Med kurs mod hjul og stejle Traditional Cache

Dr. Phil. J. J. Dampe - med kurs mod hjul og stejle

Denne GeoCaches skæbnesvangre begivenheder fra det virkelige liv, fandt sted i en tid, der med små nuanceforskelle ligner vor egen tid meget. Lige som tilfældet er nu, havde Danmark dengang et totalitært styre med en uindskrænket enevældig statsmagt, der blot gemte sig bag een enkelt forgyldt gallionsfigur, Kongen, hvor den enevældige statsmagt nu gemmer sig bag en masse forgyldte gallionsfigurer inde på Christiansborg. Dengang som nu, lå den egentlige og uindskrænkede magt hos embedsmændene.

Forhistorie

Der hvor det vel gik galt for Danmark, var da de tidlige danske konger lå og sloges om magten, og fik pantsat land og rige til den holstenske adel. Disse store holstenske jordbesiddere var ikke sene til at indsætte en af deres egne som konge i Danmark, og i en fart få importeret nogle prøjsiske embedsmænd, som meget hurtigt satte sig fuldstændig på magten. Og efter prøjsisk mønster blev angiveligt Kongen - men selvfølgelig i praksis embedsmændene - gjort enevældige i 1660. Embedsmændene havde blot det problem, at deres gallionsfigur, Kongen, stadig blev valgt og afsat af adelen. Ved den såkaldte revolution i 1665, afskaffede Peder Schumacher - den senere Griffenfeldt - adelens magt med de pennestrøg han skrev den såkaldte Kongelov med, iflg. hvilken det danske land og rige derefter gik i arv fra kongen til den ældste søn. Herefter var der ingen der i egentlig forstand kunne blande sig i embedsmændenes for godt befindende. De der skulle være landets tjenere, havde gjort sig selv til landets herre.

Den daværende kongeslægt var disponeret for sindssyge, som forstærkedes ved indavl, og i 1769 blev Altonas daværende stadslæge, Johann Friedrich Struensee udnævnt til den sindssyge konges livlæge. Kongens sindssyge kunne der ikke gøres noget ved, men i 1770 blev Struensee gjort til kabinetssekretær for Dronningen, og forelæser - eller om man vil - pædagog for Kongen. Struensee indså, at selvom den formelle magt lå hos Kongen, lå den reelle magt hos embedsmændene, samt at den stærkeste af disse i realiteten var diktator. Da Struensee endvidere var oplysningsmand, lavede han ganske enkelt en lille paladsrevolution, hvor han satte herremanden, Bernstorff på døren, fik Kongen til at opløse geheimekonseillet og indføre et kabinetsstyre med Struensee som eneste minister. Dermed var Struensee i realiteten blevet diktator i Danmark, og gik raskt igang med at reformere det danske system. Nepotismen skulle udryddes, embedsbesættelser skulle være efter kvalifikationer, bureaukratiet blev forenklet, og godsejernes magt reduceret. Skole- og sundhedsvæsenet blev forbedret, og istedet for at fattigfolk skulle ombringe deres nyfødte og smide de små lig i kanalerne, kunne de nu enten føde anonymt på fødselsstiftelsen eller anonymt indlevere deres nyfødte børn ind ad fødselsstiftelsens dertil indrettede skuffe (de såkaldte skuffebørn). Censuren blev ophævet og trykkefriheden indført. Alle huse i byer skulle nu have påmalet husnumre, osv. osv., reformer og forordninger i en lind strøm. Omtrent 1000 nye og tiltrængte forordninger blev det til om året.

Natten mellem d. 16. og 17. januar 1772 slog de gamle magtmisbrugere igen. Hvis Struensee havde fået lov til at fortsætte, ville Danmark have været det første europæiske land, hvor de frihedsrettigheder som stadig unddrages os ville have vundet indpas. Istedet blev Struensee kastet i Kastellets fængsel. Struensee blev dømt for magtmisbrug og for at have stået i forhold til Dronningen. Den sindssyge konge, som intet havde ud af noget som helst, underskrev dødsdommen.

Under stor jubel fra alt hvad der kunne gå og stå af københavnere, blev Struensee hals og håndhugget på Østre Fælled (Fælledparken) d. 28 april. Derefter blev hans krop lagt på hjul samt hænder og hoved sat på stejle (stager) på Vestre Fælled (mellem Rejsbygade og Amerikavej på Vesterbro). Slut med frihedsrettigheder i lille Danmark

Historien gentager sig selv

Omkring 62½ år efter Struenses henrettelse, gik et lille underligt selskab på tre personer henad Brolæggerstræde i København, og forsvandt ind gennem porten til den fuldt oplyst bygning i nr. 11 (matrk. 73, hvor De forenede fagforeninger (LO) senere fik deres første domicil), hvor ihvertfald to af personerne regnede med at finde et forventningsfuldt og lydhør publikum ventende. Som den eneste i selskabet vidste tredjemanden, den fallerede Kaptajn Top, at han førte de to andre durk ind i et setup. De eneste der ventede derinde var tre politibetjente, som omgående arresterede, visiterede og førte de to over i den nærliggende Slutterigade, hvor arresten for Domhuset på Nytorv lå (ja, vel er et slutteri et gældsfængsel, men ikke desto mindre ...). En måneds tid senere blev de to stillet for retten, med påstand om idømmelse af lovens strengeste straf. Den 14. februar 1821 blev de dømt:
"Hvo, som enten, med Raad eller Daad lader sig finde at ville bringe nogen Forandring i Kongens absolute Arveregjering, haver forbrudt Ære, Liv og Gods, den højre Haand af hannem levendes afhugges, Kroppen parteres og laegges paa Stejle og Hjul, og Hovedet med Haanden sættes paa en Stage. Undkommer Misdæderen, og ikke kan lide paa Legemet, da bør Straffen at skee paa hans Billede og Efterlignelse."
Så nådigt slap de dog ikke, d. 7. marts skærpede statsmagten - med Frederik den Sjettes underskrift - dødsdommen til livsvarigt fængsel, under særlig streng bevogtning på Christiansø.

Hvad havde de da gjort, de to delinkventer, som kunne forklare så grusom og afstumpet en straf? Tjah, stort set ingenting, som ikke mange andre borgere også havde gjort på den tid. Og de havde ikke tilnærmelsesvis været så farlig for Kongen, som f.eks. den tidligere revolutionære opvigler, Blok Tøxen, der imidlertid i tide havde skiftet hest, og var gået i det hemmelige politis tjeneste. Det handlede imidlertid ikke om, hvad de to delinkventer egentlig havde gjort. Det handlede mere om, at der skulle statueres et eksempel, som kunne jage resten af befolkningen en skræk i livet.

Og netop det med at statuere eksempler, var jo den måde man holdt justits på. På samme tid havde der f.eks. fundet et fangeoprør sted i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på grund af forholdene der, og da fangerne efter nedkæmpelsen af oprøret ikke frivilligt ville angive hovedmændene, ja, så blev alle anset for at være skyldige, og for at statuere et eksempel, blev hver tiende og tilfældige mand trukket ud af rækkerne og henrettet på stedet.

De to forannævnte delinkventer var Dr. Phil. Jacob Jacobsen Dampe og en Smedemester Jørgensen. At de to - i det hele taget - havde lært hinanden at kende, skyldtes at smedemesterens kone havde hørt fra Dampes husvært, om Dampe og hans mors sørgelige omstændigheder. I sit hjertes godhed havde smedemesteren derefter opsøgt Dampes mor, og havde foræret dem 18 rigsdaler, hvilket svarede til en håndværkers månedsløn. Meningen var at nogen af pengene skulle bruges til et nyt sæt tøj til Dampe, som ydermere blev inviteret til, dagligt at komme og spise med ved smedemesterens middagsbord. Det viste sig så, at Dampe og smedemesteren var temmelig enige i deres politiske ståsted, samt at de begge havde båret en jernring på venstre hånd, for at vise omverden, at de gik ind for friere politiske forhold.

Jernringsforeningen

I politiets journaler hed det sig, at der fandtes en såkaldt jernringsforening af farlige revolutionære. Det var nu ikke en egentlig forening, men blot en uorganiseret demonstration, hvor folk der ikke kendte hinanden, kunne vise hinanden og andre, at de også gik ind for indførsel af større frihed i Danmark. Det var iøvrigt hovedsagligt det bedre borgerskab, og hærens officerer, der gik og demonstrede med sådan en jernring.

Jernringsideen stammede vist iøvrigt fra Blok Tøxen, der også var en ivrig fortaler for en revolution. Ifølge tredjemanden, den i unåde afskedigede Kaptajn Top besøgte jernring-foreningsmedlemmet Blok Tøxen ofte gældsarrestanter i fængslerne. Man mente derfor, at Tøxen satte sig i forbindelse med fangerne for at få dem til at medvirke til en revolution. Men, da det hemmelige politi slog til og arresterede Tøxen, forklarede han politiet, at han jo kendte alt og alle med frihedstanker, hvorfor han kunne gøre meget større nytte i deres tjeneste, end hvis han blev sat i fængsel. Denne argumentation blev godtaget, og formedelst 50 rigsdaler fra finansminister Møsting, blev den egentlige revolutionsleder Blok Tøxen hyret som hemmelig agent provocateur.

Efterhånden som politiets overvågningen blev for mærkbar, smed flere og flere deres jernringe. Dette frafald i rækkerne blev imidlertid også et problem, for hvis alle faldt fra, hvem skulle man så bruge til at statuere eksemplet med. Dette problem kendte Kaptajn Top råd for, han mente nemlig, at Dr. Dampe havde været udsat for så stor uretfærdighed og miserable livsvilkår, at han begærligt ville labbe enhver ros og påskønnelse ukritisk i sig. Kaptajn Top begyndte nu at skamrose Dr. dampe, og fortalte ham igen og igen, at han var den fødte revolutionsleder, at han og ingen anden var den der burde stå i spidsen for en revolution. Der samlede sig efterhånden en kreds af såkaldte frihedsvenner omkring Dr. Dampe, hvoraf de fleste slet og ret var politiagenter, som havde til opgave at skubbe Dr. Dampe ud i ulykken.

Slutspil

Kaptajn Top var den ivrigste af alle. Han fremskaffede bl.a. mødelokalet i Brolæggerstræde, hvor foreningens stiftende møde skulle holdes, og pressede på for at få Dampe til at radikalisere sine ideer. Alt hvad der blev talt om og nedskrevet, røg nok så nydeligt i kopi til det hemmelig politis journaler. Tre dokumenter på 12 håndskrevne sider fik afgørende betydning for Dampe og Jørgensens skæbne: Første dokument drejede sig om et program for gennemførelse af demokratiske valg, mhp. - med henvisning til forandrede regeringsformer andre steder i Europa - at få indført en fri forfatning. I det andet skrift opfordrede Dampe folk til at melde sig ind i en forening, der offentlig skulle stå frem og kræve at folket selv skulle stemme om hvilken regeringsform de ønskede. En forening der skulle møde bevæbnet, ikke for at angribe nogen, men for at kunne forsvare sig mod et muligt angreb. Parolen lød, at kongens indgreb i folkets ret til selv at bestemme er vold, og al vold berettiger til forsvar og værge. Det tredje papir, der efter opfordring fra smedemesteren var holdt i et jævnt og ligefremt sprog, var et opråb til soldaterne:
 
"Soldater! Paa den ene Side ser I Frihed og Medborgere, paa den anden Side ser I Lænker og Trældom og de Mennesker der har traadt paa Eders Nakke. Et enkelt, taabeligt menneske kalder sig Konge. Han med sine Kreaturer kan gøre os al den Uret, de vil. Men kan nogen Soldat bære den Vanære i nogle Uslingers Tjeneste at træde på lidende Medbrødres Lig? Hvor længe skal Elendigheden bestaa?"

Disse ovennævnte tre udkast skulle være diskuteret i Brolæggerstræde torsdag den 16. november 1820 ved 20 tiden. Ingen andre end kaptajn Top, smedemester Jørgensen og Dr. Dampe dukkede op. Skrifterne blev beslaglagt, og mens Dampe og Jørgensen førtes til arresten i Slutterigade, fik Kaptajn Top - efter lidt komediespil - lov til at gå. Mens Dampe og Jørgensen blev afhørt i politiretten, blev Dampes bolig ransaget, og flere papirer og manuskripter blev beslaglagt.

Efter dødsdommen og den efterfølgende skærpelse til livsvarigt fængsel, spredte rygterne om Dampes og Jørgensens skæbne sig med lynets hast. Forskellige overdrevne gætterier blandt folk, om en nært forestående revolution fik politidirektøren til at indrykke en notits i Statstidende, om at Dampes frihedsagitation blot havde været fantasi og ikke havde vundet gehør hos andre. I Dommens præmisser lød der helt anderledes toner, i disse blev Dampe gjort til en meget udspekuleret og farlig mand, med store demagogiske evner.

Efter at have siddet og ventet i en celle i Kastellet i knap fire år, blev først smedemester Jørgensen, og derefter Dampe sendt til Christiansø, dette Danmarks fjerneste og mest isolerede sted. Jørgensen blev dog behandlet ret mildt i forhold til den tids praksis, og blev benådet efter 11 år. Dampe blev fortfarende anset for at være farlig. Alle benådningsansøgninger fra ham blev arkiveret lodret, efter at være påtegnet et: Henlægges.

EN: The story about Dr. Phil. J. J. Dampe

CACHE: En lille magnetisk metaldåse med kombineret stashnote/logblad. Medbring selv skriveredskab. FFC i dåsen.
 
EN: A small magnetic tin containing a combined stashnote/log. Bring your own pencil.