Jeg vil denne gang lave en serie om 2.verdens krig. Jeg vil forsøge at ligge alle cachene ved steder der har noget med krigen at gøre. Det bliver ikke alle opgaver der kommer til at passe med det der skete på cach stedet. I stedet vil jeg forsøge at ligge en smule info om det der skete på stedet. For ikke at gøre det alt for nemt, bliver byen cachen ligger i først afsløret i geotjekkeren. Ligeledes har jeg heller ikke skrevet i loggen hvilken cach i har fundet så personer, der ikke har løst opgaven først ikke ved hvilken cach de ved et tilfælde har fundet.
opgaven:
Besættelsen af Danmark var ikke et vigtigt mål for Tyskland. Beslutningen om at besætte Danmark havde først og fremmest det strategiske sigte at sikre det vigtige angreb på Norge og sikringen af indsejlingen til Nordsøen. Derudover var Danmark en vital del af Atlantvolden, det tyske forsvarsværk, der skulle forhindre en allieret invasion.
Så sent som i februar 1940 var beslutningen om angrebet på Danmark ikke endeligt truffet. Først den29. februar blev det fastlagt, at også Danmark skulle besættes. Tyskland var afhængig af luftbaser i Danmark (især flyvepladsen i Aalborg var vigtig) i forbindelse med invasionen af Norge. I den oprindelige plan skulle kun Nordjylland besættes. Planen blev ændret den 29. februar med en blyantstilføjelse på invasionsplanen.
Selv om der i Sønderjylland fandtes et tysk mindretal, og selv om denne del af Danmark havde været tysk fra 1864 til 1920, da den af de tyske nazister foragtede Versaillestraktat ændrede dette, var der ikke noget massivt krav om en ændret grænsedragning fra tysk side. Der var dog kræfter i det tyske mindretal, der så hen til en revision af 1920-grænsen, men fra officiel tysk side var man afvisende over for disse ønsker.
Ca. 38.000 tyske soldater var stillet til rådighed for general i Luftwaffe Leonard Kaupisch, der skulle lede invasionen. Herunder I. Fallschirmjägerregiment som bl.a. skulle sikre flyvepladsen i Aalborg. Den operation blev historiens første luftbårne militæroperation.
En gruppe danske soldater om morgenen den 9. april nær Bredevad i Sønderjylland. To af dem blev dræbt senere samme dag.
[1]
Den 9. april 1940 bevægede de tyske tropper sig ind i det neutrale Danmark, og tretten danske soldater blev dræbt under forsøg på at standse den tyske fremrykning. Efter to timer valgte Staunings regeringimidlertid at overgive sig. Jyllands flade landskab, der er direkte forbundet med Tyskland, var det perfekte område for den tyske hær at operere i. De tyske, væbnede styrker var langt større og teknologisk mere avancerede end de danske. Selv en beslutsom indsats fra det danske forsvar ville kun resultere i en kortvarig forsinkelse af et uundgåeligt militært nederlag. Regeringen håbede at kunne forhandle sig frem til en fordelagtig besættelsesaftale med Tyskland.
Som et resultat af de danske myndigheders samarbejdsvenlige indstilling erklærede den tyske besættelsesmagt, at Tyskland ville "respektere den danske nationale suverænitet og territoriale integritet, så vel som neutralitet." [Kilde mangler] De tyske myndigheder var indstillet på at give lempelige betingelser i forholdet til Danmark af flere grunde:
- Den tyske regering havde ingen specielle strategiske eller ideologiske interesser i landet, så den kunne undgå at anvende ressourcer på de forpligtelser og byrder, administrationen af landet krævede.
- Tysklands essentielle interesse i Danmark var at få del i landets overskud af landbrugsprodukter. Det formål ville dog under alle omstændigheder blive opfyldt af Danmark ud fra en økonomisk nødvendighed.
- Tyskerne håbede at opnå en propagandamæssig fordel af Danmark. Med Hitlers ord skulle Danmark blive et "modelprotektorat". Danmark skulle vise verden, hvordan et fremtidigt nazi-domineret Europa kunne se ud.[Kilde mangler]
- Ud over disse mere praktiske mål var danskerne ifølge den nazistiske ideologi medlemmer af den "ariske race" i modsætning til de "laverestående racer" som polakker og russere.
Besættelsen af Danmark blev gennemført hurtigt, og mange danskere vågnede den 9. april uden at være klar over, at den allerede var et faktum. Den tyske besættelse var upopulær hos størstedelen af befolkningen, omend der var delte meninger om, hvordan Danmark politisk skulle forholde sig til den.
Under besættelsen blev kong
Christian 10. et stærkt symbol på national uafhængighed. Dette billede blev taget på kongens fødselsdag i 1940. Læg mærke til at han ikke har følgeskab af
gardere.
Der rejste sig hurtigt en meget dansk-national stemningsbølge i befolkningen, og fænomener som "algang" og "alsang" greb om sig. Samtidig blev kongen, Christian 10., et fremtrædende nationalt symbol. Der var dog endnu ikke antydning af aktiv modstand mod besættelsesmagten.
Der var tysk interesse i at have et rimeligt forhold til Danmark, og for Danmark betød det, at regeringen blev siddende, og atFolketinget fortsatte med at fungere som før. Regeringen var i stand til at beholde meget af sin tidligere kontrol med indenrigspolitikken. De danske politikere besluttede, at det danske politi skulle samarbejde med de tyske besættelsestropper.[2] Allerede den 19. april blev de første 80 tyske emigranter anholdt af det danske politi og interneret iHorserødlejren. På denne måde viste Stauning sin samarbejdsvilje med nazisterne. Domstolene forblev på danske hænder, og kongen, Christian 10., blev i Danmark. Den danske offentlige mening bakkede overvejende op om den nye regerings linje, specielt efter Frankrigs fald i juni 1940. Der var udbredt følelse af, at de ubehagelige realiteter omkring den tyske besættelse måtte behandles på en "realistisk" måde set i lyset af den aktuelle udenrigspolitiske situation. De danske politikere mente, at de måtte forsøge at bevare Danmarks privilegerede position ved at præsentere de tyske myndigheder for en enig front af politiske partier. Venstre og De Konservative blev taget med i en samlingsregering, der samarbejdede tæt med Folketinget.
Den danske regering bestod i begyndelsen af Socialdemokratiet og Det radikale Venstre med Thorvald Stauning i spidsen. Selv var Stauning foruroliget over udsigterne til et nazistisk domineret Europa, men alligevel fulgte Socialdemokratiet en forhandlingsstrategi og håbede på at bevare det demokratiskestyre og den danske selvbestemmelse så længe som muligt. Der var mange spørgsmål, som måtte afklares i månederne efter den tyske besættelse. Regeringen accepterede en række krav:
- Artikler og nyheder, der "bragte det dansk-tyske forhold i fare", blev forbudt.
- Efter angrebet på Sovjetunionen skulle Danmark være medlem af Antikominternpagten. Derudover blev Danmarks Kommunistiske Parti forbudt og dets medlemmer, herunder medlemmer afFolketinget, interneret uden dom.
- Relationerne til De Allierede blev afbrudt.
- Industrien og udenrigshandelen blev indrettet på at betjene det tyske marked. Danmark havde traditionelt haft England som en væsentlig handelspartner. Myndighederne så en øget handel med Tyskland som vital for at opretholde livsvigtige forsyninger og hermed den sociale orden i Danmark. Øget arbejdsløshed og fattigdom ville lede til mere åben modstand mod nazisterne, da mange danskere typisk bebrejdede dem den uheldige udvikling i landet. Den danske regeringen frygtede, at en øget modstand mod besættelsen ville medføre en skarp reaktion fra tysk side.
I 1942 døde Stauning, og han blev efterfulgt som statsminister af Vilhelm Buhl, men allerede samme år blev Erik Scaveniusleder af samlingsregeringen, og han virkede som statsministergennem resten af besættelsestiden. Scavenius var diplomat, ikke valgt politiker, og havde et elitært forhold til regeringsførelsen. Han var meget bekymret for, at den efter hans mening emotionelle offentlige mening ville destabilisere hans forsøg på at skabe en balance mellem dansk suverænitet og nazistiske krav. Scavenius opfattede sig som en beskytter af Danmark. Både under og efter krigen var der megen kritik af hans regerings rolle, specielt fra medlemmerne af den aktivemodstandsbevægelse, som mente, at han havde lagt hindringer i vejen for den aktive modstand og dermed truet Danmarks nationale ære og skadet vores position i forhold til De Allierede. Scavenius og de fleste politikere mente derimod, at kritikerne blot var naive og følelsesbetonede eller i værste fald opportunister.
De danske myndigheder var i stand til gennem samarbejdspolitikken at opnå indrømmelser, men nægtede konsekvent at indgå i en told- og møntunion med Tyskland. De danske myndigheder var bekymrede for de negative økonomiske og politiske konsekvenser af den. De tyske myndigheder ønskede på den anden side ikke at ødelægge de specielle relationer til de danske myndigheder ved at gennemtvinge forslaget, som de gjorde i andre besatte lande. Det danske nazistparti blev holdt uden for regeringen. Et "demokratisk" valg blev afholdt i begyndelsen af 1943 og fik et klart anti-nazistisk resultat. Repræsentanter for det danske militær fik også adgang til følsomme tyske militære informationer, som de med held videresendte til de allierede.[Kilde mangler] De økonomiske konsekvenser af besættelsen blev mindsket på grund af det tysk-danske samarbejde. Tilstrømningen af tyske investeringer til industri, landbrug og mest synligt til et enormt fæstningsbyggeri, især på Jyllands vestkyst, skabte alvorlige problemer med øget inflation i krigens første år. Den danske regering var i stand til at genforhandle vekselkursen mellem den tyske mark og den danske krone og løste dermed problemet. Pengene til de store investeringer hentede tyskerne i den danske Nationalbank.
Den største succes i forbindelse med den danske politik i forhold til Tyskland var, at de danske jøder undgik forfølgelse i over tre år. I de år samarbejdspolitikken fungerede, nægtede regeringen konsekvent at acceptere tyske krav om indgreb over for den jødiske del af befolkningen. De tyske myndigheder følte sig i stigende grad generet af den danske holdning til spørgsmålet, men ville ikke gennemtvinge sine ønsker, da de forventede at det ville blive set som "politisk uacceptabelt." Det gjaldt heller ikke den rigsbefuldmægtigede, SS-Obergruppenführer (general) dr. Werner Best, der var den øverste tyske repræsentant i Danmark fra november 1942 og tidligere medlem af Gestapo. Han mente, at ethvert forsøg på at fjerne jøderne ville være særdeles skadeligt for forholdet mellem de to regeringer og anbefalede derfor ikke nogen form for aktion mod de danske jøder.
cachen liger nu på
444 7777 2222 22 999 555 444 4 4 33 777 222 2 222 44 33 66 7 22222 66 333 33 6 333 33 6 8 777 33 8 666 666 8 8 33 666 8 8 33 8 666 33 66 88 555 33 8 33 8 33 8 666 8 8 33 333 33 6 7777 999 888 33 8.
