VEMMENÆS 23.
APRIL 1944
På vej, til eller fra Vemmenæs passerer vi
den ovenfor viste mindesten for syv unge mænd, som langt fra deres
eget hjem og dybt inde i det fjendeland, som Danmark var dengang,
gav deres unge liv, for at vi efterfølgende generationer i det
fremmede land kunne få chancen for at vokse op i frihed.
Ved en højtidelighed den 23 april 1994, på
halvtredsårsdagen for den tragiske hændelse i 1944, blev
mindestenen afsløret og de omkomne hædret i taler af Biskop,
Vincent Lind samt den engelske ambassadør i Danmark, Hugh
Arbutnot.
Af stenens inskription kan vi se at de unge
mænd kom fra så fjerne steder som Canada (RCAF) og New Zealand
(RNZAF) samt selvfølgelig England (RAF). I deres Stirling III EF137
som hørte til RAF 75 Sqn Bomber Command var de under kodenavn,
"Gardening Radish", på mineudlægning i Fehmern Bælt, da de blev
angrebet af en tysk natjager (Messerschmitt Bf 110), som menes at
være fløjet af det tyske luft-es, Oberfeldwebel Rudolf Frank. Under
angrebet brød bomberen i brand, og lidt senere brækkede den sammen
i luften, hvor stumper faldt i havet ud for Vemmenæs klokken 23:20.
Hele besætningen omkom. Understellet faldt ned i en af
Gravvængegaards marker, ikke så langt fra stedet hvor fuselagen
havnede.
Klokken kvart i fire om morgenen, meddeltes
det, at eftersøgningsholdet havde fundet tre omkomne. En af disse
omkomne blev fundet i havet, mens to andre blev fundet på
markerne.
Kvart over ni om morgenen blev det meddelt,
at ialt syv omkomne var blevet fundet. To af de senest fundne lå i
havet, en anden blev fundet i en bevoksning tæt på stranden og
agterskytten, Larson blev fundet i hans kanontårn.
Besættelsesmagten førte de omkomne til
Aabenraa, hvor de blev begravet på Aabenraa Kirkegaard den første
maj 1944. Flight Engineer Edwin Thomas blev begravet i en grav for
sig selv, mens hans kammerater, Piloten Mauson Lammas RNZAF,
Navigator Douglas W. Vaughan RNZAF, Air Bomber Robert Bailey RNZAF,
Wireless Operator William F. Harrison RAF, Air Gunner Patrick F.
Butler RAF samt Air Gunner Ivar Larson RCAF blev lagt i en
fællegrav.
På billedet herover ses fra
venstre: Harrison, Larson, Bailey, Lammas og Vaughan.
Den nedskudte flytype, Short Stirling III,
skulle angiveligt være designet ud fra et krav om at flytypens
vingespan ikke måtte overstige den maksimale døråbning i datidens
engelske hangarer. Dette krav medførte så lille et vingespan, at
dette i sig selv gav flyet dårlige flyveegenskaber i de højere
luftlag, og udgjorde en alvorlig begrænsning for, hvor højt flyet
kunne gå op i fuld lastet tilstand.
I Rudkøbing på Langeland, var man under
krigen vant til at de store lavtgående bomber først på aftenen kom
strygende ind over byen, på vej til bombemålene i Tyskland. Og
derefter igen når de efter endt mission var på vej hjem.
Bomberne fløj sædvanligvis lavt, og når de
var blevet ramt og måske var løbet tør for brændstof, kunne det ske
at de var helt nede og ramte Hine Anlæggets trætoppe. Ved flere
lejligheder frygtede beboerne på Spodbjergvej derfor også for at
skorstenen på netop deres hus skulle blive ramt.
Nogle af disse anskudte fly endte i vandet
ved Siø, og hvem ved om ikke også denne Stirling III EF137 på vejen
fra Fehmern Bælt kom strygende ad samme rute til
nedstyrtningsstedet ved Vemmenæs, men altså nåede en lille smule
længere end til Siø.
Hvor Short Stirling flyet ved sin fremkomst
i 1941 ellers havde fået ry for at kunne modstå svære kampskader og
sin selvforsvarsevner, var det mod slutningen af 1943 alligevel den
flytype der havde det største tabstal. Dette skyldtes bl.a. at
nyere flytyper som Halifax og Lancaster havde bedre
højtflyvningsegenskaber, og således var immune overfor det tyske
luftforsvarsflak, som var et stort problem for Short Stirling. Og
den 8. september 1944, fløj Short Stirling flytypen således sin
sidste bombemission, hvorefter flytypen overgik til andre
operationsopgaver.
CREDIT: I denne cachebeskrivelse indgår der facts og foto
som med venlig tilladelse fra Søren Flensted er hentet fra hans
fremragende site om: AIRWAR OVER
DENMARK