Adolphine Traditional Cache

Dr. Phil. J. J. Dampe - Adolphine

Der lå han så på gulvet i den nøgne celle i Kastellets Fængsel, og vred sig skrigende mens han prøvede at undertrykke den uendelige rædsel og smerte han følte inde i sit hoved. Det liv han havde at se frem til, var intet andet end et sandt helvede. Og, den eneste vej ud af dette helvede var ved at miste sin forstand eller begå selvmord.

Den ovenfor beskrevne scene fandt sted i Kastellets fængsel i København en forårsdag i 1826. Den desperate mand som skreg sin smerte ud for døve ører , var den ”farligste” politiske fange Danmark nogenside havde kendt. Det var den 36 årige præst, lærer, journalist og Dr. Phil, Jacob Jacobsen Dampe.

Gennem 6 endeløse år, havde han nu overlevet i isolationsfængsling og det han havde at se frem til var en uendelig række af endeløse år i fortsat isolationsfængsel, indtil han endelig ville dø eller nådigt miste sin forstand. Det despotiske danske embedsmandsvælde havde ingen intentioner om at vise denne - yderst farlige – politiske fange nogen form for nåde.

Man mente, at have demonstreret tilstrækkelig ”godhed” ved at lade kongen ændre Dr. Dampe’s dødsstraf til isolationsfængsling på livstid, selvom Dr. Dampe selv havde tigget og bedt om at blive henrettet frem for at skulle se frem til 20, 30, 40 års rædsler og smerter i isolationsfængslingen.

Her i Kastellet, hvor tidligere Struensee var fængslet, var fængselscellen komplet nøgen og mørk. Det diminutive vindue med dets tremmer sad så højt, at Dr. Dampe heller ikke kunne få lidt adspredelse ved at kigge ud. Dr. Dampe kunne heller ikke få besøg. Pen og blæk var forbudt. Frisk luft var forbudt. I seks lange år havde Dr. Dampe ikke sat sine fødder udenfor fængselscellen.

Den omstændighed, at Dr. Dampe alligevel overlevede med sin forstand i behold, skyldtes ironisk nok en ung Slesvigsk pige, Adolphine, der arbejdede som fængselsbetjentens tjenestepige, og havde sit kammer lige ved siden af Dr. Dampes fængselscelle. Denne unge pige fik medlidenhed med Dr. Dampe, og fandt ud af, at de kunne snakke sammen, fordi hendes komfur og hans ovn var forbundet til den samme skorsten. Og således kunne en utrolig kærlighedshistorie tage sin begyndelse.

Adolphine viste sig at være opfindsom og handlekraftig, og inden længe havde hun smuglet pen, papir, blæk og aviser ind til Dr. Dampe gennem komfur/skorsten/ovn forbindelsen. Og den ene endeløse nat efter den anden førte Adolphine lange samtaler med sin indespærrede ven. Ja, Adolphine klarede sågar også at bringe breve fra Dr. Dampe til hans venner i København og fra dem tilbage i hans celle.

En skønne dag stjal Adolphine fængselsnøglerne og fik en låsesmed til at lave en kopi til hende. Til det formål fortalte hun låsesmeden at hun altid var sulten fordi hun aldrig fik nok at spise, og derfor ville hun have en nøgle, så hun selv kunne tage lidt ekstra mad om natten. Adolphine fik sin nøgle og straks den følgende nat da alle andre sov, låste hun sig ind til Dr. Dampe. Og derefter fulgte mange natlige visitter i fængselscellen. Ja, en nat tog Adolphine sågar Dr. Dampe med ud på en spadserertur i de nærliggende gader – meningen var blot, at den friske luft udenfor ville gøre Dr. Dampe godt. De gjorde intet forsøg på at stikke af.

En skønne dag indtraf så katastrofen. En eller anden havde fundet ud af det med nøglen og Adolphines natlige besøg i cellen. Dr. Dampe kunne intet gøre, men måtte nøjes med passivt gennem væggene at høre, hvordan Adolphine blev torteret og gennembanket gennem flere dage i træk. Men, Adolphine lod sig ikke knække, og den oprindelige kommunikationskanal mellem hende og Dr. Dampe via skorstenen var ikke blevet opdaget. Gennem denne kanal kunne Adolphine og Dr. Dampe fortsat holde kontakt, og nu begyndte de så at lægge planer for, hvordan Dr. Dampe kunne stikke af fra sit fængsel. Det varede dog ikke længe, førend også denne kommunikationskanal blev afsløret.

Dr. Dampe blev derfor flyttet til en anden celle i den anden ende af fængslet, og Adolphine blev simpelthen nægtet adgang til den del af fængslet. Al kontakt mellem Adolphine og Dr. Dampe ophørte. Han var endnu engang gjort incommunicado. Og for den første, sidste og eneste gang under hans lange indespærring, fik Dr. Dampe et regulært nervesammenbrud.

Da nu Adolphine hørte rygter om Dr. Dampes nervesammenbrud, så trådte hun endnu engang i karakter, og hvor utroligt det end lyder, lykkedes det hende for den tredje gang at bryde isolationen og komme igennem til sin indespærrede ven. Adolphine betænkte sig ikke et sekund og løb gladelig enhver risiko for at kunne hviske nogle få ord gennem den lukkede celledør til Dr. Dampe. Og inden længe havde hun opfundet, om ikke ligefremt en geocache så dog stadig en lille cache i form af et hulrum i korkproppen til Dr. Dampes vandflaske, og dermed kunne der atter smugles skrevne beskeder frem og tilbage mellem dem.

En skønne dag kom så beskeden fra Christiansø, at det nye statsfangefængsel var klart til at rumme Dr. Dampe. Da nu Dr. Dampe blev ført til det skib som skulle bringe ham til Christiansø, flakkede hans øjne desperat hid og did i håbet om at få et sidste glimt af Adolphine. Men, hun var intet steds at se. Han så hende aldrig mere.

Som en lille efterskrift, kan det nævnes at en anden ung pige fik medlidenhed med Dr. Dampe på Christiansø, og hjalp ham der med at få smuglet breve ind og ud. Til det formål lavede Dr. Dampe et hul i en sten, som kunne rumme hans breve. Han kunne så efterlade stenen udenfor sit fængsel når vagten i et kort øjeblik var uopmærksom, hvor den unge pige så samlede stenen op og efterlod den der igen med evt. ude fra kommende breve i. På denne måde kunne Dampe fortsætte med at udveksle små noter med verden udenfor.

Det første brev Dr. Dampe fik igennem på denne måde, var et brev til Adolphine, men, dette brev blev aldrig leveret til modtageren, for i mellemtiden var Adolphine afgået ved døden.

Om navnet Adolphine kan det nævnes, at navnet ikke forekommer i Kastelskirkens Begravelsesprotokol, som det ellers burde. Derimod findes en sergent Francks kone (d. 15/2 1830), som var født Borger og var katolik. Sergent Francks kone hed ikke Adolphine men Maria Magdalena til fornavn. Men, sandsynligheden og nogle facts taler for, at det var hende, fangevogterens kone og altså ikke en tjenestepige, som i Dr. Dampes skildring kaldes Adolphine.

EN: The story about Dr. Phil. J. J. Dampe

CACHE: En lille metaldåse med kombineret stashnote/logblad. Medbring selv skriveredskab. FFC via mail. Ligger i et velplejet og veltrimmet område, som ikke må beskadiges. Vær meget omhyggelig med genplaceringen. Hvis fangevogterne opdager den, er det Adolphine som får bank.
 
EN: A small tin containing a combined stashnote/log. Bring your own pencil. Placed in a well trimmed military area, dont break or disturb anything. Be very careful when hiding it again. If it is discovered by the jailor Adolphine will be beaten up.