Telscan Multi-Cache

Ved start en skjult magnetplade med teksten:
TELSCAN 2. samt to trecifrede tal som mangler i koordinaterne:
N 55° 38.xxx E 012° 34.yyy reducerede tværsummer N=2 E=9

TELSCAN

I slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne snakkede nogle personer fra forskellige interessegrupper sammen om at bryde telemonopolet og få indført en reklamefinansieret fjernsynskanal, som et TV2 i Danmark.

En af interessehaverne var de indremissionske fabrikanter og millionærer, Brødrene Michaelsen fra Hedensted, hvor især Lauritz Michaelsen under et besøg i USA havde oplevet vækkelsesprædikanten Billy Graham's brug af TV-mediet til at nå ud til de måbende masser. En ny kristen, højreorienteret og reklamefinancieret TV-kanal, måtte være svaret på Lauritz Michaelsens ønske om et alternativ til - hvad han så som - Gyngemosens Sodoma og Gomorra.

En anden interessegruppe var nogle teknikere og programfolk fra DR, som ville gøre op med DR's faggrænser og ville indføre amerikanske tilstande. Dette betød blandt andet, at ledelsen - udover sig selv - ikke ville ansætte folk fra det etablerede TV og Film miljø, men istedet ville lære personalet op fra grunden. På den tekniske ledelsesfront blev Ole Bernt Larsen fra DR teknisk direktør hos Telscan, mens hans højre hånd, Søren Nielsen fra DR blev teknisk-koordinator. På programsiden blev Ole Dreyer fra DR programdirektør.

En tredje interessegruppe, var højrefløjspartierne - og især de Konservative og Venstre - som dels ville gøre det muligt for erhvervslivet at tæppebombe borgerne med TV-reklamer, og dels ville have en højredrejet prioritering og vinkling af programindholdet på den kommende TV-kanal.

I TELSCAN's planlægningsfase, var Danmark imidlertid styret af Anker Jørgensens regering, hvis eksistens igen var afhængig af SF og VS, der begge støttede statens fjernsynsmonopol, og ikke ville tillade indførsel af reklamefinancieret fjernsyn i Danmark.
 

 
 
 
 
 
I mangel på en sendelicens baserede Telscan sig derfor i første omgang på at producere programmer til distribution på tilgængelige medier som de nye videokasetter i Philips VCR-format og Sony's U-Matic format.
Selve produktionsudstyret var derimod det nyeste og bedste professionelle udstyr som kunne fås i den såkaldte Broadcast standard, Det var udstyr som enten var ligeværdigt med DR's eksisterende udstyr, eller var det overlegent.

TEKNIKKEN

Produktionsudstyret omfattede bl.a. En lille et-kameras OB (Outside Broadcast) vogn - OB11 -, en stor to-kameras OB-vogn - OB21 -, der samtidig fungerede som kontrolrum for det stationære Studie som vi havde opbygget i ODD-Fellow palæets ene koncertsal. OB11's kamera var et specialbygget 'bærbart' kamera baseret på indmaden fra Philips LDK 3, hvor elektronikken var anbragt i en stor metalkasse, som kameramanden havde på ryggen som en rygsæk. Kameraets tre Plumbicon videorør var bygget ind i en lille kasse sammen med forforstærkere og påmonteret en lille Angineaux optik, hvor denne enhed igen var spændt op i et stativ, som kameramanden bar foran på kroppen. Jeg har faktisk et billede liggende et sted, som jeg ikke lige kan finde frem på en studs, hvor Telscans OB11 holder inde på Amalienborg Slotsplads, og hvor jeg ses som kameramand, der står med dette 'bærbare' kamera og optager Livgardens vagtskifte.

OB21's kameraer var Philips LDK5, der dengang var så nyt at det faktisk kun fandtes som en prototype da Telscan underskrev købskontrakten på det. Istedet for de traditionelle tykke kamerakabler med flere hundrede forbindelser i, brugte LDK5 nogle tynde Triax kabler, og overførte således kameraets informationer til kontrolpulten i OB-vognen som PCM-signaler (Pulse Code Modulation). Og, strengt taget var kablet overflødigt, da informationerne til og fra kameraet sågar kunne overføres trådløst, med et påbygget sender/modtagermodul.

To VTR-vogne af en engelsk varevognstype, med hver sin 2 tommer Quadroplex videorecorder, Ampex VR2000. Sagen var jo, at optagelserne skulle optages på bånd, og de store to tommer båndmaskiner var så store og vejede så meget, at de simpelthen måtte indbygges i hver deres egen varevogn for at være mobile. Disse store Ampex VR2000 var broadcast branchens solide og stabile arbejdsheste, som fortsatte med fungere upåklageligt når andre båndmaskiner var gået ned med flaget, og ofte kunne afspille defekte bånd som andre båndmaskiner måtte give op overfor.

Vi havde en teknikcentral i en af ODD-Fellow Palæets sidebygninger, med et teknikværksted, et båndrum med to stk. 2 tommer Quadroplex videorecordere Ampex AVR-1 - som var det nyeste og mest avancerede der kunne fås, og er så store at en middelhøj mand næsten kan stå oprejst inde i chassiset - samt to stk. 2 tommer Quadroplex videorecordere Ampex VR2000B - som er forbedrede udgaver af VR2000 - , og en MWA Perfmaskine. Et redigeringsrum med to Ampex redigeringspulte. En kasettekopieringscentral, med et stort specialbygget Philips VCR kopieringsrack, som i realiteten blot var en samling specialudgaver af almindelige VCR recordere, og et mindre - men til gengæld mere professionelt - Sony U-Matic kopieringsrack. Om vores VCR kopieringsrack kan det nævnes, at vi havde en af Philips hollandske æggehoveder oppe og tune og special modificere enhederne, således vi i en del år kunne kopiere i verdens bedste VCR kvalitet, og derfor havde en pæn lille nebengeschäft med at kopiere kasetter for nogle af verdens største videoproducenter.

REKRUTTERINGEN

For mig startede det hele med en stort opsat stillingsannonce, hvor et kommende TV-Produktionsselskab søgte noget i retning 25 unge mennesker, som nok skulle have nogle relevante kvalifikationer, men som dog først og fremmest skulle være indstillet på at blive lært op i jobfunktionerne fra bunden, og efter et helt nyt koncept.

Jeg syntes det hele lød for godt til at jeg kunne komme i betragtning, men jeg søgte alligevel, og forberedte mig samtidig på at få et afslag. Jeg sendte denne ansøgning til Telscans daværende adresse i Grønnegade. Det samme gjorde angiveligt noget i retning af 2.500 andre forhåbningsfulde unge mennesker. Vi fik allesammen svar i løbet af få dage, som imidlertid blot var en bekræftelse af at ansøgningen var modtaget. Derefter gik der lang tid, før jeg hørte fra Telscan igen. I dette det næste brev blev det oplyst, at Telscan havde vurderet alle ansøgninger og umiddelbart havde frasorteret mange af ansøgerne, men at jeg stadig var en af de ansøgere som kunne komme i betragtning, Dette brev kom fra Odd Fellow Palæets adresse i Bredgade, hvor Telscan på dette tidspunkt havde lejet sig ind. Ved samme lejlighed blev jeg inviteret til at komme ind til en test, hvilket efterhånden og over en meget lang tidsperiode blev til adskillige tests og samtaler, hvor flere og flere af ansøgerne efterhåndren blev sorteret fra. Til sidst var vi nede på halvtreds tilbageværende personer, hvor vi fik at vide, at vi princippielt allesammen var i betragtning til en ansættelse, men eftersom leveringen af det avancerede TV-produktionsudstyr trak ud, ville Telscan på dette tidspunkt invitere os til et forlænget weekend ophold på en landbohøjskole ved Hillerød, hvor vi blot skulle hygge os med hinanden og lære Telscans ledelse og vores evt. kommende kolleger bedre at kende, og lege lidt med noget ITV udstyr. Det blev betonet, at der ikke var tale om en selekterings eller konkurrencesituation. Men, rent faktisk var det en meget hård form for selektering der fandt sted. Det hele gik ud på at iagttage os under omstændigheder, hvor der ikke var nogen ledelse. Efter dette seminar fik vi 25, som blev tilbudt ansættelse, at vide, at leveringen af udstyret ville trække ud i yderligere et års tid. Samt at en ansættelse derfor først ville blive en realitet et års tid senere.

Jeg var imidlertid heldig, for til min store overraskelse blev jeg kort tid efter tilsagt til et møde med den tekniske direktør, O.B. Larsen, der med henvisning til mine tekniske kvalifikationer fra Flyvevåbnet ville høre om jeg med omgående virkning kunne komme ind et par timer hver aften, og på løsarbejderbasis ville hjælpe dem med forkablingsarbejdet i forbindelse med opbygningen af studiet osv. i ODD Fellow Palæet. Det kunne jeg selvfølgelig godt, og efter nogle få aftener kom O.B. Larsen igen og ville have mig til at hjælpe ham med noget opjusterings og testhalløj på et kamera. Der var åbebart tale, om at han havde planer med mig og lige ville føle mig lidt på tænderne, og efter yderligere et par dage kom han så og ville høre hvor hurtigt jeg kunne slippe ud af mit normale job, til fordel for at starte på heltid hos Telscan for at deltage i acceptance tests ved levering af udstyret. Jeg tiltrådte så dette fuldtidsjob efter nogle få dage, og allerede ved månedens slutning, blev jeg så fastansat som servicetekniker på almindelige funktionærvilkår. Tanken var derfor, at jeg skulle arbejde som tekniker, indtil mine fremtidige kolleger ville blive ansat et års tid senere. Til den tid skulle jeg så bare skulle glide over i min tiltænkte plads på OB11. Problemet var blot, at jeg aldrig for alvor kom til at glide over på OB11, men mere eller mindre blev fastholdt i teknikken. Hvad jeg ikke vidste var, at Telscan havde fået planer om at have yderligere tre OB-vogne stationeret rundt omkring i Europa, som primært skulle producere undervisningsvideoer for Ford Motor. Og eftersom vores tekniske koordinator i så fald skulle være teknisk koordinator for disse OB-vogne, skulle der være en fast mand herhjemme som kunne udfylde hans plads under hans fravær - og den position skulle jeg angiveligt udfylde. Man kan altså sige, at jeg uden egenlig at vide det, var under oplæring til at kunne fungere som teknisk koordinator. Men, inden det kom så vidt, kom oliekrisen i vejen og lagde en dæmper på Fords aktiviteter, og dermed forsvandt også Telscans behov for at oplære mig til teknisk koordinator.

DET FØRSTE ÅR

For mig handlede det første år mest om teknik og en enestående chance for at møde og arbejde sammen med og lære af nogle verdens mest kompetente teknikere, ingeniører og professorer indenfor den professionelle broadcasting branche. Men, selvom Telscan endnu ikke havde et operativt udstyr, lå der nogle kontraktlige forpligtelser til at producere nogle programmer, som blev opfyldt med et almindeligt og lejet filmkamera og udlån af en gammel rutineret kameramand fra DR. Der var blandt andet en pladeparade til FONA, hvor vi f.eks. en hel dag i træk, optog 'Jeg tager aldrig til bal uden trusser' om og om igen, med kameraet i forskellige stillinger og forskellige beskæringer, mens en yderst professionel og meget dygtig Birthe Kjær lavede playback, igen og igen. Vi var også ude på tandlægehøjskolen, og optog en yderst blodig gang retrograd rodbehandling, hvor kameramanden imidlertid var så hårdfør, at han efter at have haft blodbadet lige op i synet gennem flere timer, snuppede sig to røde knækpølser bagefter, som var saftet godt ind i ketchup.

Senere, da udstyret var leveret og resten af mandskabet var antaget og under oplæring, var det især dukketeateret i Kongens Have der måtte holde for som vores træningsobjekt og prøveklud.

HVERDAGEN

Mens vores officielle forhold til DR var anstrengt - de ville ikke sende noget vi havde lavet, og lod officielt som om vi ikke eksisterede - kunne Sveriges Television se fordelen ved at bruge os til nyhedsdækning i Skåne. Fra København kunne vi jo nå hurtigere og billigere frem, end hvis de selv skulle sende en farve-OB vogn ned fra Stockholm. Da der på en og samme tid var gang i gidselsdramaet på Norrmalms Torget i Stockholm, og den gamle svenske Konge lå for døden på Sofienro ved Hälsingborg, var det således vores OB21 og vores mandskab som sammen med SR's eget mandskab på Norrmalms Torget i Stockholm var på direkte sending i døgndrift. Da Erhard Jacobsen i sin tid rev tæppet væk under Anker Jørgensen regeringen ved at 'køre tør for benzin', vidste DR i forvejen, at noget var under opsejling, hvor regeringen ville blive væltet, og derfor lejede de uden varsel en af vores VTR vogne, som kunne nå hurtigere frem til Christiansborg end en af deres egne vogne ude fra Gyngemosen. Kameraudstyret havde DR jo fastinstalleret på Christiansborg. På samme måde foretrak visse af DR's producere at komme lidt væk fra Gyngemosen og istedet redigere deres programmer på vores udstyr, uden det på noget tidspunkt blev oplyst på TV, at programmerne faktisk var blevet redigeret hos os.

SENDETILLADELSEN

Ved valgkampen i forbindelsen med overgangen fra Regeringen Anker Jørgensen til Regeringen Poul Hartling, lavede Telscan valgprogrammerne for Venstre og Konservative, og ved samme lejlighed blev der ført forhandlinger med Poul Hartling, hvor Telscan sikrede sig, at sendetilladelsen til en landsdækkende reklamefinansieret TV kanal ville gå til Telscan, der iøvrigt også var det eneste danske firma, som havde det fornødne udstyr og mandskab. Men, desværre var det ikke i praksis muligt for Hartling Regeringen at få et reklamefinansieret TV2 igennem.

SLUTSPIL

Uden sendetilladelsen var det svært at forrente det dyre professionelle optageudstyr, og der til kom at Telscan var financieret af anparter, hvor anpartshaverne var blevet lokket med en urimelig stor og urimelig hurtig forrentning af deres investeringer. Og dette kunne slet ikke lade sig gøre, når vi ikke havde sendetilladelsen og dermed heller ikke kunne få reklamefinansieringen på plads. De kunder vi havde som aftagere af vores videoproduktioner på kasette var gode nok, men disse aktiviteter kunne ikke tilnærmelsesvis finansiere det store brød der var slået op. Vi havde iøvrigt heller ikke selv kontrol over finanserne. Vi sendte rekvisitioner til Hedensted, hvorfra vi så fik sendt de store beløb vi rekvirerede. Til sidst begyndte Dagbladet Børsen imidlertid at undre sig over hvordan Telscan kunne holde til, fortsat at køre med store udgifter og en meget lille indtjening. Snart revnede ballonen, da Børsen begyndte at se Lauritz Michaelsens anpartsselskaber efter i sømmene, og dermed var konkurs og lukning en realitet.

Ved konkursen forsøgte medarbejderne at etablere en mulighed for at Telscan kunne køre videre som et medarbejderejet selskab, men dels kunne den slags konstruktioner ikke lade sig gøre i Danmark, hvilket vi også så da medarbejderne senere forsøgte at køre det konkursramte Arena i Horsens videre. Dels ville Telscans anpartshavere ikke forstå, at de ikke kunne få den utopiske forrentning Lauritz Michaelsen havde lovet dem. Istedet for at acceptere et yderst generøst tilbud fra Telscans medarbejdere, endte det med at udstyret blev spredt for alle vinde og solgt for en latterlig slik. Den ekstremt dyre OB21 endte således med at gå til Bellacentret for noget i retning af 120.000 kr.

 
På den første lokalitet findes en magnetplade med teksten:
TELSCAN 2. samt to trecifrede tal som mangler i koordinaterne:
N 55° 38.xxx E 012° 34.yyy reducerede tværsummer N=2 E=9
 
På slutposition er anbragt en traditionel filmcontainer med logblade i, men uden blyant og desværre også uden FFC i - FFC kan fås via e-mail.