Trækstien
Uddrag af en tidligere pramkarls beretning :
Pramfarten var omgivet med eventyrets glans, og det skulle være stærke mænd, der skulle holde til pramfartens strabadser. Man kunne blive "Lejesvend" på en pram og siden stige til "Pramkarl", men for en pramkarl var det nedværdigende at være lejesvend. Lejesvendes arbejde bestod i at trække prammen op ad åen. Med en trækline om brystet måtte de trække den tunglastede pram, støttende sig til en tyk stav, der havde en jerntveje på enden for ikke at synke ned i engbunden.
Prammen blev af pramkarlene staget op til Hornbæk Enge, og herfra begyndte lejesvendene at slæbe prammen til Bjerringbro. Herfra til Silkeborg blev heste forspændt prammen.
Når pramfolkene på deres ture besøgte kroerne, blev der gerne spektakler med de andre krosøgende, og befolkningen var bange for de vilde og uregerlige karle. " Jyden han er stærk og sejg" står der i sangen, og kågfolkene hørte ubestridt til de stærkeste og sejgeste. De sled og de slæbte, tørstede og frøs, og prammen kom til Silkeborg. Tilbage til Randers gled den med strømmen næsten af sig selv.
Men der var besværligheder nok endda. Åens vandstand varierede meget stærkt, og broerne ved Resenbro og Kongensbro var så lave, at man ved højvande ikke kunne passere med tørv, halm eller lignende, der fyldte godt. Så måtte man, når man nåede broen, læsse en del af lasten af, sejle gennem broen og laste den igen på den anden side. Lodsejerne hentede grus og ler i åen, fjernede bevoksninger og lavede vadesteder, Dette forandrede strømmen i åen og gjorde sejladsen vanskeligere.
I 1850 kom der yderligere fart i pramfarten, idet der i 1845 var oprettet en papirfabrik ved Silkeborg, samt en handelsplads, hvor der allerede 5 år efter boede 500 mennesker, som skulle have deres forsyninger ad vandvejen.
|