Skip to content

Grieshaber Cachen Multi-Cache

This cache has been locked, but it is available for viewing.
Hidden : 2/24/2008
Difficulty:
1 out of 5
Terrain:
1 out of 5

Size: Size:   micro (micro)

Join now to view geocache location details. It's free!

Watch

How Geocaching Works

Please note Use of geocaching.com services is subject to the terms and conditions in our disclaimer.

Geocache Description:

Med forbehold for naturkatastrofer, krig, optøjer og andet som kan komme i vejen


GRIESHABER CACHEN

Denne geocache burde egentlig være anbragt ved Galleri Projekts kælder i Stenosgade på Vesterbro, men der ville den være anbragt for tæt på ”Only for you, Lewa Nuva”, og derfor er denne position i stedet lavet som udgangspositionen der skal besøges for at finde frem til hvor offset cachen er anbragt.

Cachens emne er vel heller ikke et seriøst cache emne. Det er nærmere en fabulerende blanding af fikta og faktion – jeg tror genren generelt hedder fantastika – og her er der så tilsat en lille smule virkelighed. Men der findes vel ikke så forfærdelig mange steder i Danmark, hvor en ellers forvunden tidskapsel pludselig har materialiseret sig inde midt i en bygning, blot fordi en udstillet og defekt gammel og udrangeret NATO FLIGHT SECURITY BOX pludselig gik i gang og udsendte signaler, som altså fik en ellers sporløst forsvunden tidskapsel til pludselig at komme til veje igen, og bore sig lige ind midt i den bygning hvor den udrangerede boks befandt sig. Men, det var angiveligt hvad der skete i Stenosgade i kælderen hos Galleri Projekt i midten af halvfemserne.

Disse dramatiske begivenheder kom til at ramme multikunstneren Frank Tomozy, som netop stod overfor at skulle åbne en udstilling med arkivalier fra Bernhard Ribbecks rejser. Ja, helt uden skyld var Frank Tomozy nok ikke, for hvad havde egentlig den omtalte boks med Ribbecks rejser at gøre? Og hvad i alverden skulle en sådan udrangeret NATO boks med på en udstilling for? Spørgsmålene er mange, og alle svarene mangler.

Når jeg i det hele taget kender til disse sære hændelser, skyldes det også kun, at jeg dengang var tilknyttet Vesterbro LOKAL-TV og skulle med en reporter til reception i Galleri Projekt, for at lave optagelser til en helt almindelig omtale af udstillingen.

I forvejen var vi sent på den, og da vi nåede frem, kunne vi se den var helt gal. Stenosgade var nemlig blokeret af rednings og slukningskøretøjer fra Beredskab Storkøbenhavn (CF), og fra galleri kælderen væltede røgen ud.

Før vi nåede at sunde os, og indstille os på den åbenbare katastrofesituation vi var havnet i, kom CF'erne bærende ud med en person der åbenbart var skadet, og kørte afsted med fuld udrykning til Rigshospitalets Traumecenter med ham.

Jeg ved ikke hvad der gik af arrangørerne, for på trods af katastrofen, og på trods af, at kun en lille del af de oprindeligt udstillede effekter nu var intakte, så lukkede de alligevel det inviterede publikum ind i galleriet. På katastrofestedet fik vi at vide, at den omtalte tidskapsel befandt sig inde i galleriet, hvor dens matrialisering havde anrettet en del skade. Men, i stedet for at begræde det angivelige tab af de mange udstillede genstande, så gjorde arrangørerne en dyd ud af nødvendigheden, og viste i stedet den materialiserede tidskapsel frem. Blot blev det indskærpet publikum, at de under ingen omstændigheder måtte røre ved tidskapslen, fordi dens fugtige overflade mellem andre skadelige effekter kunne have en laksativ virkning.

Ved hjælp af dygtig journalistisk borende i problematikken, kom det til at stå klart, at Frank Tomozy måske snarere var ophavsmand til, end offer for, de dramatiske begivenheder. Under en tidsrejse i kapslen sammen med Jerry Cornelius, var de nemlig d. 21 maj 1983 ankommet til en position 2 sømil ud for Møens Klient, hvor de angiveligt havde efterladt tidskapslen. Samme sted forulykkede kort tid efter en vesttysk starfighter jager, hvor piloten Stefan Sergius Grieshaber reddede sig ud af den forulykkede starfighter, og ind i den forladte tidskapsel. Derved aktiverede tidskapslen ulykkeligvis, og forsvandt sporløst med Grieshaber.

Hele det store eftersøgningsapparat blev sat igang, men til ingen verdens nytte, tidskapslen og Grieshaber var og blev forsvundet.

I 1992 fik en trawlfisker den omtalte boks i garnet. Boksen blev omgående beslaglagt af myndighederne og sendt til Bonn, hvor de tyske eksperter imidlertid viste sig ude af stand til at reaktivere boksen. Og eftersom boksen ikke var militæret til nogen nytte, havde Frank Tomozy og Bernhard Ribbeck altså fået lov til at låne og udstille den.

Lørdag den 11/11-1995, kl. 12 dansk tid, var boksen imidlertid - af sig selv - gået i gang med at udsende signaler, og i tidskapslen var det samtidig lykkedes for den stærkt afkræftede Grieshaber, at få tidskapslens udstyr indstillet på boksens signaler. Og dermed havde tidskapslen angiveligt matrialiseret sig inde midt i Galleri Projekts lokaler.

Hvis nu jeg skal være helt ærlig, så havde jeg svært ved at tro på den historie, og i mit stille sind, udnævnte jeg derfor Frank Tomozy til at være mytoman. Journalisten mente derimod, at vi ikke skulle bekymre os om nogens troværdighed. Vi var kommet for at lave et tv-indslag, så laves et tv- indslag, det skulle der partout.

Hvor er det dog nemt at være reporter og kunne forlange optagelser, og helt anderledes svært at være kameramand, og skulle lave billeder i næsten helt mørkelagte lokaler, hvor det ikke engang var muligt at se i viewfinderen, om der i det hele taget var noget motiv. Og, hvis der var et motiv, om der så var stillet nogenlunde skarpt på det. Resultatet var, at jeg lidt desperat flaksede med kameraet hid og did, og ikke fik et eneste reelt brugbart billede.

På et nogenlunde belyst sted i galleriet, greb reporteren fat i en lille dreng, som var sammen med sin mor. Reporteren spurgte knægten, hvad det var der var sket, og drengen skildrede ivrigt og med stor alvor, præcis hvad det var han lige havde set.

På samme belyste sted optog vi så et interview med indsatslederen fra Beredskab Storkøbenhavn, som også med stor alvor talte om den mystiske tidskapsel, boksen osv., mens han ind imellem havde travlt med at koordinere indsatsen via VHF'en.

Som sidste mand blev Multikunstneren Frank Tomozy interviewet. Hvor man ellers skulle tro han ville være nedslået over at få sin udstilling ødelagt af sådan en katastrofe, så virkede han nærmest opløftet og fortalte overstadigt om katastrofen, som om det lige var hvad han havde ønsket sig.

På vejen tilbage til lokal-TV, kunne jeg ikke forstå at de almindelige Vesterbroere virkede helt upåvirkede. Nærmest som om de intet kendte til katastrofen i Stenosgade. Og tilbage på lokal-TV, var jeg grædefærdig, fordi jeg ikke havde fået bare nogle få gode og brugbare billeder. Det hele var noget hektisk flakseri med kameraet i mørket og nogle små lyspletter hist her.

Bag mig samledes imidlertid stationens unge mennesker. Jeg tænkte, at de var chokeret over at en gammel rotte som mig kom hjem med sådan noget ubrugeligt skidt. Endelig var der en af de unge mennesker der spurgte, hvor jeg havde de fede billeder fra. Jeg tænkte, nåh ja, hvis vi skal være sarkastiske, så lad os dog være sarkastiske. De billeder har jeg taget ved katastrofen i Stenosgade, sagde jeg, og den forklaring blev uden videre taget for gode vare. Jeg ville så pakke sammen, men de unge mennesker ville se flere katastrofebilleder, og så slog det mig, at indslaget jo kunne reddes, hvis jeg klippede det sammen, som om det handlede om en rigtig vaskeægte katastrofe.

Jeg blev nu på stationen resten af natten, og klippede et lille hektisk katastrofeindslag sammen. Den følgende morgen viste jeg indslaget til reporteren, som var helt med på, at sådan skulle den skæres. Han lavede og indtalte derfor en superkort speak: ”Hva' det, der sker – ingen ved”

Vores udsendelsesansvarlige, Sophia, nedlagde straks forbud mod at udsende indslaget, for som hun sagde, så måtte vi ikke binde seerne en løgn på ærmet. Jeg svarede, at vores seere vel var voksne, som nok kunne kende skidt fra kanel og sætte pris på en god spøg. Det synspunkt var Sophia uenig i, men hendes nysgerrighed var også vakt, så hun ville godt lige se indslaget.

Nu så Sophia så med egne øjne, at røgen væltede ud fra galleriet, at rednings og slukningskøretøjerne holdt der med deres blå blink, at nogle CF'er kom ud med en mand på en båre, samt at denne blev kørt bort med fuld udrykning. At det drejede sig om en tidskapsel betød intet.

Sophia var nu i tvivl, og sagde at det billederne viste jo var noget der skete i virkeligheden, og det kunne jeg kun bekræfte. Jamen, er det ikke dine egne optagelser, spurgte hun. Og jo, det var det jo. Jamen det er jo forfærdeligt sagde hun. Vi må selvfølgelig lige ringe til politiet og høre nærmere, fortsatte Sophia. Jeg afbrød hende lidt forsigtigt og sagde, jo, jo, jo – men, det var jo en happening, en performance. Ja, ja, svarede Sophia, og vi må selvfølgelig også ringe til Rigshospitalet og høre hvordan den tilskadekommende har det idag.

Nu troede Sophia med andre ord så meget på det hun selv så med sine egne øjne, at det ikke nyttede at minde hende om hvordan tingene virkelig hang sammen. Da Sophia endelig kom ned på jorden igen, forlangte hun, at indslaget kun måtte sendes, hvis der før udsendelsen blev sagt at indslaget var fiktion, samt at der under hele indslaget blev kørt en løbetekst, som fortalte at indslaget var fiktion.

Disse betingelser kunne jeg ikke acceptere, for udsat for de forholdsregler blev indslaget meningsløst. En meningsløs samling skrotoptagelser. Vi indgik så et kompromis, hvorefter en anden lokal-TV deltager som Sophia åbenbart satte højere end mig, skulle se indslaget igennem. Hvis han syntes det kunne sendes sådan som jeg havde lavet det, ville det blive sendt som det var. Hvis han gav Sophia ret i, at der skulle køre en løbetekst under hele indslaget, måtte jeg bøje mig og lade indslaget vise med løbeteksten kørende.

Det endte så med, at indslaget blev sendt som det var og uden løbetekst på. Og, det skete der heller ikke noget ved, for mens udsendelsen kørte, var der garanteret ikke en eneste sjæl i Danmark der så Vesterbro Lokal-TV. Alle seerne var nemlig til kongeligt bryllup mellem Prins Joakim og Alexandra på de store landsdækkende kanaler.

Og pga. denne royale fatalitet, kommer der formentlig aldrig til at stå noget i historiebøgerne om det måske eneste tilfælde i Danmarkshistorien, hvor en tidskapsel materialiserede sig inde midt i en bygning i Stenosgade.

Hermed har jeg så også anbragt en slags tidskapsel, som fortæller om lidt fantastika helt tilbage fra et tidligere årtusinde.

Hvis blot jeres GPS kan føre jer til Stenosgade, behøver i sådan set ikke at finde stedet efter koordinaterne, for der er meget dårlig satellitdækning der. Til gengæld kan i gå efter et sted som ligner stedet på beskrivelsens øverste billede.

Her finder i – overraskende nok – en lille magnetisk gummiplade, som giver jer to trecifrede tal at gå videre på.

På den nærliggende offset position kan i tage jer en slapper, og så kan i jo passende logge mens i alligevel sidder ned. Og mere var der ikke i denne lille lette geocache til Grieshabers minde.

Cachen: En lille metaldåse fra Søstrene Grene med et håndskreven logblad og magnet i. FFC på internet og via mail. Husk selv skriveredskab.

Additional Hints (Decrypt)

1. zntargvfx uøwg, 2. zntargvfx ynig.

Decryption Key

A|B|C|D|E|F|G|H|I|J|K|L|M
-------------------------
N|O|P|Q|R|S|T|U|V|W|X|Y|Z

(letter above equals below, and vice versa)