Oldtid
Fra arkæologiske fund vides, at området i og
omkring det nuværende Farum har været beboet i flere tusinde år,
måske startende som en fiskeboplads, der udnyttede vandvejen i det
dengang vandrige Mølleå-system. Fundene tyder på, at den
oprindelige beboelse i stenalderen lå ved den vestlige ende af
Farum sø. Her menes der at have været et vadested eller en overfart
over Mølleåen som en del af en vigtig oldtidsvej, der gik vest om
søen, og som forbandt Nordsjælland med resten af Sjælland – og
måske senere endda Sverige med Europa. Vejen kendes som kong
Valdemarsvej eller kong Volmers vej, altså knyttet til Valdemar 4.
Atterdag. Vejens nærmere forløb er ikke kendt, men der er
imponerende spor af hulveje på den sydlige side af Mølleåen (i
Ryget i Værløse Kommune) og delvis også i skovområderne nord for
Farum. Langs det formodede vejforløb findes 10 gravhøje næsten på
række, og det er kendt fra andre egne af Danmark, at gravhøjene
ligger tæt ved oldtidsvejene.
At der har været et overgangssted netop her,
hvor passagen af Mølleå-dalen er ret bred, menes begrundet i, at
området dengang havde lavere vandstand end nu.
Fra bronzealderen findes bopladser lidt længere
mod nord – men stadig ved Valdemarsvejen - i overensstemmelse med,
at man i slutningen af stenalderen begyndte at rydde moræneflader
til landbrug.
Senest omkring vikingetiden menes byen at være
flyttet mod øst til området omkring den nuværende Farumgård og den
nærliggende Farum Kirke, idet de strategiske forhold især i de
urolige 1100-år tilsagde en placering ved næsset midt for Farum sø
frem for ved et vadested.
Arkæologiske fund taler iøvrigt for, at
landsbyen Stavnsholt, hvis navn tyder på nybyggeri, har haft en
lignende udvikling, således at dennes oprindelige beliggenhed har
været ved Fiskebæk, dvs. ved overgangen mellem de to søer. Der er
så af samme grunde sket en senere flytning mod øst til den
nuværende placering længere henne langs bredden af Furesø.
Fra vikingetid til reformationen
Omkring år 1300 opførtes mølledæmning ved
Fiskebæk, og denne har formentlig efterhånden hævet vandstanden ved
Valdemarsvejen så meget, at den gamle overgang mod vest er
forsvundet. Hermed forsvinder også Valdemar Atterdag ud af Farums
historie, men hans navn er knyttet til Klavs Nars Holm i Farum sø,
og hans datter Margrete 1.s navn til stednavnene Dronningholm,
Grettesholm og Gretteshøj ved Farum søs vestende. De har nok været
de sidste kongelige, som har kunnet benytte den gamle vej.
Derefter får overgangen ved Fiskebæk en
afgørende betydning som vejen mellem Roskilde og kongeborgene
Søborg og Gurre længere mod nord. Yderligere centraliseres landets
administration i København fra omkring år 1400 og fremefter,
hvorved Fiskebæk får betydning som en del af landevejen mellem
København og Hillerød.
Farum sogn hører på dette tidspunkt under
biskoppen i Roskilde, der har indtægterne fra sognets gårde.
Ruin og rest af voldgrav ved Farumgård.Navnet
Farum nævnes første gang skriftligt i roskildebispens ’’jordebog’’
fra omkring år 1370 sammen med landsbyerne Bregnerød, Stavnsholt og
Bodelstorp. Den sidstnævnte landsby, der lå tæt ved den nuværende
amtsvej mellem Farum og Lynge i et skovområde, der nu hedder
Lillevang, blev nedlagt i slutningen af 1600-tallet. Jordebogen
bortførtes af svenskerne under besættelsen omkring midten af
1600-tallet og opbevares nu i Uppsala i Sverige.
Bispen lod Farumgård opføre som hovedgård, omend
det var en mindre betydende af slagsen.
Efter reformationen
Reformationen medførte, at området blev lagt
direkte under kronen.
Området blev hårdt ramt af hærgen under
svenskekrigene i 1600-tallet, der medførte, at Bregnerød og
Bodelstorp var næsten affolket, og kun den førstnævnte blev
genopført efter år 1700.
Under enevælden helt frem til midten af det 19.
århundrede benyttedes Farumgård som belønning til forskellige
embedsmænd i mere sekundære stillinger.
21 gårde i Farum landsby blev gjort til
arvefæstegårde på kongens fødselsdag i 1766. De hurtigt følgende
landboreformers udskiftning af jordene genkendes tydeligt i Farums
nuværende, stjerneformede vejnet, og der begyndte en økonomisk
fremgangsperiode baseret på intens dyrkning af den frugtbare
agerjord. I 1801 omfattede Farum sogn 125 husstande med godt 600
mennesker.
I år 1800 overførtes Farum til Frederiksborg
Amt, efter hidtil administrativt - og kulturelt - at have hørt til
København rytterdistrikt.
Byudviklingstiden fra ca. 1850
100 år senere, i 1901, var befolkningstallet
vokset til 1.206 som udtryk for, at udviklingen tog fart omkring
midten af 1800-tallet. Farum var stadig et landsogn, men øvede
tiltrækning på Københavns middelklasse som et ”grønt område”. Der
etableredes bådfart, hotel, busrute og til sidst – i 1906 – en
jernbaneforbindelse i form af Slangerupbanen mellem København
(Nørrebro station) og Slangerup.
Udviklingens næste skridt var etablering af
bank, telefon, elektricitet, realskole mv. Byens udbygning skete
stadig i retning mod øst, hvor stationen var placeret, således at
den nu dækkede området langs ”bygaden” fra Farum kirke til
stationen.
Frem til slutningen af 1950’erne voksede
befolkningstallet til ca. 4.000.
Samfundets drivende kræfter var stadig
gårdejerne, omend antallet af beskæftigede i landbruget var
faldende. Den intensive landbrugsdrift skiftede i vid udstrækning
over til gartneri i denne periode, hvor der i Farum var registreret
omkring 20 selvstændige gartnerier.
Stationsby og forstad
Mellem 1960 og 1970 fordobledes
befolkningstallet og nåede nu op på ca. 10.000 indbyggere. Denne
udvikling var drevet af Københavns udbygning, der gjorde Farum til
et egnet sted at bo, selvom man arbejdede i byen.
Der etableredes et industrikvarter nord for
byen, og der byggedes boliger og institutioner i stor
udstrækning.
Til betjening af Københavns nordlige opland
påbegyndtes i 1969 en motorvejsforbindelse fra København til Farum,
hvori indgik brobygning over Fiskebæk. Utilstrækkelig fundering
bevirkede, at den ene bro inden motorvejens åbning styrtede sammen
i 1972, hvorfor motorvejens ibrugttagning blev udskudt et par
år.
De markante boligblokke Farum Midtpunkt (i
daglig tale ofte omtalt som "Rustenborg" på grund af bygningernes
udvendige beklædning med rustanløbne jernplader) stod færdige i
1975 og gav alene en tilvækst på 1.200 husstande og 5.000
mennesker. De fleste af de nye arbejdede i københavnsområdet og
oprettede i utilfredshed med den offentlige trafikbetjening en
privat busrute fra Farum til København. Denne blev dog standses af
DSB via en højesteretsdom. Til gengæld var den nok medvirkende til,
at S-togsnettet i 1977 blev udvidet med en ny linie med Farum som
endestation.
Til styrkelse af den lokale handel åbnedes
Akacietorvet i 1977 og butikscentret Farum bytorv i 1978.
Ved indgangen til 1980 havde Farum nået ca.
16.500 indbyggere og begyndte at stabilisere sig
befolkningsmæssigt. En ret stor andel af indvandrere og flygtninge
fra tredielande fik også bopæl i Farum, så ca. 10% af befolkningen
var af udenlandsk herkomst eller anden generation af
indvandrere.
Byen strakte sig nu så langt mod øst, at
sammenbygningen med Stavnsholt var ved at være en realitet.
Byen har til gengæld økonomiske problemer i
starten af 1980-erne og er sat under administration af
Indenrigsministeriet.
Nyeste tid
Borgmesterposten tilfaldt i 1985 Peter
Brixtofte, der blev valgt på et program om økonomisk genopretning
og årlige skattenedsættelser, hvilket skulle opnås ved en
kombination af effektivisering, nedskæring af den kommunale
administration, nedbringelse af ledigheden samt udlicitering af
opgaver, som hidtil har været varetaget af kommunen..
Disse initiativer blev i almindelighed opfattet
som en succes – ikke kun blandt flertallet af Farums borgere.
Økonomien blev genoprettet, og der iværksattes både projekter til
byforskønnelse (torve og pladser) og til trafikforbedringer. En
stor indsats blev rettet mod at integrere indvandrere på
arbejdsmarkedet, og Farum blev et forbillede på dette punkt.
Farum Midtpunkt byggeriet blev renoveret, der
blev opført nyt rådhus, og i 1992 indviedes kulturhuset.
Fremgangen blev også bemærket uden for landets
grænser, og Farum fik i 1993 Carl Bertelsmann prisen som en af de
10 bedste kommuner i verden og indgik senere i et netværk med de
øvrige 9 kommuner.
Ved kommunalvalget i 1993 besatte venstre 10 af
de 15 pladser i byrådet, og Peter Brixtofte, der i 1992 havde haft
orlov i en kortere periode for at virke som skatte- og
afgiftsminister, genvalgtes som borgmester. Hans tendens til at
"bøje reglerne" i relation til bla. tilsynsrådet for kommunen
medfører en del sager og offentlig omtale.
I anden halvdel af 1990-erne udvikledes den
såkaldte Farum-model, som var en salgs- og lejeaftale (sale and
lease-back), der indebar, at kommunale bygninger og anlæg blev
solgt til finansielle institutioner, som derefter udlejede dem til
kommunen i en længere årrække. Ved lejeperiodens udløb har kommunen
ret til overtage dem igen for 10% af købesummen.
Disse aftaler indbragte på kort sigt
kommunekassen ganske betragtelige beløb, som man investerede, først
og fremmest i sportsanlæg. Omkring århundredskiftet rejser der sig
derfor en række imponerende anlæg: Farum Park, Farum Arena,
tennishal, marina ved Furesøbad etc.
En del af pengene kom direkte borgerne til gode,
idet byens pensionister fik ret til en gratis ferierejse til det
sydlige udland, alle skolebørn fik tildelt en pc, der byggedes
ældreboliger og blev givet pladsgaranti i børneinstitutionerne etc.
Alt sammen meget udgiftskrævende foranstaltninger, der – som det
viste sig – medførte årlige kommunale driftsunderskud, der oversteg
kommunens indtægter.
Borgmesteren var også formand for Farum Boldklub
A/S (det senere FC Nordsjælland A/S), hvilket viste sig at være
katastrofalt, da det konstateredes, at han i strid med reglerne har
ladet kommunen betale for udgifter, som retteligt skulle afholdes
af det private selskab. Det drejer sig f.eks. om kommunens
aflønning af ansatte, der reelt arbejdede for boldklubben, og om
udgifter til udlandsrejser for sponsorer af klubben.
En særlig metode var at lade kommunens
leverandører og entrepenører opkræve en overpris for varer og
tjenester til kommunen mod at indbetale det for meget opkrævede som
sponsorbidrag til boldklubben.
For danske kommuner var der indført lovgivning
til forhindring af overophedning af økonomien, ifølge hvilken en
kommune skulle deponere et beløb, der svarede til byggesummen for
kommunens nybyggerier. Borgmesteren hævdede imidlertid, at
Farum-modellen betød, at kommunen ikke var bygherre og derfor ikke
skulle deponere i henhold til disse regler. Deponeringskravet
udgjorde over 600 mill. kr. og var derfor ganske væsentligt for
kommunens økonomisk stilling.
Borgmesteren, der var stadig mere trængt af den
dårlige økonomi, greb til at optage lån uden den
forhåndsgodkendelse fra kommunalbestyrelsen, som kræves i henhold
til lov om kommunernes styrelse.
Samtidig henlagde han i stigende grad møder til
restauranter i og udenfor kommunen, hvorved opstod et misbrug af
repræsentationskontoen til dyre middage og rødvin, som ikke altid
havde kommunalt formål, og for hvilke han attesterede regningerne
uden at anføre den krævede specifikation af mødedeltagere mv. I en
del tilfælde var der tale om direkte vildledning, når særligt store
repræsentationsbeløb blev omregnet til et antal deltagere i
"dagmøder", som ikke var afholdt.
Disse forhold er ikke kendt af offentligheden
ved kommunalvalget i 2001, hvor Peter Brixtofte genvælges og igen
får absolut majoritet i byrådet.
I februar 2002 bryder den såkaldte Brixtofte-sag
imidlertid ud i de danske medier, og borgmesteren træder tilbage
umiddelbart inden, han ville være blevet suspenderet for
embedsmisbrug. Kommunen bliver sat under administration af
Indenrigsministeriet og der udarbejdes en genopretningsplan, som
fra 2003 betyder voldsomme skatteforhøjelser og nedskæringer på det
kommunale budget og ydelserne til borgerne.
I 2005 besluttes det, at Farum og Værløse
kommuner skal slås sammen til én kommune i forbindelse med den
kommende strukturreform.
Fra 2005 og fremefter opføres en ny bydel i
nordvest på Farum kasernes tidligere areal. Byggeriet, der har
navnet Garnisonsparken, omfatter 220 boliger (ejerlejligheder). Det
opføres i etaper, hvor første etape påbegyndes juli 2005 med 73
lejligheder, der forventes at kunne tages i brug september 2006.
Helhedsplanen for kaserneområdet giver mulighed for at bygge ialt
1.200 boliger, fortrinsvis tæt-lavt byggeri.
Cachen er en plastikæske (13.5 * 5.5 * 18.5 cm) i en
plastikpose.