Det spanske oprør i Roskilde Traditional Cache

I 200 årets for Spaniernes undsættelse fra Danmark

Det spanske oprør i Roskilde

I 1808 var Rafael de Llanza y de Valls, kaptajn og kommandant for en bataljon ved regimentet ’Guadalaxara’, som angiveligt befandt sig på Slottet eller Godset Lindholm i Roskildes omegn, og således var en af de tre spanske regimenter, der ikke kom med i la Romanas udskibning fra Danmark i august 1808. Don Rafael opholdt sig i Danmark fra marts til september 1808, hvor han bl.a. oplevede det spanske oprør i Roskilde. Han var derfor også blandt de spanske officerer, som blev afvæbnet af den danske hær, og udleveret til krigsfangenskab hos franskmændene.

Uddrag – i oversættelse - fra don Rafaels dagbog:

”Med regimenterne Guadalaxara og Asturias således samlet på denne ø under kommando af den franske general Frerión og denne under ordre fra Marqués de la Romana, som forblev på øen Fyn, der alle stod under Prinsen af Pontecorvo (Bernadotte), som med den franske hær forblev i Holstein.

Danmarks Konge disponerede således over seks spanske bataljoner som i juli og august slog lejr i omegnen af Roskilde, hvor lejren mere havde karakter af et forlystelsessted for kongefamilien og hoffet, end en egentlig militærlejr.
Parader, spil, banketter og baller var i virkeligheden, hvad man brugte tiden på, i den spanske lejr. Vi anede intet om hvilke anstrengelser vores landsmænd der hjemme gjorde sig for at bryde de lænker, fjenden prøvede at lægge dem i. De franske aviser beskrev kun, at stemningen blandt spanierne var længselsfuld efter at modtage åget. På trods af det blev humøret blandt os mere og mere ængstelig. Jo færre nyheder vi modtog fra Spanien, jo mere gærede uroen i alle sjæle.

I denne urolige tilstand modtog vi så ordren fra Marqués de la Romana om at alle regimenter skulle sværge troskab til Joseph Bonaparte som Spaniens konge. Ordren blev givet d. 31 juli klokken 12 middag. Samme eftermiddag
greb al mandskab til våben og angreb generalens palads. Generalen flygtede og hans to adjudanter, der var de eneste franskmænd, som befandt sig iblandt os blev dræbt.

Da Kongen fik kendskab til denne handling, blev København sat i generel krigstilstand, og
Kongen forlod byen, for med artilleri og 10.000 mand at møde spaniolerne en mil udenfor, idet han troede at spaniolerne ville bevæge sig mod hovedstaden. Da Kongen senere fik kendskab til den sande årsag til sindsbevægelsen, sendte han den 1. august en adjudant, for at udtrykke overfor tropperne, at de stod under hans direkte beskyttelse og han gav os sit kongelige ord på at man ikke skulle tilsværge Joseph Bonaparte. Da forsvandt
modviljen øjeblikkelig og klapsalver for Kongen og alle danskerne brød ud. Vores Lejr fyldtes med alle slags mennesker og glæden vendte tilbage. Blandt de mere tænksomme mandskaber, var der dog stadig et stikkende nag, for de så ikke andet i denne konge, end en lille satellit, der kredsede rundt om
tyrannen.

Den næste dag blev der givet ordre om at ophæve lejren og dele bataljonerne ud på forskellige steder på øens nordlige del, hvilket skete den tredje. Efter opdelingen af bataljonerne fulgte kompagnierne, som blev spredt med stor afstand imellem sig. Min destination blev Kresenburg Slot. I denne tilstand blev vi indtil den 11, uden nogen nyheder fra Fyn, hvor vores general opholdt sig. Vi var i en stadig frygt for at se ham ankomme og straffe os hårdt for begivenhederne den 31 juli, og fordi vi ikke havde efterkommet hans ordre.

Den 11. juli meget tidligt, modtog vi ordrer om at samle bataljonen og bevæge os til et angivet sted, for at paradere for Kongen. Man adlød straks og uden den mindste mistanke. Vi ankom til det anviste opholdssted, hvor der befandt sig 5 eller 6.000 mand infanterister og et tilsvarende kavalleri med artilleri. Vi opstillede i kampbataljon og blev straks af den danske general, Prinsen af Hesse, beordret at vi skulle overgive våbene på Kongens ordre.

Denne nyhed gjorde os skrækslagne, og vi spurgte os selv, hvilken årsag eller hvilken forbrydelse der dog havde bragt os i den situation, og man svarede os, at Hans Majestæt var i hans gode ret til at hævne sig, fordi Markisen af Romana havde overladt Fyn til Kongens fjender, ligesom han havde overgivet sig med sin hær, derimod havde Hans Majestæt som en anerkendelse af at vi ikke havde deltaget i så stor en kriminel handling, lovet at vi ville blive behandlet med den største respekt. Med disse ord fik de os til at stige på vognene, der førte os til byen Ringsted, mens mandskabet blev ført til Arsenalet.

Gennem nogle landsmænd vidste vi faktisk, at marisen af Romana havde taget den heltemodige
beslutning at benytte sig af de britiske styrker til at vende til Spanien med sin hær, og at han havde passeret til øen Langeland, hvor han kunne være i sikkerhed, hvad han ikke havde på Fyn. Da de sidste spaniere forlod Nyborg, var dxen franske hær fra Holsten allerede ankommet i største hast, og var ved at krydse Lillebælt med den hensigt at slå spanierne ihjel. Romana narrede dem imidlertid ved at trække sig over på øen Langeland. På dette tidspunkt havde vi endnu et vist håb om at Kongen ville udlevere os til Romana, eller at denne sammen med englænderne ville forsøge en landgang på Sjælland; alle disse luftkasteller forduftede, da vi hørte eskadren var under sejl og vi var agterudsejlede og overladt til vores skæbne.

Næppe var konvojen passeret før den danske guvenør tog skridt til at udlevere os til franskmændene, ivrig efter at hævne drabene i Roskilde og vores generals flugt overfor os. Vi vidste udmærket at en sådan udlevering ville være et dødeligt slag, som vi hverken med vold eller magt kunne undgå.

Den 4. September 1808 satte vi os i bevægelse for at passere Store Bælt; vi nåede Korsør om natten, hvor vi troede vi skulle tilbringe natten, men vi blev straks ført ombord med den største voldsomhed, man stuvede os sammen under dækket og dækslugerne blev lukket til som man gør med et skib ladet med fanger, der er dømt til galejerne. Båden blev eskorteret af to kanonbåde med ordre til at sænke os, i tilfælde af den mindste modstand fra vores side eller hvis englænderne forsøgte at befri os.

Vi rejste nat og dag, og ankom til Kolding d. 7. hvor franskmændene ventede os og hvor modtagelsen bestod i at anbringe os i offentlig fængsel, efter at vi havde fået den behagelige nyhed, at vi i Altona ville blive udsat for at hver femte af os ville blive udtaget til en henrettelse, fordi vi alle var nogle mordere og oprørere. Det var en nyhed, der sandt at sige ikke gav os den største nydelse”