|
PLATONS
HULE
Ude på Islands Brygge er placeret en
skulpturel fortolkning af Platons Hule. Og selvom mange af os i
forvejen kender Platons Hulelignelse, vil jeg ikke undlade at
fortælle, at Platon med hulelignelsen redegør for verdens opbygning
i en abstrakt og symbolsk form, og forklarer menneskets erkendelse
og vilkår.
I hulelignelsen beskrives en stor hule, som
er den verden vi lever i. Hulen er forbundet til verden udenfor af
en lang gang, der er så lang, at dagslyset imidlertid ikke kan
trænge ind til os.
Med ansigtet mod hulens bagerste væg, og
med ryggen til indgangen, sidder vi fanget. Og ikke nok med, at
vores kroppe er lænket fast, vi kan heller ikke bevæge hovedet og
kan altså hverken se hinanden eller ned af os selv. Vi kan kun se
væggen foran os. Sådan har det været hele livet, vi kender ikke til
andet.
Bagude i hulen er der tændt et gigantisk
bål. At bålet eksisterer aner vi intet om, for mellem os og bålet
er der en stor mur. På den anden side af muren går der imidlertid
nogen eller noget, som bærer objekter frem og tilbage på deres
hoved. Pga. lyset fra bålet kaster objekterne skygger på den væg
som vi er tvungne til at kigge på, ligesom stemmer og lyde kaster
ekkoer tilbage. Disse forvredne skygger, stemmer og lyde er det
eneste vi fangne sanser og erkender i vores tilværelse. Vi går
derfor ud fra, at disse skygger og ekkoer er virkelige, og vores
tale om erkendelse refererer udelukkende til skyggerne. På baggrund
af disse forvredne skygger kæmper vi livets store kampe, de styrer
vores had og kærlighed, vores sympatier og antipatier
 Hvad der måske ikke er umiddelbart
indlysende for os nutidsmennesker, er at det er demokratiet og
demokratiets manipulation som Platon beskriver. For os
nutidsmennesker er demokratiet nemlig en hellig ko, som vi
ikke kan tillade os at stille spørgsmål ved. Vi har jo flere
gange set, hvor grusom galt det kan gå, når nogen tager patent
på at have set lyset. Men, sådan var det ikke for Platon, han
havde set demokratiet køre en vanvittig hekseproces mod hans
store læremester, Sokrates, og henrette ham med skarntydesaft,
fordi han havde været farlig for det bestående, ved at lære
unge mennesker, at de skulle stille spørgsmål ved tingene, og
derigennem skulle nå frem til deres egne
erkendelser.
Platon gør derefter det tankeeksperiment,
at en af os fangne kan gøre sig fri af lænkerne, og prøve at
skue det himmelske lys den pågældende vil så være så
forkrampet af fangeskabet i halvmørket, at alene det at vende sig
vil være smertefuldt. Bålets direkte lys vil blænde hans øjne. Han
vil være så forvirret på stående fod, at hans første indskydelse er
at vende tilbage til væggen med dets velkendte skyggespil og dens
egen forståelige virkelighed. Hvis han så alligevel trækkes ud af
hulen, ud i det blændende dagslys, vil han være så blændet af lyset
og forvildet, at han det første lange stykke tid ikke kan se og
forstå noget. Problemet er så blot, at han derefter heller ikke kan
vende tilbage til hulen fordi han der også blændes, men denne gang
blot på grund af mørket. Og alt, hvad dette oplyste mennesker nu
kan fortælle os andre fangne vil være totalt uforståeligt for os,
fordi vores sprog og opfattelser kun refererer til de skygger og
ekkoer vi kender til.
Sikke et dilemma den gode Platon har fået
såvel os stakkels fangne mennesker, som de stifindere som har skuet
det himmelske lys, anbragt i.
Denne
skulptur er også registreret hos waymarking.com, hvorfor besøget
her også kan logges på:
http://www.waymarking.com/waymarks/WM53XH
- for at kunne logge et besøg på Waymarking, skal besøget her
dokumenteres med et billede.
CACHE: Umagnetisk micro-beholder i
metal. Gemmestedet er M E G E T S K R Ø
B E L I G T vær venligst meget forsigtig ved
eftersøgning og ødelæg ikke noget. Medbring selv
skriveredskaber. |