KOLDKRIG –
Langelandsfortet og Cuba-krisen.
Når man flere steder på internettet
læser om Cuba-krisen, tog den sin begyndelse ved at CIA
overfløj nogle sovjettiske handelsskibe i internationalt
farvand, og der opdagede at skibene havde raketter liggende på
dækket, som efter CIA's mening var på vej til
Cuba.
En
anden version går på, at det simpelthen var en udkigsmand (Arthur
Christensen) på Langelandsfortet på Sydlangeland, som med en
almindelig kikkert opdagede at nogle sovjettiske handelsskibe havde
nogle mistænkelige ting liggende på dækkene, hvorefter Danmark
gjorde USA opmærksom på problemet, således det derefter var en smal
sag for USA at lokalisere de sovjettiske handelsskibe, og lade dem
overflyve med fotofly.
Hvis
denne sidstnævnte version er korrekt, må Danmark og vel især
Langelandsfortet siges at have opfyldt den rolle, som var tiltænkt
Danmarks kystforter i den kolde krig.
I
dag rummer Langelandsfortet et koldkrigsmuseum, og burde vel som
sådan også have haft tildelt en af de gamle Hawk eskadriller,
ligesom tilfældet er med Stevnsfortets tilsvarende koldkrigsmuseum.
Men, i modsætning til Stevnsfortet, har der faktisk aldrig været et
Hawk site ved Langelandsfortet. Hvilket måske skyldes, at det
øjensynligt lykkedes for tilflyttere fra fredsbevægelsen, at bilde
den langelandske lokalbefolkning den skrøne ind, at de små Hawk
luftforsvarsmissiler var udstyret med atomare sprænghoveder,
hvilket nemlig aldrig har været tilfældet.
Den
Hawk eskadrille som egentlig var tiltænkt Sydlangeland, blev i
stedet lagt sammen med en anden Hawk eskadrille på et dobbelt site
ved Højstrup i Odense.
LANGELANDSFORTET
I 1953
blev Langelandsfortet opført, og havde under den kolde krig
til opgave at overvåge den vestlige Østersø, og i tilfælde af
egentlig krig, at blokere for fjendtlig gennemsejling af
Langelandsbælt.
Den ”skrækindjagende” armering på
Langelandsfortet bestod i 4 kanonstillinger med hver sin gamle 15
cm kanon, som stammede fra den tyske besættelsesmagts stilling på
Fynshoved. Kanonerne var vist i øvrigt oprindeligt udviklet som
sekundær armering til tyske lommeslagskibe i henhold til
Versailles-traktatens bestemmelser.
Udover den ”drabelige” hovedarmering,
havde Langelandsfortet to luftværns strandstillinger i nord og
syd.
Fortet som sådan består af i alt 12
bunkers. Operationsbunkeren, der var fortets vigtigste sted, var
bemandet døgnet rundt, og er stadig fuldt operativ, selvom denne
bunker i dag er en del af det koldkrigsmuseum som huses på stedet.
Det samme gælder i øvrigt for fortets eget elektricitetsværk i
maskinbunker syd.
KOLDKRIGSMUSEET
På Koldkrigsmuseet udstilles blandt andet
et jagerfly fra hver af koldkrigens to sider, nemlig dels et
sovjettisk bygget MIG 23 MF, som har været brugt af det polske
flyvevåben og nu ejes af museet, dels et svensk bygget SAAB Draken
J35 som har været brugt af det danske flyvevåben, og nu er udlånt
til museet af Flyvevåbnets Historiske Samling. Endvidere den danske
U-Båd, Springeren, og Minestrygeren Askø. Samt naturligvis meget
andet.
CUBA-KRISEN
I 1959 havde frihedskæmpere under Castros
ledelse befriet Cuba fra den brutale diktator Batistas
rædselsregime. Umiddelbart efter befrielsen var USA positivt
indstillet overfor Cuba og Castro, som på dette tidspunkt ikke var
kommunist. Castro-styret indførte imidlertid reformer, hvor de
cubanske bønder selv overtog landbrugsjorden, som ellers i høj grad
havde været ejet af amerikanske kapitalinteresser, og dermed var
det slut med USA's velvilje.
Cuba var verdens største producent af
sukkerrør, og var fuldstændig afhængig af indtægterne fra deres
sukkerindustri, og da USA – som var Cubas største aftager af
sukkerrør – afbrød handelsforbindelserne med Cuba, tvang de
Castro-styret til, enten at lade det nye Cuba gå under og dø en
grusom sultedød, eller i stedet at søge store handelspartnere til
anden side.
Sovjetunionen – der på dette tidspunkt ikke
havde nogen indflydelse på den vestlige verden, var derfor ikke sen
til at melde sig, og i 1960 indgik Sovjetunionen og Cuba således en
omfattende handels og samarbejdsaftale. Dette var en udvikling som
USA ikke havde været i stand til at forudse, og i stedet for at få
held til at sulte Castro-styret ud, havde USA givet kommunismen
fodfæste i deres egen baghave.
Ved Batista styrets fald, var et stort
antal Batista tilhængere flygtet til Florida i USA, hvor de lige
siden havde forberedt sig på at vende tilbage til Cuba og vælte
Castro ved et kup. Da nu den amerikanske sultedødsstrategi var
slået fejl, satsede USA i stedet på at bruge disse eksilcubanere
til et angreb på Cuba. Den 17 april 1961, fragtede USA en
invasionsstyrke på 1.500 mand over til det famøse invasionsforsøg i
Svinebugten.
USA, der havde forventet at invasionen
ville føre en folkerejsning med sig, havde igen forregnet sig. Der
kom ingen folkerejsning ud af det, og i løbet af tre dage havde de
cubanske forsvarsstyrker nedkæmpet invasionsstyrken. Det eneste USA
fik ud af invasionsforsøget var, at miste prestige i verdens øjne,
samt det at Sovjetunionen og Cuba rykkede tættere sammen, ligesom
det på sæt og vis legitimerede en tilstedeværelse af sovjettisk
militær på Cuba.
I Europa var situationen den, at USA via
NATO havde omklamret Sovjetunionen med atomare
mellemdistanceraketter, som var opstillet med 60 stk. ved
Nottingham i England, 30 stk. i Italien samt 15 stk. i
Sovjetunionens baghave ved Izmir i Tyrkiet, hvorfor en sovjettisk
opstilling af tilsvarende atomare mellemdistanceraketter på Cuba,
jo ikke var en større trussel for USA, end de amerikanske
atomraketter i Tyrkiet var det for Sovjetunionen.
I juli 1962, sejlede 6 sovjettiske skibe
til Cuba med raketmateriel, og selvom USA havde fået underretning
om at denne transport var på vej, lod de skibene uhindret komme
igennem til Cuba.
I august 1962, fotograferede et amerikansk
spionfly nogle luftforsvarsmissil sites under opførsel på Cuba. Den
14 oktober fotograferede et amerikansk U-2 Spionfly en installation
for atomare mellemdistanceraketter ved St. Christobal på Cuba. Den
16 oktober fik præsident Kennedy forevist disse billeder af et
site, der potentielt ville være i stand til at true Washington DC
og henimod halvdelen af USA's egne atom-baser.
Amerikanske militærfolk ville satse på at
lave et nyt invasionsforsøg på Cuba, hvorfor store
troppekoncentrationer blev samlet i Florida. Ud fra deres
efterretninger regnede amerikansk militær med, at der var 10.000
sovjettiske soldater og eksperter, sammen med 100.000 cubanske
soldater på øen. I virkeligheden var der 43.000 sovjettiske
soldater og eksperter, plus 270.000 cubanske soldater, samt 12
taktiske atomvåben, som kunne sættes ind mod en invasionsstyrke. Et
nyt invasionsforsøg kunne derfor have blevet fatalt for USA, hvis
de amerikansk militærfolk havde fået deres vilje.
Den 22 oktober afslørede præsident Kennedy
i en tv-tale, at amerikanerne kendte til de sovjettiske
atomraketter på Cuba, og advarede om at et angreb på USA med disse
raketter ville blive betragtet som et sovjettisk angreb, og ville
blive gengældt med et massivt atomangreb på selve Sovjetunionen.
Samtidig annoncerede præsident Kennedy, at Cuba ville blive sat i
karantæne for at forhindre yderligere sovjettisk oprustning på
Cuba. Karantænen var selvfølgelig en egentlig blokade, men ordet
karantæne blev brugt, for at signalere at USA og Cuba ikke var i
krig, hvilket ellers ville have været tilfældet ved en blokade, der
jo nemlig er en krigshandling.
Den 23 og 24 oktober sendte Khrustjov breve
til Kennedy, hvori han bedyrede at raketterne udelukkende skulle
tjene fredelige formål. Den 25 oktober blev der afholdt et
ekstraordinært møde i FN's sikkerhedsråd, hvor sovjetunionen
nægtede at svare på de amerikanske beskyldninger. Efter at USA
havde fremlagt de afslørende luftfotos, stillede Sovjetunionen, den
26 oktober forslag om, at de ville fjerne raketterne igen, såfremt
USA vil garantere at de aldrig igen ville angribe, invadere eller
støtte invasioner af Cuba. Den 27. oktober fremsatte Sovjetunionen
et nyt forslag, hvor de udover de første krav, nu også forlangte at
amerikanerne skulle fjerne deres atomraketter fra
Tyrkiet.
Den 27. oktober toppede krisen, ved at et
U-2 fly blev skudt ned over Cuba, mens sovjettiske handelsskibe
nærmede sig karantænezonen, hvor to af dem nægtede at vende om.
Præsident Kennedy blev derfor tvunget til at
handle.
Præsident Kennedy satte derfor – ligesom i
sin tid admiral Nelson havde gjort - kikkerten for det blinde øje,
og lod som han ikke havde modtaget det seneste sovjettiske forslag.
I stedet accepterede han officielt det første sovjettiske forslag,
og sendte sin bror, til en underhåndsforhandling med den russiske
ambassadør i USA, hvor USA uofficielt lovede at deres raketter i
Tyrkiet ville blive demonteret i løbet af fire til fem måneder,
hvor det så blot skulle hedde sig, at demonteringen skyldtes at
raketterne var forældede.
De sovjettiske skibe vendte nu om, og den
28 oktober meddelte Khrujstjov, at han havde beordret de
sovjettiske missiler på Cuba demonteret. Den 20. november var den
sidste sovjettiske raket fjernet fra Cuba, og dermed ophævede USA
deres blokade af Cuba.
I 1963 blev der etableret en direkte
telefonlinje mellem Washington og Moskva. Der indtraf en vis
opblødning mellem stormagterne, og visse ting tyder på, at den
kolde krig meget vel kunne have fundet en hurtig afslutning der.
Den 22. november 1963 blev præsident Kennedy imidlertid skudt i
Dallas, og i 1964 blev præsident Khrujstjov afsat, og dermed var
banen kridtet op til endnu nogle runder
oprustningsvanvid.