Tordenkilerne
I Rudkøbing hylder man officielt
de bysbørn som rejste væk fra byen og blev berømte derude. I denne
Geocache hyldes et bysbarn, der blev hjemme i sin kære fødeby, og
af sit hjertes gavmildhed gjorde en masse for sin by, sin ø, sit
land og sin videnskablige kæphest.
I et hjørne på Rudkøbing
Kirkegård, viser inskriptionen på en uprætentiøs gravsten, at der
hviler Arkæolog og Købmand, Jens Winther (16.12.1863-27.3.1955).
Titlernes rækkefølge lader ane, hvilken beskæftigelse der stod Jens
Winthers hjerte nærmest.
Det var angiveligt fundet af to
tordenkiler (flintøkser) i 1873, som tændte interessen for den
danske oldtid i den dengang 10 årige rudkøbingenske købmandssøn
Jens Winther. I første omgang måtte den arkæologiske interesse
imidlertid henlægges til ferierne fra Odense Kathedralskole,
hvorfra han i 1879 tog sin præliminæreksamen og derefter kom i
handelslære i Fåborg. Efter at have aftjent sin militærtjeneste i
Nyborg, vendte han endelig tilbage til Rudkøbing, og indtrådte der
i sin fars forretning som han overtog i 1892.
Oldtidsinteressen havde bidt sig
godt fast i Jens Winther, som imidlertid passede sit
købmandsarbejde samvittighedsfuldt, og derfor – i sine unge år -
kun tillod sig at bruge søndagene til udgravningsarbejderne. Efter
sit fyldte tres år, tillod han sig imidlertid at tage fri fra
forretningsverdenens forpligtelser på hverdage, og i stedet at tage
på gravearbejde, museumsarbejde, eller blot at sætte sig ind i sit
spartansk udstyrede kontor bag butikken, for at bearbejde sit
arkæologiske materiale og tilrettelægge det for
udgivelse.
I 1905 grundlagde og bekostede han
opførelsen af Langelands Museum, og ud af egen lomme bekostede han
derefter alle museets aktiviteter helt frem til 1945. Og således
bekostede han også ud af egen lomme, museets store udvidelse i
1932.
Jens Winther var en både generøs
og personligt nøjsom mand som, på trods af at han holdt sin egen
person i baggrunden, også kendte sit eget værd, og betydningen af
at være herre i sit eget hus. For således at slippe for indblanding
i museets udgravninger udefra, diktater, kontrolbesøg, trakasserier
osv. frasagde Jens Winther sig statstilskud, og forbød sågar i en
periode Nationalmuseets magtfulde leder, Sophus Müller, adgang til
Langelands Museum.
Ved udgravningen af vikingraven i
Stengade, blev der fundet et hesteskelet, ridetøj, stigbøjler,
bidsler osv. På stigbøjlerne og bidsler findes der indlagt guld, og
eftersom det er Danefæ, gjorde Nationalmuseet i sin tid krav på
effekterne. Da Winther imidlertid ikke ville aflevere det, gik
Nationalmuseet til sidst ind på at stille sagen i bero. Da nu Jens
Winther senere i livet fik tilbudt et Ridderkors, som hans
beskedenhed forbød ham at tage imod, sagde han nej tak til
hædersbevisningen, men tilføjede at dersom man mente han havde
gjort noget som fortjente anerkendelse, ville han erindre om det
ridetøj på Langelands Museum, som Nationalmuseet begærede, samt at
den bedste anerkendelse offentligheden kunne give ham var, at sørge
for, at dette ridetøj ingensinde ville blive fjernet fra Langelands
Museeum.
Da Jens Winther i 1933 fyldte 70
år, ville Rudkøbing Byråd gøre ham til æresborger i byen, men denne
hædersbevisning takkede Jens Winther også nej til. Ved Jens
Winthers 75 års fødselsdag opstod problemet så igen, hvordan man
kunne hædre denne generøse men personligt beskedne mand, som havde
gjort så meget for sin fødeby, sit fædreland og - nårh ja, den
arkæologiske videnskab. Ridderkorset og æresborger værdigheden
kunne jo ikke komme på tale, når han allerede havde afslået dette
tidligere, men Chr. Kiilsgaard foreslog, at man kunne opkalde en
gade efter ham, samt at den gade passende kunne være der hvor
museet var beliggende. Spørgsmålet var så blot, om ikke også
fødselaren ville takke nej igen. Chr. Kiilsgaard drøftede derfor
sagen med Frk. Hornum, der som Jens Winthers mangeårige
husbestyrerinde og nærmeste medarbejder var den som kendte den
store mand bedst. Frk. Hornum garanterede Chr. Kiilsgaard, at blot
man undlod at spørge Jens Winther først, og blot præsenterede ham
for en fuldbyrdet kendsgerning, så ville han blive aldeles henrykt
- og sådan blev det. Iflg. hans bror, Professor Chr. Winther, blev
han henrykt, og for Jens Winther var det dagens største begivenhed,
som endog overgik den enestående æresbevisning i form af et
festskrift, som arkæologer fra Danmark, Norge, Sverige og Finland
havde udgivet til hans ære.
Sammen med sin uundværlige
husholderske, chauffør, sekretær og assistent i felten, frøken
Hornum, var Jens Winther et kendt og måske endda festligt indslag i
det Rudkøbingske bybillede, når de med nedslået kaleche i den store
cabriolet rykkede ud til endnu en udgravning.
I en kronik i Politiken beskrev
Dr. Phil Johannes Brøndsted det engang således:
”Den der foretager en vandring
i Rudkøbing hovedgades østlige del, vil have chancen for at komme
til at se noget der ligner en Feltmarskal i en rullende sardindåse:
Det er Winther, stout og hårdfør i en vejrbidt feltgrå åbenbil på
vej til sine arbejdssteder på den aflange Ø.”
Den senere Professor P. V. Glob,
skrev ved Jens Winthers 75 års fødseldag følgende hyldest til
ham:
"Ungdommen og Winther, det er et ---!
Købmand Jens Winthers Navn er kendt over hele Nordeuropa indenfor
Arkæologernes Kreds, og alle kender Lindø, Troldebjerg og
Langeland. Steder, hvor han ved sine omfattende Undersøgelser og
Udgravninger har vundet nyt Land for den arkæologiske
Videnskab.
Da Winther for mange Aar siden begyndte sit Arbejde paa Lindø,
vidste man meget om, hvorledes Stenalderfolkene døde og blev
begravede; men kun yderst lidt om, hvorledes de levede. Her har
Winthers Undersøgelser paa Lindø og senere paa Troldebjerg bragt
saa meget nyt Stof til Belysning af vor Forhistorie, at hans Navn
altid vil huskes. Dette skyldes ikke alene hans enestaaende gode
Udgravninger; men i lige saa høj Grad hans Publikationer om disse.
Fem store Kvartbind er allerede udsendt, hvori Fundene er godt og
levende beskrevet og glimrende afbildet, alt med stor videnskablig
Grundighed. Tyske Resumeer har bragt deres vægtige og interessante
Stof ud til Landene udenfor Skandinavien.
Det er for sin arkæologiske Forskning, at Winther er kendt baade
her til Lands og i Udlandet og elsket er han paa Grund af sin
storslaaede Gæstfrihed. Hans Hus staar aabent for alverdens
Arkæologer. Hele Aaret rundt er der et Rykind af Englændere,
Tyskere, Franskmænd og Folk fra mange andre Nationer. Alle kommer
de tilbage til Langeland, naar deres Vej atter krydser Danmark og
alle mindes de Besøget paa den skønne gæstfrie Ø. Hvor tit er det
ikke hændt, at en fremmed Professor paa sin Udlandsrejse har
beregnet at besøge Langeland mellem Morgenfærgen og Aftenbaaden og
saa alligevel er blevet en hel Uge.
Gladest er Winther dog, naar Ungdommen blandt Arkæologerne kommer
paa Besøg, for han hører stadig til de Unge. Saa slagtes
Fedekalven, og saa er der Fest og Glæde i hele den store
Købmandsgaard. Bliver der inviteret en halv snes, saa kommer der
væltende omtrent en hel; men der skaffes alligevel Plads til alle.
Kavalerfløjen bliver fuldt belagt. For den aandelige Føde sørger
Winther selv med en ungdommelig Friskhed, der river alle med, og
for den legemlige Frøken Hornum, som altid tryller Maden frem paa
Klokkeslet, hvad enten man opholder sig ved en Udgravning paa
Sydlangeland eller ved en Gravhøj mod Nord. Frk. Hornum er tillige
Winthers Førstekraft ved Undersøgelserne i Marken. Flere Dage
farter man rundt overalt paa Øen. Winther i Spidsen i sin lille
graa Vogn. Efter ham kommer Biler og Motorcykler fuldt besatte med
mere eller mindre vordende Arkæologer, der for en Stund er revet
bort fra Bibliotekernes støvede Bøger ud til Oltidsminderne i
Marken. Overalt hvor man kommer frem fortæller Winther, og det er
ikke altid , som der staar i Bøgerne. Studenterne misser med Øjnene
og klør sig i Ørene for at mærke, om de er rigtig vaagne, for
stadig vælder nye Tanker. Som et frisk Sus skyller Arkæologien over
dem, stormen hvirvler Bogstøvet væk, saa alt træder mere levende,
forjættende og lokkende frem. Naar man atter er hjemme i
Hovedstaden, saa tager man ikke mindre langsomt fat paa Bøgerne,
snarere med forøget Iver; men med mere kritisk Sans og frejdigere
Blik efter Turen paa Langeland. Saadan er det i hvert Fald gaaet
mig hver Gang, siden jeg for en halv Snes Aar for første gang
besøgte Winther i Rudkøbing.
Ungdommen og Winther, det er et. Tre Slægtled af Arkæologer har han
set vokse op; men stadig hører han til de yngste. Derfor er det
ogsaa de yngste, som paa hans 75 Aarsdag hylder ham med et
Festskrift.
P. V. Glob"
CACHEN: En lille cylindisk beholder, husk selv
skriveredskab