MANESTENEN
Da jeg i sin tid lavede Hine og Hine Mølle cacherne, spekulerede
jeg på, om ikke jeg ved samme lejlighed skulle lave en GeoCache om
bymøllen. Men, den tanke gik jeg fra igen, fordi der ret beset er
andre som tager sig af denne mølle.
En dag kom jeg imidlertid gående ad stien fra den gamle
dyrskueplads, til stien nedenfor møllerbakken, hvor i sin tid den
gamle eksercerplads lå.
Jeg kendte selvfølgelig godt den gamle overlevering om enkefruen
af det bedre borgerskab, som skulle være manet i jorden på dette
sted, og derfor var jeg interesseret i en vis gammel sten, der så
sent som i 1921 stadig skulle have befundet sig her. Og lige der på
den sti jeg nærmede mig, lå der - tilsyneladende umotiveret - en
stor sten, som for så vidt godt kunne være den sten jeg søgte.
Et eller andet må have spillet mig et puds, for med mit relativ
dårlige syn, så det på afstand ud, som om en arm stak frem fra
under stenen og op i vejret, og ligesom indikerede at der på dette
sted lå en person begravet, som forfærdelig gerne ville op fra sin
grav.
Ved nærmere eftersyn viste den oprakte arm sig imidlertid at
være en forkrøblet ansats til en busk eller et lille træ. Men,
tanken var født, at der på dette sted burde sættes en skulptur op,
i form af en sådan oprakt arm fra under stenen, som jeg netop lige
havde bildt mig ind at have set. Og for provokationens eller
morskabens skyld, burde armskulpturen vel så udstyres med lidt
elektronik, der engang imellem - med en desperat kvindestemme –
kunne råbe om hjælp.
Nu er jeg imidlertid ikke skulptør, og kan selvfølgelig heller
ikke lave en sådan armskulptur. Og havde jeg endelig kunne lave
skulpturen, ville jeg næppe have fået lov til at installerede den
der.
Som Geocacher kan jeg imidlertid riste en lille rune, som kan
fortælle den samme historie som armskulpturen kunne have fortalt,
og lægge en lille dåse på selve stedet, der nedenfor Rudkøbings
restaurerede bymølle.
Iflg. Rudkøbings gamle byskriver, P. Rasmussen, boede der i sin
tid en enkefrue af det bedre borgerskab, i en købmandsgård i
Østergade 16. Denne respektable enkefrue var mor til selve
Rudkøbings byfoged, Christen Pedersen Møller, såvel som hun havde
været gift med dennes far, den afdøde tolder, Peder Pedersen.
I 1730 afgik enken selv ved døden, hvorefter hun tilsyneladende
tillagde sig nogle opsigtsvækkende uvaner. Under sin egen
begravelse skulle hun således have stået bag en dør og have grinet
af sit afsjælede legemes ligfølge. Ligesom hun vel også må have
kedet sig så meget under den evige søvn, at hun derfor stod op af
sin grav og rendte rundt og spøgte i den købmandsgård, hvor hun
havde haft sit jordiske liv.
Til sidst blev disse uvaner øvrigheden for meget. Under præstens
behørige manen, blev enkefruens jordiske rester derfor gravet op,
og ført ned på eksercerpladsen, hvor hun blev manet ned i uindviet
jord, og hvor der – for at få hende til at forholde sig i ro – blev
hamret en gevaldig pæl gennem hendes hjerte, såvel som en meget
stor sten til sidst blev rullet hen over hendes grav. Og det var
netop denne sten som havde min interesse.
I 1970 fandt forfatteren Vagn Lundbye angiveligt en stor sten i
hegnet til den gamle eksercerplads, som antages at være identisk
med den store sten som i syttenhundredtallet blev placeret på
enkefruens hvilested i eksercerpladsens uindviede jord. Ældre
rudkøbingensere mener imidlertid at kunne huske at stenen også lå
på dette sted i deres barndom, således de skulle passe på at styre
udenom den, når de om vinteren kom susende på kælken nedad
Møllerbakken. Hvad enten det så er denne sten som nu ligger på
stien eller ej, så ligger enkefruens jordiske rester vel ikke under
stenen på netop dette sted på stien. I de i mellemtiden forløbne
århundreder har enkefruen dog nok mistet lysten til at gå igen, for
bortset fra det puds mine øjne spillede mig med armen, så har jeg
ikke hørt noget om at spøgeriet skulle være genopblusset efter at
stenen angiveligt blev flyttet fra det sted hvor den lå.
Hvor armskulpturen vel aldrig bliver til andet end et fata
morgana, og hvor der om stenen må gælde et måske, så er det
imidlertid anderledes sikkert, at denne GeoCaches fysiske beholder
ligger et eller andet sted i området der.
På samme måde som stjernernes små lyspletter ude i den store
uendelighed - i tusinder af år - har ledt menneskene på rette vej,
kan nu mikroskopisk små digitale signaler ude fra den selv samme
store uendelighed lede dig hen i nærheden af denne GeoCaches
fysiske beholder.
CACHE: INDHOLD: et logblad, blyant og FFC.
ENGLISH provisional translation
THE STONE AT THE PATH
According to the legends a widow of the best family is buried
under the big stone from the photo above. Alledgedly the widow was
the mother to the bailiff of Rudkøbing, Christen Pedersen
Møller.
In the year 1730 this respectable widow passed away, but after
her death she apparently started to behave in an untimely maner.
When the undertakers took her body to the funeral ceremony, her
ghost alledgedly was standing behind a door and laughing of the
undertaker and after being buried in the cemetery, her ghost began
to haunt the place where she used to live.
In the end the haunting of the place became too much and finally
her earthly remains was digged up from the grave and taken to the
drill ground just below the Town Mill where it again was buried in
unholy ground. In order to make sure that she didn't leave this
grave a large pole was hammered through her heart and finally the
big stone was placed on top of her grave.
CACHE: contains a log with an integrated stash note and a
pencil.