Pantelånersken på Vesterbro Torv Multi-Cache

PANTELÅNERSKEN PÅ VESTERBRO TORV

Det var et sørgeligt syn der mødte de fattigfolk, som en morgen i 1914 ikke kunne forstå at pantelånersken fru Ewans ikke havde åbnet for sin pantebutik på Vesterbro Torv. Det kunne imidlertid ske, at hun efter at have kigget for dybt i flasken sad og sov i baglokalet, og folkene var derfor gået om i gården for at kigge ind ad vinduet til butikkens baglokale. Der sad nu fru Ewans med et smertefortrukkent ansigtsudtryk og var død. Den sidste bitre drik – en forsvarlig dosis gift - skyllet ned med en flaske whisky.

Fru Ewans kom af fattige kår, og forlod denne verden med en gæld på 60.000 kr., men undervejs i livet nåede hun helt til tops og havde på et tidspunkt en formue der i nutidspenge ville svare til 100 millioner kroner. Ved begravelsen fra Sankt Thomas Kirke på Rolighedsvej, var der da heller ikke sparet på noget – et forspand af 6 sorte heste kørte hendes kiste til graven på Frederiksberg Kirkegård.

Denne Geocaches historie, fra det virkelige liv, tog sin begyndelse da en stukkatør, Julius Theodor Pierri, kom gående fra italien til det kolde, grå og fugtige Danmark. Her mødte han Johanne Caroline Petersen, som han tog til ægte og fik to børn med, nemlig drengen Alfonse, og datteren Angelica som kom til verden d. 14. december 1870.

Det viste sig snart at Julius Theodor Pierri ikke kunne tåle det danske klima. Han fik tuberkulose i en relativ ung alder, og da Johanne Caroline hverken ville passe en syg mand eller være enke, skyndte hun sig ud i byen og gjorde en fynsk ledvogters bekendtskab. Det gjaldt for hende om at smede mens jernet var varmt, så inden ledvogteren drog hjem til Fyn igen, var det allerede aftalt at Johanne Caroline ville følge efter, såsnart hendes mand var lagt i graven, og de to børn var afsat til anden side.

Drengen, Alfonse, blev afsat som tjenestedreng til en politibetjent, Troest, på Frederiksberg, og Angelica blev afsat til et ældre barnløst ægtepar, van der Brügge, som drev en mælketoddybar i Blågårdsgade. Og ikke såsnart var Julius Theodor Pierri sænket i jorden, før Johanne Caroline tog med det første tog til Fyn, for aldrig siden at bekymre sig om sin afdøde mand og deres to børn.

For det ældre ægtepar van der Brügge, blev Angelica snart deres store kærlighed, og hjemmets omdrejningspunkt. I mælketoddybaren blev hun også alles darling, og kunne inden længe sno enhver omkring sin lillefinger. I mælketoddybaren var det snart Angelica, der bestemte hvor skabet skulle stå, men Angelicas fremtidsplaner stilede højere end til blot at skænke mælketoddyer i Blågårdsgade. Ind imellem kunne hun pludselig knejsede med nakken og sige til gæsterne, at de med tiden ville komme til at se hende køre med firspand og bo i et stort palæ.

Angelica voksede op, og naturen gik sin gang. Angelica var vel blevet tyve år, da den unge rigsgreve Carl Valdemar von Sponneck tilfældigvis droppede indenfor, og på stedet tabte sit hjerte til Angelica, og efterlod sig noget andet, som satte et mere blivende spor. Denne situation bekom ikke de agtværdige og borgerlige van der Brügges så vel, hvorfor de fik aftalt med Kolding præsten Mørck-Hansen, at Angelica skulle over til Jylland, for at få lidt luftforandring. Inden afrejsen nåede Angelica dog at føde sit og Rigsgrevens barn i dølgsmål hos en veninde i Thulinsgade, hvorefter barnet blev sat i pleje hos en kone på Nørrebro, hvorpå Angelica derefter drog uanfægtet afsted til Kolding.

I Kolding fik Angelica snart ry for at kunne besnære mændene, de være sig unge som gamle. I en periode havde Angelica vist både et forhold til den rige Lakfabrikant Burchardt og dennes søn Arndt. Sidstnævnte kastede sig for Angelicas fødder og overøste hende med gaver, mens faderen vist gjorde hende gravid. Det viste sig imidlertid at være så praktiskt for senior, at junior for at få råd til gaverne havde forgrebet sig på faderens rummelige kasse.

Senior satte derfor junior stolen for døren med et ultimatum: Enten giftede junior sig straks med Angelica Pierri, hvorefter parret omgående skulle emigrere til Sydafrika. Eller også ville senior overgive kassebedrøverierne til politiet. Og selvfølgelig blev der så lyst til bryllup. En eventyrlig udrejse til fjerne steder gik rent hjem hos Angelica, og for Arndt var det fuldstændig ligegyldigt, når blot han var sammen med sin elskede Angelica.

Da først hverdagen meldte sig nede i Sydafrika, gik forelskelsen hurtigt i sig selv igen. Det endte med skilsmisse. Angelica mente hun bedre kunne klare sig uden at være belemret med den hjælpeløse ungersvend, og inden længe var Angelica det lokale forlystelseslivs ukronede dronning.

Mellem de mange mænd som frekventerede Angelicas bodouir, kom ikke alle for at få seksuelle ydelser. Nogen kom fordi de trængte til almindelig kvindeligt selskab, og til den sidstnævnte kategori hørte den umådeligt rige hollandske diamantmineejer, Adolph Goertz, som satte stor pris på Angelicas dannede væsen, og nød sin daglig passiar med hende.

En skønne dag betroede Goertz, Angelica, at han var en dødsmærket mand, som kun havde kort tid tilbage at leve i, og derfor havde han besluttet, at han nu ville foretage sit livs sidste rejse rundt til de store kultursteder i Europa, hvorfor han ville tilbyde hende ansættelse som sin ledsagerske, og i sygdommens sidste fase også plejerske på denne store rejse. For disse tjenester, som ikke skulle omfatte seksuelle ydelser, ville han betale Angelica særdeles rundhåndet, såvel som hun intet ville komme til at mangle på denne tur. Og i den sidste ende giftede Adolph Goertz sig sågar med hende, og efterlod ved sin død, alt hvad han ejede og havde til hende.

Efter Goertz død var Angelica Goertz blevet umådeligt rig og returnerede til Danmark, hvor hun i første omgang indlogerede sig på byens bedste og dyreste hotel – Phoenix - i Bredgade, mens hun så sig om efter en passende bolig. Hendes blik faldt på Aldershvile Palæet ude i Bagsværd, der således blev anskaffet og snart dannede rammen om den rige enkes omfattende selskabeligheder. Her kom toppen af det københavnske borgerskab og åndslivets fyrster, og ind imellem når Angelicas sammensatte personlighed trængte til lidt afveksling, blev de gode manerer lagt lidt til side, mens hun tog på nogle gevaldige soldeture med gamle bekendte i den københavnske værtshusjungle.

Selvom Angelica nu lod sig transportere med firspand og boede i et palæ, manglede der stadig noget. Hun havde trods alt fået et barn med en ægte rigsgreve, og nu ville hun have såvel sit barn som rigsgreven installeret i sit palæ, og derudover ville hun selv have titel af grevinde. Og med masser af penge til rådighed var dette jo ikke noget problem. Rigsgreven blev fundet, og var heldigvis forsumpet i fattigdom og gæld, hvilket jo blot gjorde det nemmere for Angelica at få tilfredsstillet sine honette ambitioner.

Greven og grevinden var et underligt par. Han kom af noget stort, men var en meget jævn og folkelig type, som foretrak tjenestefolkenes selskab frem for grevindens fine gæster, mens grevinden som kom af nærmest ingenting, ikke kunne få det fornemt nok i sit store palæ, med eget firspand og sågar egen togvogn. Rigsgreven leverede godt nok titlen, men havde vær så god at holde sig væk fra de fine selskaber, hvor hun ikke kunne være hans jævne fremtoning bekendt.

Til sidst blev Greven og Grevinden da også skilt ved kongelig bevilling. Grevinden havde for gode ord og især rundhåndet betaling fremskaffet en professor fra en tysk kuranstalt, der skriftligt bevidnede at han for mange år siden havde behandlet Rigsgreven for syfilis. Dette var ikke alene en tungtvejende skilsmissegrund, men gjorde også at Grevinden kunne beholde sin titel, samt i øvrigt kunne gifte sig igen, om hun måtte ønske det. Rigsgreven derimod, fik – pga. sin syfilis - et livsvarigt forbud mod at gifte sig igen. Bagefter samlevede Rigsgreven imidlertid med en anden dansk kvinde, og fik flere børn med hende, hvis efterkommere stadig ligger og fører retssager om Rigsgrevetitlen, som de imidlertid jf. Rigsgrevens syfilis ikke kan få ret til.

Og med sine tre tidligere ægteskaber i bagagen, havde Grevinde Angelica von Sponneck – der nu i folkemunde blev kaldt Grevinden af Bagsværd - stadig masser af lyst til nye ægteskaber. Den næste ægtemand i rækken blev en rig engelsk kunsthandler, Gustavus Mayer. Grevinden og datteren flyttede derefter til London, men Grevinden havde sørget for at have særeje, og Aldershvile Palæet/slottet blev således for en tid brugt som Grevindens sommerresidens. Og denne sommerresidens viste sig at være meget praktisk da Angelica Mayer på trods af at være gift, forelskede sig i den meget yngre engelske gentlemandsrytter, Ewans, som efter nok en skilsmisse blev Angelicas næste mand i et yderst stormfuldt og skæbnessvangert ægteskab. Hvor Angelica ellers havde været god til at give hendes store formue ben at gå på, var det for ingenting at regne, i forhold til hvad den unge gentlemandsrytter Ewans formåede. Ja, i et forsøg på at overtage hele molevitten, fik den unge Ewans sågar bildt nogle læger ind at Grevinden var sindssyg, og fik for en kort bemærkning spærret hende inde på en Sindssygeanstalt. Efter at være udskrevet måtte Grevinden se sig forment adgang til sit eget Aldershvile Palæ, og henvist til at indlogere sig på Bagsværd Kro. Her blev hun – som et forsoningsforsøg - opsøgt af den unge ægtemand. Dette besøg udviklede sig til et voldsomt skænderi, hvorefter den ophidsede ægtemand forsvandt.

Samme nat brændte Aldershvile Palæet ned til grunden. Formuen var ved at være brugt op, og palæet viste sig desværre at være underforsikret. Forsikringssummen kunne ikke dække en genopførsel af palæet. Ruinerne kan stadig beses som Aldershvileparkens slotsruin, som nu er fredet.

Angelica blev nu skilt for sidste gang, og flyttede igen ind på Hotel Phoenix i Bredgade, og derefter i en villa på Vodroffsvej, men holdt alligevel nogle gevaldige fester ude i slotsruinen i Bagsværd. I 1911 var formuen og forsikringssummen endelig brugt helt op. Angelica Ewans solgte nu slotsruinen og jorderne for en ussel sum til hendes tidligere ægtemand, Gustavus Mayer. For de penge Angelica derved fik ind, flyttede hun nu til Vesterbro, og nedsatte sig som pantelånerske på Vesterbro Torv.

Det hedder sig, at pantelånersken måske var lidt for rundhåndet i sin pantelånervirksomhed, og også lidt for hård ved flasken. I løbet af ingen tid var gælden blevet for stor. Kreditorerne trængte sig på og havde stillet hende stolen for døren. I en alder af 44 år valgte pantelånersken, alias Grevinden af Bagsværd at tage sin sidste og bitre drik.

CACHEN: På Vesterbro Torv en lille gummimagnetplade med to tal på. Ved offset placeringen en Bison micro. Medbring selv skriveredskab.

Forvent nogen unøjagtighed i koordinater. Gemmestederne er oplagte og lader sig nemt finde uden præcise koordinater.