TELSCAN
I slutningen af tresserne og begyndelsen af
halvfjerdserne snakkede nogle personer fra forskellige
interessegrupper sammen om at bryde telemonopolet og få indført en
reklamefinansieret fjernsynskanal, som et TV2 i Danmark.
En af interessehaverne var de
indremissionske fabrikanter og millionærer, Brødrene Michaelsen fra
Hedensted, hvor især Lauritz Michaelsen under et besøg i USA havde
oplevet vækkelsesprædikanten Billy Graham's brug af TV-mediet til
at nå ud til de måbende masser. En ny kristen, højreorienteret og
reklamefinancieret TV-kanal, måtte være svaret på Lauritz
Michaelsens ønske om et alternativ til - hvad han så som -
Gyngemosens Sodoma og Gomorra.
En anden interessegruppe var nogle
teknikere og programfolk fra DR, som ville gøre op med DR's
faggrænser og ville indføre amerikanske tilstande. Dette betød
blandt andet, at ledelsen - udover sig selv - ikke ville ansætte
folk fra det etablerede TV og Film miljø, men istedet ville lære
personalet op fra grunden. På den tekniske ledelsesfront blev Ole
Bernt Larsen fra DR teknisk direktør hos Telscan, mens hans højre
hånd, Søren Nielsen fra DR blev teknisk-koordinator. På
programsiden blev Ole Dreyer fra DR programdirektør.
En tredje interessegruppe, var
højrefløjspartierne - og især de Konservative og Venstre - som dels
ville gøre det muligt for erhvervslivet at tæppebombe borgerne med
TV-reklamer, og dels ville have en højredrejet prioritering og
vinkling af programindholdet på den kommende TV-kanal.
I TELSCAN's planlægningsfase, var Danmark
imidlertid styret af Anker Jørgensens regering, hvis eksistens igen
var afhængig af SF og VS, der begge støttede statens
fjernsynsmonopol, og ikke ville tillade indførsel af
reklamefinancieret fjernsyn i Danmark.
I mangel på en sendelicens baserede Telscan sig derfor i første
omgang på at producere programmer til distribution på tilgængelige
medier som de nye videokasetter i Philips VCR-format og Sony's
U-Matic format.
Selve produktionsudstyret var derimod det nyeste og bedste
professionelle udstyr som kunne fås i den såkaldte Broadcast
standard, Det var udstyr som enten var ligeværdigt med DR's
eksisterende udstyr, eller var det overlegent.
TEKNIKKEN
Produktionsudstyret omfattede bl.a. En
lille et-kameras OB (Outside Broadcast) vogn - OB11 -, en stor
to-kameras OB-vogn - OB21 -, der samtidig fungerede som kontrolrum
for det stationære Studie som vi havde opbygget i ODD-Fellow
palæets ene koncertsal. OB11's kamera var et specialbygget
'bærbart' kamera baseret på indmaden fra Philips LDK 3, hvor
elektronikken var anbragt i en stor metalkasse, som kameramanden
havde på ryggen som en rygsæk. Kameraets tre Plumbicon videorør var
bygget ind i en lille kasse sammen med forforstærkere og påmonteret
en lille Angineaux optik, hvor denne enhed igen var spændt op i et
stativ, som kameramanden bar foran på kroppen. Jeg har faktisk et
billede liggende et sted, som jeg ikke lige kan finde frem på en
studs, hvor Telscans OB11 holder inde på Amalienborg Slotsplads, og
hvor jeg ses som kameramand, der står med dette 'bærbare' kamera og
optager Livgardens vagtskifte.
OB21's kameraer var Philips
LDK5, der dengang var så nyt at det faktisk kun fandtes som en
prototype da Telscan underskrev købskontrakten på det. Istedet
for de traditionelle tykke kamerakabler med flere hundrede
forbindelser i, brugte LDK5 nogle tynde Triax kabler, og
overførte således kameraets informationer til kontrolpulten i
OB-vognen som PCM-signaler (Pulse Code Modulation). Og,
strengt taget var kablet overflødigt, da informationerne til
og fra kameraet sågar kunne overføres trådløst, med et
påbygget sender/modtagermodul.
To VTR-vogne af en engelsk
varevognstype, med hver sin 2 tommer Quadroplex videorecorder,
Ampex VR2000. Sagen var jo, at optagelserne skulle optages på
bånd, og de store to tommer båndmaskiner var så store og
vejede så meget, at de simpelthen måtte indbygges i hver deres
egen varevogn for at være mobile. Disse store Ampex VR2000 var
broadcast branchens solide og stabile arbejdsheste, som
fortsatte med fungere upåklageligt når andre båndmaskiner var
gået ned med flaget, og ofte kunne afspille defekte bånd som
andre båndmaskiner måtte give op overfor.
Vi havde en teknikcentral i en af
ODD-Fellow Palæets sidebygninger, med et teknikværksted, et båndrum
med to stk. 2 tommer Quadroplex videorecordere Ampex AVR-1 - som
var det nyeste og mest avancerede der kunne fås, og er så store at
en middelhøj mand næsten kan stå oprejst inde i chassiset - samt to
stk. 2 tommer Quadroplex videorecordere Ampex VR2000B - som er
forbedrede udgaver af VR2000 - , og en MWA
Perfmaskine. Et redigeringsrum med to Ampex redigeringspulte.
En kasettekopieringscentral, med et stort specialbygget
Philips VCR kopieringsrack, som i realiteten blot var en
samling specialudgaver af almindelige VCR recordere, og et
mindre - men til gengæld mere professionelt - Sony U-Matic
kopieringsrack. Om vores VCR kopieringsrack kan det nævnes, at
vi havde en af Philips hollandske æggehoveder oppe og tune og
special modificere enhederne, således vi i en del år kunne
kopiere i verdens bedste VCR kvalitet, og derfor havde en pæn
lille nebengeschäft med at kopiere kasetter for nogle af
verdens største videoproducenter.
REKRUTTERINGEN
For mig startede det hele med en stort
opsat stillingsannonce, hvor et kommende TV-Produktionsselskab
søgte noget i retning 25 unge mennesker, som nok skulle have nogle
relevante kvalifikationer, men som dog først og fremmest skulle
være indstillet på at blive lært op i jobfunktionerne fra bunden,
og efter et helt nyt koncept.
Jeg syntes det hele lød for godt til at jeg
kunne komme i betragtning, men jeg søgte alligevel, og forberedte
mig samtidig på at få et afslag. Jeg sendte denne ansøgning til
Telscans daværende adresse i Grønnegade. Det samme gjorde
angiveligt noget i retning af 2.500 andre forhåbningsfulde unge
mennesker. Vi fik allesammen svar i løbet af få dage, som
imidlertid blot var en bekræftelse af at ansøgningen var modtaget.
Derefter gik der lang tid, før jeg hørte fra Telscan igen. I dette
det næste brev blev det oplyst, at Telscan havde vurderet alle
ansøgninger og umiddelbart havde frasorteret mange af ansøgerne,
men at jeg stadig var en af de ansøgere som kunne komme i
betragtning, Dette brev kom fra Odd Fellow Palæets adresse i
Bredgade, hvor Telscan på dette tidspunkt havde lejet sig ind. Ved
samme lejlighed blev jeg inviteret til at komme ind til en test,
hvilket efterhånden og over en meget lang tidsperiode blev til
adskillige tests og samtaler, hvor flere og flere af ansøgerne
efterhåndren blev sorteret fra. Til sidst var vi nede på halvtreds
tilbageværende personer, hvor vi fik at vide, at vi princippielt
allesammen var i betragtning til en ansættelse, men eftersom
leveringen af det avancerede TV-produktionsudstyr trak ud, ville
Telscan på dette tidspunkt invitere os til et forlænget weekend
ophold på en landbohøjskole ved Hillerød, hvor vi blot skulle hygge
os med hinanden og lære Telscans ledelse og vores evt. kommende
kolleger bedre at kende, og lege lidt med noget ITV udstyr. Det
blev betonet, at der ikke var tale om en selekterings eller
konkurrencesituation. Men, rent faktisk var det en meget hård form
for selektering der fandt sted. Det hele gik ud på at iagttage os
under omstændigheder, hvor der ikke var nogen ledelse. Efter dette
seminar fik vi 25, som blev tilbudt ansættelse, at vide, at
leveringen af udstyret ville trække ud i yderligere et års tid.
Samt at en ansættelse derfor først ville blive en realitet et års
tid senere.
Jeg var imidlertid heldig, for til min
store overraskelse blev jeg kort tid efter tilsagt til et møde med
den tekniske direktør, O.B. Larsen, der med henvisning til mine
tekniske kvalifikationer fra Flyvevåbnet ville høre om jeg med
omgående virkning kunne komme ind et par timer hver aften, og på
løsarbejderbasis ville hjælpe dem med forkablingsarbejdet i
forbindelse med opbygningen af studiet osv. i ODD Fellow Palæet.
Det kunne jeg selvfølgelig godt, og efter nogle få aftener kom O.B.
Larsen igen og ville have mig til at hjælpe ham med noget
opjusterings og testhalløj på et kamera. Der var åbebart tale, om
at han havde planer med mig og lige ville føle mig lidt på
tænderne, og efter yderligere et par dage kom han så og ville høre
hvor hurtigt jeg kunne slippe ud af mit normale job, til fordel for
at starte på heltid hos Telscan for at deltage i acceptance tests
ved levering af udstyret. Jeg tiltrådte så dette fuldtidsjob efter
nogle få dage, og allerede ved månedens slutning, blev jeg så
fastansat som servicetekniker på almindelige funktionærvilkår.
Tanken var derfor, at jeg skulle arbejde som tekniker, indtil mine
fremtidige kolleger ville blive ansat et års tid senere. Til den
tid skulle jeg så bare skulle glide over i min tiltænkte plads på
OB11. Problemet var blot, at jeg aldrig for alvor kom til at glide
over på OB11, men mere eller mindre blev fastholdt i teknikken.
Hvad jeg ikke vidste var, at Telscan havde fået planer om at have
yderligere tre OB-vogne stationeret rundt omkring i Europa, som
primært skulle producere undervisningsvideoer for Ford Motor. Og
eftersom vores tekniske koordinator i så fald skulle være teknisk
koordinator for disse OB-vogne, skulle der være en fast mand
herhjemme som kunne udfylde hans plads under hans fravær - og den
position skulle jeg angiveligt udfylde. Man kan altså sige, at jeg
uden egenlig at vide det, var under oplæring til at kunne fungere
som teknisk koordinator. Men, inden det kom så vidt, kom oliekrisen
i vejen og lagde en dæmper på Fords aktiviteter, og dermed
forsvandt også Telscans behov for at oplære mig til teknisk
koordinator.
DET FØRSTE
ÅR
For mig handlede det første år mest om
teknik og en enestående chance for at møde og arbejde sammen med og
lære af nogle verdens mest kompetente teknikere, ingeniører og
professorer indenfor den professionelle broadcasting branche. Men,
selvom Telscan endnu ikke havde et operativt udstyr, lå der nogle
kontraktlige forpligtelser til at producere nogle programmer, som
blev opfyldt med et almindeligt og lejet filmkamera og udlån af en
gammel rutineret kameramand fra DR. Der var blandt andet en
pladeparade til FONA, hvor vi f.eks. en hel dag i træk, optog 'Jeg
tager aldrig til bal uden trusser' om og om igen, med kameraet i
forskellige stillinger og forskellige beskæringer, mens en yderst
professionel og meget dygtig Birthe Kjær lavede playback, igen og
igen. Vi var også ude på tandlægehøjskolen, og optog en yderst
blodig gang retrograd rodbehandling, hvor kameramanden imidlertid
var så hårdfør, at han efter at have haft blodbadet lige op i synet
gennem flere timer, snuppede sig to røde knækpølser bagefter, som
var saftet godt ind i ketchup.
Senere, da udstyret var leveret og resten
af mandskabet var antaget og under oplæring, var det især
dukketeateret i Kongens Have der måtte holde for som vores
træningsobjekt og prøveklud.
HVERDAGEN
Mens vores officielle forhold til DR var
anstrengt - de ville ikke sende noget vi havde lavet, og lod
officielt som om vi ikke eksisterede - kunne Sveriges Television se
fordelen ved at bruge os til nyhedsdækning i Skåne. Fra København
kunne vi jo nå hurtigere og billigere frem, end hvis de selv skulle
sende en farve-OB vogn ned fra Stockholm. Da der på en og samme tid
var gang i gidselsdramaet på Norrmalms Torget i Stockholm, og den
gamle svenske Konge lå for døden på Sofienro ved Hälsingborg, var
det således vores OB21 og vores mandskab som sammen med SR's eget
mandskab på Norrmalms Torget i Stockholm var på direkte sending i
døgndrift. Da Erhard Jacobsen i sin tid rev tæppet væk under Anker
Jørgensen regeringen ved at 'køre tør for benzin', vidste DR i
forvejen, at noget var under opsejling, hvor regeringen ville blive
væltet, og derfor lejede de uden varsel en af vores VTR vogne, som
kunne nå hurtigere frem til Christiansborg end en af deres egne
vogne ude fra Gyngemosen. Kameraudstyret havde DR jo
fastinstalleret på Christiansborg. På samme måde foretrak visse af
DR's producere at komme lidt væk fra Gyngemosen og istedet redigere
deres programmer på vores udstyr, uden det på noget tidspunkt blev
oplyst på TV, at programmerne faktisk var blevet redigeret hos
os.
SENDETILLADELSEN
Ved valgkampen i forbindelsen med
overgangen fra Regeringen Anker Jørgensen til Regeringen Poul
Hartling, lavede Telscan valgprogrammerne for Venstre og
Konservative, og ved samme lejlighed blev der ført forhandlinger
med Poul Hartling, hvor Telscan sikrede sig, at sendetilladelsen
til en landsdækkende reklamefinansieret TV kanal ville gå til
Telscan, der iøvrigt også var det eneste danske firma, som havde
det fornødne udstyr og mandskab. Men, desværre var det ikke i
praksis muligt for Hartling Regeringen at få et reklamefinansieret
TV2 igennem.
SLUTSPIL
Uden sendetilladelsen var det svært at
forrente det dyre professionelle optageudstyr, og der til kom at
Telscan var financieret af anparter, hvor anpartshaverne var blevet
lokket med en urimelig stor og urimelig hurtig forrentning af deres
investeringer. Og dette kunne slet ikke lade sig gøre, når vi ikke
havde sendetilladelsen og dermed heller ikke kunne få
reklamefinansieringen på plads. De kunder vi havde som aftagere af
vores videoproduktioner på kasette var gode nok, men disse
aktiviteter kunne ikke tilnærmelsesvis finansiere det store brød
der var slået op. Vi havde iøvrigt heller ikke selv kontrol over
finanserne. Vi sendte rekvisitioner til Hedensted, hvorfra vi så
fik sendt de store beløb vi rekvirerede. Til sidst begyndte
Dagbladet Børsen imidlertid at undre sig over hvordan Telscan kunne
holde til, fortsat at køre med store udgifter og en meget lille
indtjening. Snart revnede ballonen, da Børsen begyndte at se
Lauritz Michaelsens anpartsselskaber efter i sømmene, og dermed var
konkurs og lukning en realitet.
Ved konkursen forsøgte medarbejderne at
etablere en mulighed for at Telscan kunne køre videre som et
medarbejderejet selskab, men dels kunne den slags konstruktioner
ikke lade sig gøre i Danmark, hvilket vi også så da medarbejderne
senere forsøgte at køre det konkursramte Arena i Horsens videre.
Dels ville Telscans anpartshavere ikke forstå, at de ikke kunne få
den utopiske forrentning Lauritz Michaelsen havde lovet dem.
Istedet for at acceptere et yderst generøst tilbud fra Telscans
medarbejdere, endte det med at udstyret blev spredt for alle vinde
og solgt for en latterlig slik. Den ekstremt dyre OB21 endte
således med at gå til Bellacentret for noget i retning af 120.000
kr.
Efter en koncert med The Dubliners i Tivoli
Koncertsal, havde Telscan - under mere intime forhold i Cafe
Teatret - lavet nogle optagelser med gruppen den efterfølgende nat.
Efter Telscans konkurs blev dette program vist på DR, hvor der for
første, sidste og eneste gang, hos DR, blev vist credit for en
Telscan produktion. |
På baggrund af en
uddannelse som radiomekaniker og radartekniker, kom Telscans
tekniske direktør, Ole Bernt Larsen, til DR i 1954, hvor han via en
stilling som gruppeleder på en OB-vogn, arbejdede sig op til
teknisk underdirektør.
Hos Telscan var O. B. Larsen ansvarlig for selskabets tekniske
opbygning og drift.
Ved Telscans konkurs vendte O.B. Larsen tilbage til stillingen som
teknisk underdirektør hos DR, og i 1976 blev han teknisk chef for
den nyetablerede tekniske afdeling hos provinsafdelingen i
Århus.
Da TV2 i 1987-1988 skulle opbygges, var det atter O. B. Larsens
store og internationalt respekterede ekspertise, der blev trukket
på.
Efter fem år som teknisk chef for dansk TV2, kom O.B. Larsen til
norsk TV2 i Bergen, hvor han de følgende to år var deres teknisk
direktør.
Frem til sin død i en alder af 74 år, den 7 januar 2005, løste
denne store TV-pioner yderligere en række konsulentopgaver.
Æret være hans minde. |
På den første lokalitet findes en magnetplade med teksten:
TELSCAN 2. samt to trecifrede tal som mangler i
koordinaterne:
N 55° 38.xxx E 012° 34.yyy reducerede tværsummer N=2
E=9
På slutposition er anbragt en traditionel filmcontainer med
logblade i, men uden blyant og desværre også uden FFC i - FFC kan
fås via e-mail.