|
GRIESHABER
CACHEN
 Denne geocache
burde egentlig være anbragt ved
Galleri
Projekts kælder i Stenosgade på Vesterbro, men der ville
den være anbragt for tæt på ”Only for you, Lewa Nuva”, og
derfor er denne position i stedet lavet som udgangspositionen
der skal besøges for at finde frem til hvor offset cachen er
anbragt.
Cachens emne er
vel heller ikke et seriøst cache emne. Det er nærmere en
fabulerende blanding af fikta og faktion – jeg tror genren generelt
hedder fantastika – og her er der så tilsat en lille smule
virkelighed. Men der findes vel ikke så forfærdelig mange steder i
Danmark, hvor en ellers forvunden tidskapsel pludselig har
materialiseret sig inde midt i en bygning, blot fordi en udstillet
og defekt gammel og udrangeret NATO FLIGHT SECURITY BOX pludselig
gik i gang og udsendte signaler, som altså fik en ellers sporløst
forsvunden tidskapsel til pludselig at komme til veje igen, og bore
sig lige ind midt i den bygning hvor den udrangerede boks befandt
sig. Men, det var angiveligt hvad der skete i Stenosgade i kælderen
hos Galleri Projekt i midten af halvfemserne.
Disse dramatiske
begivenheder kom til at ramme multikunstneren Frank Tomozy, som
netop stod overfor at skulle åbne en udstilling med arkivalier fra
Bernhard Ribbecks rejser. Ja, helt uden skyld var Frank Tomozy nok
ikke, for hvad havde egentlig den omtalte boks med Ribbecks rejser
at gøre? Og hvad i alverden skulle en sådan udrangeret NATO boks
med på en udstilling for? Spørgsmålene er mange, og alle svarene
mangler.
Når jeg i det hele
taget kender til disse sære hændelser, skyldes det også kun, at jeg
dengang var tilknyttet
Vesterbro LOKAL-TV og
skulle med en reporter til reception i Galleri Projekt, for at lave
optagelser til en helt almindelig omtale af
udstillingen.
I forvejen var vi
sent på den, og da vi nåede frem, kunne vi se den var helt gal.
Stenosgade var nemlig blokeret af rednings og slukningskøretøjer
fra Beredskab Storkøbenhavn (CF), og fra galleri kælderen væltede
røgen ud.
Før vi nåede at
sunde os, og indstille os på den åbenbare katastrofesituation vi
var havnet i, kom CF'erne bærende ud med en person der åbenbart var
skadet, og kørte afsted med fuld udrykning til Rigshospitalets
Traumecenter med ham.
Jeg ved ikke hvad
der gik af arrangørerne, for på trods af katastrofen, og på trods
af, at kun en lille del af de oprindeligt udstillede effekter nu
var intakte, så lukkede de alligevel det inviterede publikum ind i
galleriet. På katastrofestedet fik vi at vide, at den omtalte
tidskapsel befandt sig inde i galleriet, hvor dens matrialisering
havde anrettet en del skade. Men, i stedet for at begræde det
angivelige tab af de mange udstillede genstande, så gjorde
arrangørerne en dyd ud af nødvendigheden, og viste i stedet den
materialiserede tidskapsel frem. Blot blev det indskærpet publikum,
at de under ingen omstændigheder måtte røre ved tidskapslen, fordi
dens fugtige overflade mellem andre skadelige effekter kunne have
en laksativ virkning.
Ved hjælp af
dygtig journalistisk borende i problematikken, kom det til at stå
klart, at Frank Tomozy måske snarere var ophavsmand til, end offer
for, de dramatiske begivenheder. Under en tidsrejse i kapslen
sammen med Jerry Cornelius, var de nemlig d. 21 maj 1983 ankommet
til en position 2 sømil ud for Møens Klient, hvor de angiveligt
havde efterladt tidskapslen. Samme sted forulykkede kort tid efter
en vesttysk starfighter jager, hvor piloten Stefan Sergius
Grieshaber reddede sig ud af den forulykkede starfighter, og ind i
den forladte tidskapsel. Derved aktiverede tidskapslen
ulykkeligvis, og forsvandt sporløst med Grieshaber.
Hele det store
eftersøgningsapparat blev sat igang, men til ingen verdens nytte,
tidskapslen og Grieshaber var og blev forsvundet.
I 1992 fik en
trawlfisker den omtalte boks i garnet. Boksen blev omgående
beslaglagt af myndighederne og sendt til Bonn, hvor de tyske
eksperter imidlertid viste sig ude af stand til at reaktivere
boksen. Og eftersom boksen ikke var militæret til nogen nytte,
havde Frank Tomozy og Bernhard Ribbeck altså fået lov til at låne
og udstille den.
Lørdag den
11/11-1995, kl. 12 dansk tid, var boksen imidlertid - af sig selv -
gået i gang med at udsende signaler, og i tidskapslen var det
samtidig lykkedes for den stærkt afkræftede Grieshaber, at få
tidskapslens udstyr indstillet på boksens signaler. Og dermed havde
tidskapslen angiveligt matrialiseret sig inde midt i Galleri
Projekts lokaler.
Hvis nu jeg skal
være helt ærlig, så havde jeg svært ved at tro på den historie, og
i mit stille sind, udnævnte jeg derfor Frank Tomozy til at være
mytoman. Journalisten mente derimod, at vi ikke skulle bekymre os
om nogens troværdighed. Vi var kommet for at lave et tv-indslag, så
laves et tv- indslag, det skulle der partout.
Hvor er det dog
nemt at være reporter og kunne forlange optagelser, og helt
anderledes svært at være kameramand, og skulle lave billeder i
næsten helt mørkelagte lokaler, hvor det ikke engang var muligt at
se i viewfinderen, om der i det hele taget var noget motiv. Og,
hvis der var et motiv, om der så var stillet nogenlunde skarpt på
det. Resultatet var, at jeg lidt desperat flaksede med kameraet hid
og did, og ikke fik et eneste reelt brugbart billede.
På et nogenlunde
belyst sted i galleriet, greb reporteren fat i en lille dreng, som
var sammen med sin mor. Reporteren spurgte knægten, hvad det var
der var sket, og drengen skildrede ivrigt og med stor alvor, præcis
hvad det var han lige havde set.
På samme belyste
sted optog vi så et interview med indsatslederen fra Beredskab
Storkøbenhavn, som også med stor alvor talte om den mystiske
tidskapsel, boksen osv., mens han ind imellem havde travlt med at
koordinere indsatsen via VHF'en.
Som sidste mand
blev Multikunstneren Frank Tomozy interviewet. Hvor man ellers
skulle tro han ville være nedslået over at få sin udstilling
ødelagt af sådan en katastrofe, så virkede han nærmest opløftet og
fortalte overstadigt om katastrofen, som om det lige var hvad han
havde ønsket sig.
På vejen tilbage
til lokal-TV, kunne jeg ikke forstå at de almindelige Vesterbroere
virkede helt upåvirkede. Nærmest som om de intet kendte til
katastrofen i Stenosgade. Og tilbage på lokal-TV, var jeg
grædefærdig, fordi jeg ikke havde fået bare nogle få gode og
brugbare billeder. Det hele var noget hektisk flakseri med kameraet
i mørket og nogle små lyspletter hist her.
Bag mig samledes
imidlertid stationens unge mennesker. Jeg tænkte, at de var
chokeret over at en gammel rotte som mig kom hjem med sådan noget
ubrugeligt skidt. Endelig var der en af de unge mennesker der
spurgte, hvor jeg havde de fede billeder fra. Jeg tænkte, nåh ja,
hvis vi skal være sarkastiske, så lad os dog være sarkastiske. De
billeder har jeg taget ved katastrofen i Stenosgade, sagde jeg, og
den forklaring blev uden videre taget for gode vare. Jeg ville så
pakke sammen, men de unge mennesker ville se flere
katastrofebilleder, og så slog det mig, at indslaget jo kunne
reddes, hvis jeg klippede det sammen, som om det handlede om en
rigtig vaskeægte katastrofe.
Jeg blev nu på
stationen resten af natten, og klippede et lille hektisk
katastrofeindslag sammen. Den følgende morgen viste jeg indslaget
til reporteren, som var helt med på, at sådan skulle den skæres.
Han lavede og indtalte derfor en superkort speak: ”Hva' det, der
sker – ingen ved”
Vores
udsendelsesansvarlige, Sophia, nedlagde straks forbud mod at
udsende indslaget, for som hun sagde, så måtte vi ikke binde seerne
en løgn på ærmet. Jeg svarede, at vores seere vel var voksne, som
nok kunne kende skidt fra kanel og sætte pris på en god spøg. Det
synspunkt var Sophia uenig i, men hendes nysgerrighed var også
vakt, så hun ville godt lige se indslaget.
Nu så Sophia så
med egne øjne, at røgen væltede ud fra galleriet, at rednings og
slukningskøretøjerne holdt der med deres blå blink, at nogle CF'er
kom ud med en mand på en båre, samt at denne blev kørt bort med
fuld udrykning. At det drejede sig om en tidskapsel betød
intet.
Sophia var nu i
tvivl, og sagde at det billederne viste jo var noget der skete i
virkeligheden, og det kunne jeg kun bekræfte. Jamen, er det ikke
dine egne optagelser, spurgte hun. Og jo, det var det jo. Jamen det
er jo forfærdeligt sagde hun. Vi må selvfølgelig lige ringe til
politiet og høre nærmere, fortsatte Sophia. Jeg afbrød hende lidt
forsigtigt og sagde, jo, jo, jo – men, det var jo en happening, en
performance. Ja, ja, svarede Sophia, og vi må selvfølgelig også
ringe til Rigshospitalet og høre hvordan den tilskadekommende har
det idag.
Nu troede Sophia
med andre ord så meget på det hun selv så med sine egne øjne, at
det ikke nyttede at minde hende om hvordan tingene virkelig hang
sammen. Da Sophia endelig kom ned på jorden igen, forlangte hun, at
indslaget kun måtte sendes, hvis der før udsendelsen blev sagt at
indslaget var fiktion, samt at der under hele indslaget blev kørt
en løbetekst, som fortalte at indslaget var fiktion.
Disse betingelser
kunne jeg ikke acceptere, for udsat for de forholdsregler blev
indslaget meningsløst. En meningsløs samling skrotoptagelser. Vi
indgik så et kompromis, hvorefter en anden lokal-TV deltager som
Sophia åbenbart satte højere end mig, skulle se indslaget igennem.
Hvis han syntes det kunne sendes sådan som jeg havde lavet det,
ville det blive sendt som det var. Hvis han gav Sophia ret i, at
der skulle køre en løbetekst under hele indslaget, måtte jeg bøje
mig og lade indslaget vise med løbeteksten kørende.
Det endte så med,
at indslaget blev sendt som det var og uden løbetekst på. Og, det
skete der heller ikke noget ved, for mens udsendelsen kørte, var
der garanteret ikke en eneste sjæl i Danmark der så Vesterbro
Lokal-TV. Alle seerne var nemlig til kongeligt bryllup mellem Prins
Joakim og Alexandra på de store landsdækkende kanaler.
Og pga. denne
royale fatalitet, kommer der formentlig aldrig til at stå noget i
historiebøgerne om det måske eneste tilfælde i Danmarkshistorien,
hvor en tidskapsel materialiserede sig inde midt i en bygning i
Stenosgade.
Hermed har jeg så
også anbragt en slags tidskapsel, som fortæller om lidt fantastika
helt tilbage fra et tidligere årtusinde.
Hvis blot jeres
GPS kan føre jer til Stenosgade, behøver i sådan set ikke at finde
stedet efter koordinaterne, for der er meget dårlig satellitdækning
der. Til gengæld kan i gå efter et sted som ligner stedet på
beskrivelsens øverste billede.
Her finder i –
overraskende nok – en lille magnetisk gummiplade, som giver jer to
trecifrede tal at gå videre på.
På den nærliggende
offset position kan i tage jer en slapper, og så kan i jo passende
logge mens i alligevel sidder ned. Og mere var der ikke i denne
lille lette geocache til Grieshabers minde.
Cachen: En
lille metaldåse fra Søstrene Grene med et håndskreven logblad og
magnet i. FFC på internet og via mail. Husk selv
skriveredskab. |