middle of an air attack that lasted for six hours. In those
days large embarkations of escaping Germans took place through the
Belt of Langeland, and the allied airmen probably believed the
prisoners on the floating dock to be German soldiers on the run.
It's a little unclear if the tug suffered a hit and sunk, or if the
Captain of the tug simply cut the tow and left the floating dock to
it's own destiny, but no matter what, the floating dock was
drifting on its own at the mercy of the waves and the wind, and as
it happened it was attacked by an allied fighter plane.
Some of the prisoners were killed during the attack and others
was wounded. According to a French eyewitness the German prisoner
guards gave in to the stress and the POW's took control.
Fortunately some of the French POW's had made a large flag from old
sackcloth sewn together and painted in the French colours. When
this flag was unfolded and recognised by the allied airman he
tipped the wing as a salute to the POW's and flew away. However,
the situation at the floating dock still was critical, they had no
food or water and the condition of the wounded was very critical.
The risk of being bombed or hitting a mine or being rammed by a
ship was imminent. The prisoners were helpless but one of the
prisoners kept the spirit high by playing popular tunes on his
saxophone, others again boosted morale by telling stories. At
nightfall of the third night, some of the prisoners had symptoms of
fatal illness.
THE STRANDING
In the afternoon of May 4 the floating dock stranded about 150
meters from the shore of Påø at the Southern Langeland, where no
action was taken to help the POW's at shore.
Apparently the local residents at shore thought the people at
the floating docks was yet another transport of German soldiers or
fugitives, and the prioners thought that since nothing was done to
help them they had stranded at German territory.
150 meter to shore doesn't seem like much, but in this situation
it was like an overwhelming distance. Only few of the prisoners
were able to swim and the water was bitterly cold. Still, a few of
the most courageous prisoners swam ashore and organized some small
rowing boats and started to rescue their comrades ashore from the
floating dock. One of the prisoner was able to communicate with the
local residents and clear off the mutual misunderstandings, but
under the circumstances and with the available means the rescue
action still took like forever.
Later in the afternoon the local residents at shore started to
act strangely. The message of the German capitulation had reached
Påø, for what reason the the local residents started to run around
and shouting, singing and dancing and acting strangely. The message
was shouted to the remaining prisoners at the floating dock that
the war was over and that the German troops had capitulated.
At shore the German troops retired and the resistance under the
command of Count Kai Ahlefeldt-Laurvig took charge.
At the floating dock the German guards were disarmed. One of the
Germans had been especially mean to the prisoners for what reason
they took revenge by kicking and beating him before finally
throwing him overboard where he drowned.
At five A.M. five fishing boats arrived from Spodsbjerg, and
helped speeding up the rescue and making it possible to rescue the
rest of the 1500 prisoners the same day.
THE CATERING AT SHORE
Some people claims that despite shortage of food and rationing
period some catering already was arranged at shore on May 4, where
no Gasoline wasn't normally available it suddenly was made
available to all the haulage contractors and taxicab owners in
order for them to be able to establish transportation of people and
goods to and from the beach at Påø. In contrast to that a local
eyewitness tell that no catering took place at the beach, that the
rescued prisoners on the contrary was so desperately hungry that
they located a turnips clamp and started to eat the turnips with
dirt and soil on. A French eyewitness from the foating dock tell
that on May 5 the rescued POW's was excellently catered for by the
local farmers and participated in the local residents celebration
of the freedom.
THE QUARTERING
Some of the French basically were quartered at the Skovsgård
Estate, the privates in the barn the officers in the main building
and an infirmary in the cellar, others were quartered at Humble
High school, others again were quartered privately in different
places of the island and also in the town of Rudkøbing. The
Russians were quartered at the public school of Rudkøbing.
At the end of May the French returned to France, but the
Russians had to spend all summer at Langeland where they
established a good relationship with the local residents and
influenced the everyday life in the small town to a large degree
this summer.
THE CACHE:A cylindrical container somewhat larger than a
film cannister containing a log with integrated stash note.