Stockholm 28. februar 1986, klokken 23.21 Traditional Cache

Mordet på Olof Palme i 1986 blev over hele verden betegnet som et stort tab for både det svenske og det internationale samfund. For andre blev statsmandens død en ren guldgrube

Af Jesper Gimbel

En frostklar vinteraften i Stockholms centrum. Et midaldrende ægtepar slentrer arm i arm ned ad Sveavägen, på vej hjem efter en tur i biografen. Da de passerer butikken Dekorima på hjørnet af Sveavägen og Tunnelgatan, træder en mørkklædt skikkelse frem bag dem og affyrer to skud med en revolver. Ægtemanden falder omkuld.

Året er 1986. Det er fredag den 28. februar, klokken 23.21. Det snedækkede fortov farves rødt af den døende mands blod. Han er Olof Palme, Sveriges statsminister.

Mordet på Palme ramte nyhedsbureauer og avisredaktioner med et brag. To kugler fra en kaliber .357 Magnum aflivede på brøkdele af et sekund myten om det fredelige Norden, hvor statsmænd kunne gå frit rundt på gaden uden frygt for deres liv. Det utænkelige var sket. Sverige var pludseligt indlemmet i en større, mere grusom verden.

• Palme pludseligt populær

I den følgende tid handlede aviserne i Norden stort set kun om Palme. Fra dag ét efter sin død var Palme godt stof i nyhedsmedierne, bedre end han nogensinde havde været det i levende live. Aviserne blev revet væk af nyhedshungrende læsere. Alle ville læse om det chokerende mord midt i den stockholmske idyl.

Politiet nedsatte hurtigt en særlig efterforsknings-gruppe, som skulle fange Palmes morder. Ikke mindst politiarbejdet interesserede medierne. Det spørgsmål, der mest af alt optog sindene, var naturligvis: Hvem gjorde det? Og hvorfor? Efterforskningslederen Hans Holmér lovede, at man hurtigt ville opklare forbrydelsen - og læserne fulgte med i åndeløs spænding.

• En hurtig anholdelse

Allerede den 12. marts anholdt det svenske politi en 33-årig sproglærer som mistænkt for mordet på Olof Palme. Malmö-avisen Arbetet bragte, sammen med flere danske dagblade, mandens navn og billede kort efter anholdelsen. Dagen efter blev han løsladt, da anklagemyndigheden - efter en nøje granskning af politiets materiale - fandt, at der ikke eksisterede skyggen af bevis imod ham.

Arbetets chefredaktør, Lars Engquist, forsvarede afsløringen af mandens identitet med, at der var tale om en historisk begivenhed af stor almen interesse. Desuden havde manden ikke lidt skade ved det, for "nu ved alle jo, at han er fri"! En betragtning, den mistænkte selv ikke var ganske enig i. Han anlagde sag mod Arbetet, fik skadeserstatning og emigrerede til USA med afskedssalutten: "Jeg kan ikke leve i Sverige mere".

• Politimand i skurkerollen

Politimester Hans Holmérs næste initiativ til at forøge avisernes oplagstal bestod i at kaste sig over den kurdiske organisation PKK, som har svensk base i Stockholm. Men nu endte han selv i skurkerollen på avisernes forsider. Storstilede razziaer førte ikke til en eneste arrestation, og det kom frem, at han havde beordret ulovlige aflytninger.

Afsløringerne af politiets fiasko solgte lige så godt som en mulig morder, og efter massiv og nådesløs kritik i pressen blev Holmér tvunget til at forlade politiet i marts 1987. Men han formåede alligevel at skabe sig en levevej via Palme-mordet. Med bogen "Olof Palme är skjuten" indledte han en ny karriere - som kriminalforfatter! Det skulle siden vise sig, at han havde mere tæft for fiktive mordgåder end de virkelige...

• Jagten på en morder

I december 1989 blev Christer Pettersson anholdt og sigtet for mordet på Sveriges statsminister. Endnu en gang stod medierne på tæerne af hinanden for at bringe kritikløse referater af politiets synspunkter.

Også danske aviser sprang med på vognen. I BT "tårner beviserne sig op" mod den mistænkte, og Ekstra Bladet konstaterede meget hurtigt, at Palme blev "offer for rå gadevold".

Men det var ikke kun formiddagsaviserne, der havde travlt med at formidle indtrykket af, at Pettersson var skyldig. Alle dagblade bragte detaljerede beretninger om mandens kriminelle fortid, drukkenskab og voldelige tendenser. Tanken om, at Palme blev offer for en enlig, sindforvirret mand, var godt nok ikke helt så spændende som de mange teorier om et internationalt eller nynazistisk komplot, men i avisernes informationsstrøm fremstod den som troværdig. Og informationerne leveredes rundhåndet af det svenske politi.

Faktisk var politiets oplysninger så detaljerede, at journalisterne rimeligt nemt kunne finde frem til den mistænktes indentitet. Allerede to dage efter anholdelsen bragte både danske, norske og britiske aviser Christer Petterssons navn og foto. Godt hjulpet af Petterssons tidligere kæreste, Astrid Thorén, der beredvilligt gav interviews og udlånte fotos. De svenske dagblade fulgte snart efter trop.

• Beviserne smuldrer

Men under retssagen mod Pettersson ændrede pressedækningen karakter, efterhånden som sagen skred frem. Fra ufarligt mikrofonholderi til det mere nøgternt vurderende. Politiets indicier viste sig at være behæftet med store usikkerheder.

Godt nok endte sagen med, at de seks lægdommere kendte Pettersson skyldig (først og fremmest fordi Palmes enke, Lisbeth Palme, udpegede ham som morderen). Alligevel var den gennemgående opfattelse, at beviserne mod ham var utilstrækkelige. De to juridiske dommere stemte for en frifindelse, og efter dommen forudsagde flere juridiske eksperter, at sagen ville smuldre, når den kom for Landsretten. Der blev stillet spørgsmålstegn ved troværdigheden af Lisbeth Palmes vidneudsagn - var hun i virkeligheden "præpareret" af politiet for at udpege Pettersson ved vidnekonfrontationen?

Længe før dommen blev omstødt ved Landsretten senere samme år, var Pettersson allerede frifundet af et utal juridiske eksperter i avisspalterne.

• Fra bums til berømthed

Efter frifindelsen var Pettersson naturligvis godt stof. Ord som "syndebuk" og "justitsmord" hang stadig i krogene. Fra at være minister-morder blev Christer Pettersson den vel nok mest aparte mediehelt, Norden har set. En mand fra samfundets bund, der dømtes for et mord, han ikke havde begået. Men til sidst sejrede retfærdigheden. Da han efter løsladelsen begav sig hjem til katten Måns i étværelses lejligheden i Stockholm-forstaden Rotebro, skete det under stor mediebevågenhed.

Pettersson havde intet imod pludselig at være Nordens mest feterede bums. Han øjnede straks en chance for at supplere sin beskedne førtidspension. Og krævede rask væk tusinder af kroner for et interview.

Der er ikke offentliggjort klare tal for, hvor meget Pettersson tjente ved at optræde i medierne. Men det stod hurtigt klart, at journalisterne måtte have den store tegnebog frem for at få den gode historie. Og de betalte velvilligt.

Pettersson pressede citronen til sidste dråbe. For en mand, der køber øl for 30.000 kroner årligt og i øvrigt nedsvælger en halv flaske bananlikør på 12 sekunder, rækker en førtidspension ikke langt. Men ved hjælp af pressens pengepung og en erstatning fra den svenske stat på 300.000 kunne han opnå den ønskede levestandard. Formedelst 36.000 kroner optrådte ham som folde-ud mand i det erotiske blad Hustler. Og for et ukendt honorar deltog han i en fingeret "retssag" på TV3, hvor hans forklaring bla. blev testet med en løgnedetektor.

Men for både medier og Christer Pettersson blev det hverdag igen. Det var trods alt begrænset, hvor mange ender, der kunne spindes over manden, der som den eneste i verden havde rettens ord for ikke at have myrdet Palme. Når han oven i købet viste sig at være dyr i drift, svandt interessen hurtigt. Medierne vendte opmærksomheden mod andre sager, og Pettersson vendte tilbage til kammeraterne foran Systembolaget. Nye spor dukkede op i Palme-sagen, og bumsen fra Rotebro gled tilbage i glemslen.

• Stadig hovedmistænkt

Politiet holder dog stadig fast i, at Pettersson er den hovedmistænkte, trods frifindelsen i 1989. Nye vidner er dukket op siden da, og nu forsøger man at få Højesterets tilladelse til at slæbe ham for retten igen.

Nok har man stadig ingen tekniske beviser, men den række indicier, politiet har samlet mod Pettersson, er det nærmeste, 12 års efterforskning er kommet et resultat.

For mange svenskere vil det være en lettelse, hvis det i sidste ende viser sig, at det alligevel var Christer Pettersson, der affyrede det dræbende skud på Sveavägen for 12 år siden. For det vil endegyldigt aflive alle komplot-teorier. Inklusive de, der peger på deltagelse af højreorienterede elementer indenfor det svenske politi. Som daværende justitsminister Anna-Greta Leijon udtrykte det, da Pettersson blev anholdt i december 1988:

"Det ville næsten være for godt, om løsningen så sådan ud - for tænk nu, hvis morderen havde været fra politiet."

• Pressens lærdom

Pressen har tilsyneladende lært én ting af forløbet omkring Christer Pettersson: At tage politiets oplysninger med en skovlfuld salt. I det mindste, når de drejer sig om Pettersson...

Denne gang er politiets nye beviser ikke blevet kritikløst refereret. De er fra starten kommenteret af uvildige, juridiske eksperter. Den gennemgående bedømmelse er, at det bliver mere end svært for politiet at få lov til at genåbne sagen mod Christer Pettersson.

Men denne pressens lærdom kan hurtigt gå i glemmebogen, hvis Højesteret alligevel tillader, at sagen genoptages ved Landsretten. For så er Pettersson igen forsidestof.

Den hektiske "det gælder om at komme først" konkurrence medierne imellem vil igen være styrende - og så er der småt med tid til at tjekke oplysninger og forholde sig kritisk.

Og Christer Pettersson? Han har til svensk TV har sagt, at han frygter en genoptagelse af sagen. Skulle en sådan blive en realitet og ende i en ny frifindelse, har han imidlertid ingen grund til at klage. En medie-renæssance ville ikke være helt af vejen. Erstatningen fra den svenske stat er forlængst brugt, og førtidspensionen rækker stadig ikke langt hos Systembolaget i Rotebro.

Christer Pettersson, kriminel alkoholiker og stofmisbruger, er den eneste person, som det er lykkedes Palme-efterforskerne at få rejst tiltale mod.

Af Jesper Gimbel

Da Christer Pettersson blev anholdt i 1988, var han allerede en gammel bekendt af politiet, tidligere dømt i 60 forskellige forhold. Og han havde slået ihjel før. I december 1970 stak han en mand ned med en bajonet på Kungsgatan midt i Stockholm. Efter mordet flygtede han - først nordpå ad Sveavägen, siden ad Tunnelgatan i østlig retning. Samme flugtrute som Palmemorderen brugte mere end 15 år senere.

Fredag den 28. februar 1986 fik Christer Pettersson besøg i sin lejlighed på Kung Hans Väg i Rotebro, en forstad til Stockholm. Klokken var godt seks aften, da hans ven, Ulf Spinnars, bankede på. Begge mænd var amfetamin-misbrugere og "trængte til et skud". Derfor tog Pettersson toget mod Stockholm centrum klokken 18.47 for at hente stof.

Han tog ind på den betændte spilleklub "Oxen" for at møde Sigge Cedergren, der ofte forsynede ham med amfetamin. Pettersson drak det meste af en flaske vodka og fik sit stof. Klokken 22.46 eller 23.16 tog han toget hjem, men faldt i søvn undervejs og vågnede på endestationen i Märsta.

• Den købte politiet ikke

Dette var i store træk, hvad Christer Pettersson forklarede til politiet om sin færden på mordaftenen. Men politiet var overbevist om, at han løj.

Politiet hævdede, at Pettersson ikke opholdt sig på "Oxen" hele aftenen, som han selv sagde. I stedet gik han til Sigges lejlighed på Tegnergatan, fandt ingen hjemme og vandrede derefter rundt i kvarteret.

Han fik øje på Olof og Lisbeth Palme, der gik ind i biografen Grand, og mindedes, hvad hans ven og tidligere medfange, bombemanden Lars Tingström, havde sagt: Olof Palme er skyld i alle vore problemer!

Optændt af had vendte han tilbage til Sigges lejlighed i Tegnergatan. Han vidste, at Sigge foruden narkotika også handlede med våben, brød døren op og stjal en revolver - en Smith & Wesson Magnum .357.

Han vendte tilbage til Grand biografen og ventede. Da ægteparret Palme kom ud, fulgte han efter dem og skød Olof Palme ned på klos hold.

• Udpeget af Palmes kone

Politiet byggede sin teori på en række vidneudsagn. Fem personer (blandt dem sønnen Mårten Palme) udpegede med større eller mindre sikkerhed Pettersson som en mystisk mand, de så i nærheden af biografen på mordaftenen.

Flere af Petterssons bekendte fra "Oxen" afviste, at han havde opholdt sig dér hele aftenen.

Ulf Spinnars, som troligt ventede i Petterssons lejlighed, kunne ikke bekræfte, at denne var tilbage senest klokken tolv, som Petersson selv påstod.

Og vigtigst af alt: Lisbeth Palme udpegede ved en videokonfrontation Pettersson som den mand, der skød Olof Palme.

Christer Pettersson blev anholdt og sigtet for mordet på Olof Palme den 14. december 1988. Den 27. juli 1989 faldt dommen i Stockholms byret. I retssalen udpegede Lisbeth Palme endnu engang Christer Pettersson som sin mands morder, og alle seks lægdommere fandt ham skyldig. Derimod stemte begge juridiske dommere for en frifindelse.

Christer Pettersson blev idømt livsvarigt fængsel for mordet på Olof Palme.

• Frifindelse

I pressen betegnede flere analytikere dommen over Pettersson som "tynd". Den fremherskende opfattelse var, at han blev kendt skyldig hovedsagligt på Lisbeth Palmes vidneudsagn. Samt at politiets indicier ikke ville holde ved en appelsag.

Sådan gik det også. Da sagen kom for i Svea Landsret, havde forsvaret taktikken klar. Vidnepsykologen Astrid Holgersson var indkaldt som sagkyndig, og hendes udsagn gennemhullede anklagemyndighedens stærkeste trumf: Troværdigheden af Lisbeth Palmes erindringer om, hvad hun så i sekunderne efter mordet på hendes mand.

Den 2. november 1989 blev Christer Pettersson frikendt ved Svea Landsret. Alle dommere, fire juridiske og tre lægfolk, var enige i afgørelsen.

• Alle gode gange tre?

Frifindelsen har ikke betydet, at Christer Petterssons navn er forsvundet ud af Palme-sagen. Tværtimod er der med jævne mellemrum fremkommet nye oplysninger, der har sat ham i forbindelse med mordet på den ene eller anden måde.

Den 5. december 1997 offentliggjorde den svenske rigsanklager, Klas Bergen-Strand, en ny, overraskende udvikling. Han havde samme dag anmodet den svenske Højesteret om lov til at rejse sagen mod Christer Pettersson på ny.

Politiet mener nu at have de manglende brikker, der kan fastlægge uklarhederne i hændelsesforløbet på mordaftenen - og endeligt fælde Christer Pettersson som Olof Palmes morder.

• Nye vidner som trumf

Fire nye vidner har meldt sig. Heraf betegner han de to som "troværdige og besindige personer, som fører et normalt socialt liv."

· Vidnet E kom på mordaftenen kørende sydpå ad Malmskillnadsgatan. Ved David Bagares Gata tumlede en mand pludselig ud foran bilen, og E måtte bremse hårdt op. De stirrede på hinanden i 5-10 sekunder, på mindre end to meters afstand. E er helt sikker på, at manden var Christer Pettersson, og at han havde en revolver i højre hånd. E angiver tidspunktet for episoden til at være "et sted mellem 23.00 og 24.00". Først den 11. maj 1997 kontakter han politiet.

· Vidnet I var på vej ad David Bagares Gata mod Sveavägen omkring klokken 23.25 (altså få minutter efter mordet), da han møder en mand, som kommer luntende i modsat retning. Ligesom E er I helt sikker på, at manden var Christer Pettersson. I ringer til politiet 28. november 1996.

· De to sidste vidner kendte begge Pettersson i forvejen fra Stockholms underverden. Den ene er en prostitueret kvinde, der hævder, at hun så ham på hjørnet af Sveavägen/Tegnergatan efter klokken 21.00. Hun afhøres i 1997. Det sidste vidne er en mand, der ulovligt kørte taxa. Han siger, at han så Pettersson fire gange på mordaftenen, i Tegnergatan, på Sveavägen og udenfor Grand biografen. Han blev afhørt første gang i slutningen af 1989, få dage, før Pettersson blev frifundet ved landsretten. Juridiske eksperter vurderer, at det derfor bliver svært at bruge ham som vidne ved en ny sag - anklageren kunne dengang have begæret sagen udsat for at føre manden som vidne.

Udover de nye vidner er anklagemyndigheden i besiddelse af en video fra 1995, hvor narko- og våbenhandleren Sigge Cedergren fortæller, at han en måned inden mordet lånte Pettersson en kaliber .357 Magnum-revolver. Cedergren er siden død af kræft.

En anden død forbryder har også leveret skyts mod Pettersson. Det drejer sig om bombemanden Lars Tingström, der døde i 1993. Men han efterlod sig et "testamente" hos sin advokat, Pelle Svensson, som måtte love at holde det hemmeligt indtil tiåret for Palmes død. I "testamentet" udpeges Pettersson som Palmes morder.

Mens anklagemyndigheden gør endnu et forsøg på at få Christer Pettersson dømt for mordet på Olof Palme i 1986, lever den mest populære komplot-teori videre i bedste velgående: Politiet stod selv bag mordet

Af Jesper Gimbel

Den mest hårdnakkede af de mange komplot-teorier, der er opstået om mordet på Olof Palme, er kendt under navnet "Politi-sporet".

Ifølge tilhængerne af denne teori blev Olof Palme myrdet af en højreorienteret fraktion inden for politiet. Opklaringsarbejdet, hævder tilhængerne, har i det store og hele drejet sig om at tilsløre de faktiske begivenheder.

Grove forsømmelser og passivitet fra politiledelsen på selve mordnatten er et af de vægtigste argumenter for, at politiet ikke har rent mel i posen i Palme-sagen. Og i den efterfølgende opklaringsfase har politiet tilsyneladende været tøvende over for at beskæftige sig med vidner, der hævder at have set mystiske politifolk og mænd med walkie-talkies flere steder i det indre Stockholm omkring mordtidspunktet. Udsagn, der kunne tyde på, at Palme var under massiv overvågning umiddelbart inden, han blev myrdet.

• "Baseball-ligaen"

"Politi-sporet" tog sin begyndelse samme aften, som Olof Palme blev myrdet - fredag den 28. februar 1986.

Klokken godt 23.30 var tv-producer Lars Krantz på vej hjem efter at have været i teatret med sin datter. Han sad i en bus linje 43, som kørte ad Birger Jarlsgatan i det centrale Stockholm. Da bussen holdt ved Eriksbergsgatans stoppested, ikke langt fra mordstedet, bemærkede han en mand stige på, for straks at ombestemme sig og forlade bussen igen, uden at køre med. Manden virkede intens og koncentreret, og derfor lagde Lars Krantz mærke til ham.

Da tv-producenten senere erfarede, at Palme var myrdet, slog det ham, at det måske var den flygtende gerningsmand, han havde set i bussen. Han kontaktede derfor politiet, som dog ikke tillagde hans iagttagelse større betydning.

Lars Krantz' søn, som var journalist ved dagbladet Expressen, fortalte ham om et anonymt tip, avisen havde fået. En mand havde ringet og påstået, at medlemmer af den såkaldte (og nu opløste) "baseball-liga" fra Norrmalm politiet i Stockholm kunne tænkes at stå bag mordet.

• Genkendte politifolk

"Baseball-ligaen" var øgenavnet på Norrmalmpolitiets civilklædte gadevoldsgruppe, som eksisterede 1982-83. Øgenavnet fik medlemmerne, fordi nogle af dem bar baseball-kasketter på gaden. Flere betjente fra baseball-ligaen pådrog sig adskillige anmeldelser for selv at have udøvet vold. To af dem blev i et tv-program anklaget for at have forvoldt en stofmisbrugers død under et forhør, og den retslige afklaring af denne sag foregik netop på den tid, da Palme blev myrdet.

Lars Krantz blev interesseret i baseball-ligaen og begav sig den 4. marts til Svea Landsret for at overvære sagen mod de to betjente fra tv-udsendelsen. Han mente at genkende den ene som den mystiske buspassager. Straks efter opsøgte han personligt Palme-efterforskningens leder Hans Holmér, men denne afviste at høre på hans forklaring. Hvad Krantz ikke vidste på dette tidspunkt var, at alle spor, der pegede mod politifolk, skulle efterforskes af det svenske sikkerhedspoliti Säpo - og ikke af Holmérs Palme-gruppe. Hans beretning var derfor videregivet til Säpo.

Säpo havde også fået et vidneudsagn fra den buschauffør, som førte den pågældende bus. Han fortalte om ikke én, men to mystiske passagerer ved stoppestedet ved Eriksbergsgatan. Da de to vidneudsagn adskilte sig på flere punkter, sluttede Säpos opdagere, at vidnerne ikke kunne have været med den samme bus.

• Journalist holder fast i sporet

Men Lars Krantz lod sig ikke affærdige. Han fandt frem til buschaufføren og viste ham fotos af to politifolk fra "baseball-ligaen" - "X" og "Y". De samme to, som i tv blev beskyldt for at have slået en stofmisbruger i hjel. Chaufføren mente at kunne identificere dem som de to mystiske passagerer.

Snart fik Lars Krantz den opfattelse, at hverken politi eller Säpo tog hans eget og buschaufførens vidneudsagn alvorligt - hvis de da ikke ligefrem søgte at dække over en skjult sandhed. De to politifolk - X og Y - nægtede begge at have kørt med den pågældende linje 43, hvorefter Säpo ikke gjorde mere ud af sagen.

Lars Krantz gik til avisen Arbetet, der bragte hans beretning som dagens tophistorie. "Politi-sporet" var nået ud til offentligheden.

Den 14. oktober 1987 bragte radioprogrammet "Kanalen" et indslag, hvor journalisten Lars Borgnäs oplæste et referat af buschaufførens vidneudsagn. Beretningen indeholdt flere opsigtsvækkende detaljer.

For det første var chaufføren "100% sikker på", at de to mænd, han så i bussen, var de to politimænd X og Y fra "Baseball-ligaen".

For det andet så han dem ikke én, men to gange på mordaftenen. Begge gange ved stoppestedet Eriksbergsgatan.

Første gang var klokken 22.15. Her var den ene forklædt som kvinde! (Chaufføren medgav, at denne iagttagelse er en efterrationalisering)

Anden gang var klokken 23.24. To mænd ville tilsyneladende med bussen, en lys og en mørk, men kun den lyse steg på. Den mørke ventede på mærkelig vis udenfor, som om han ikke kunne beslutte, om han ville stige på. Derfor lagde chaufføren særligt mærke til ham. Og på det tidspunkt, hvor han udtalte sig til "Kanalen" (næsten halvandet år efter), var chaufføren overbevist om, at den tøvende mand uden for bussen bar paryk og var sminket. Han skulle ligne "den 33-årige", politiets første hovedmistænkte, som blev anholdt kort efter mordet!

• Vidne trækker udsagn tilbage

I sommeren 1989 trak buschaufføren alle sine forklaringer tilbage, da han vidnede under en retssag mod avisen "Proletären" i Göteborg. Han hævdede nu, at han var løgnagtigt refereret i "Kanalen", og at han aldrig havde udpeget nogen politifolk overfor Lars Krantz. Nogle måneder tidligere havde han krævet at få udbetalt belønningen på 50 millioner sKr., som var udlovet for det afgørende tip i sagen. I brevet lovede han at tie, med mindre politi og anklagere kaldte ham i retten. Hans krav blev afslået.

Det er altså uklart, hvad chaufføren så (eller ikke så) på mordnatten. Også Lars Krantz' vidneudsagn må tages med et vist forbehold, idet han meget hurtigt kædede sin iagttagelse sammen med rygtet om "baseball-ligaen".

Til gengæld er Säpos håndtering af sagen lige så uklar. Der gøres ikke noget alvorligt forsøg på at finde ud af, hvad der egentlig foregik i den pågældende linje 43. Man efterlyser ikke andre passagerer, som kan be- eller afkræfte Krantz' og chaufførens historier.

Da politimanden "X" afhøres, fortæller han, at han på mordaftenen befandt sig i sit hjem sammen med sin kæreste. Først nogle dage senere afhøres kæresten, som bekræfter hans alibi - hvorefter sagen blev afsluttet.

Samme X - hvis kontakter med det ekstreme højre allerede på det tidspunkt var velkendt af politiledelsen - dukkede senere op i andre sammenhænge i den komplekse Palme-sag.

Et halvt år efter mordet oprettede han sammen med en kammerat et firma, hvis eneste opgave tilsyneladende bestod i at levere avancerede våben og radioudstyr til efterforskningsleder Hans Holmérs livvagter - hvoraf flere i øvrigt havde en fortid i "baseball-ligaen". Og da forlagsdirektøren Ebbe Carlsson indledte en privat efterforskning (ulovligt sanktioneret af justitsminister Ane-Grete Leijon, som måtte gå af, da det blev afsløret), var det X, som indsmuglede illegalt aflytningsudstyr til formålet.

• Aflytningsudstyr og en SS-hjelm

Den 24. oktober 1987 fik "politi-sporet" ny næring gennem en opsigtsvækkende artikel i "Arbetet". Kilde til artiklen var Roland Öhrn, socialdemokratisk medlem af Stockholms polisstyrelse.

Öhrn berettede om oplysninger, han havde fået af en bekendt, "Hans", en fremtrædende socialdemokrat. "Hans" ejede flere udlejningsejendomme i Traneberg, og da han samme sommer måtte skaffe sig adgang til en af lejlighederne i forbindelse med en vandskade, gjorde han en bemærkelses- værdig opdagelse. I et skab i lejligheden opdagede han elektronisk udstyr, der kunne ligne aflytningsudstyr - og en SS-hjelm. Det opsigtsvækkende var, at lejligheden var udlejet til politimanden "Y" fra "baseball-ligaen".

Da Säpo undersøgte sagen, fandt man intet aflytningsudstyr. "Y" har siden hævdet, at der aldrig har været andet end almindelige hobbyapparater i lejligheden, såsom stereoanlæg og telefonsvarer. SS-hjelmen havde han fundet på vej hjem fra en fest.

• Mystiske politibiler og mænd med walkie-talkies

Allerede få dage efter mordet fik politiet de første henvendelser fra folk, der havde lagt mærke til mystiske mænd med walkie talkies i kvarteret omkring gerningsstedet på selve mordaftenen.

Andre henvendelser handlede om politibiler, der blev observeret forskellige steder i centrum umiddelbart inden mordet. "Kanalens" journalister Lars Borgnäs og Olle Hägg kontaktede Curt Nilsson, chef for politiets operative enhed, for at få en bekræftelse på politibilernes tilstedeværelse. Men Curt Nilsson oplyste, at ingen biler var registreret de pågældende steder i politiets database.

Tilsyneladende gjorde Säpo ingen alvorlige forsøg på at trænge til bunds i disse vidneudsagn. Flere af vidnerne blev aldrig afhørt, og politiet har aldrig givet forklaringer på de mystiske politibiler.

Til gengæld vakte det stor opmærksomhed i offentligheden, da pressen for alvor begyndte at tage "politi-sporet" alvorligt, ikke mindst efter en række tv-udsendelser af journalisterne Lars Borgnäs og Thomas Bresky. Billedet af et komplot mod Olof Palme, med aktiv deltagelse af politifolk, tegnede sig. Løj politiet bevidst for at skjule den virkelige sandhed om mordet? En Gallup-undersøgelse viste, at 12 % af svenskerne troede på, at politiet var indblandet.

• Seks minutter som forsvandt

Gösta Söderström var sammen med sin kollega Ingvar Windén den første politimand, der ankom til gerningsstedet efter mordet på Olof Palme.

Ifølge politiets officielle oplysninger skete det klokken 23.23, altså to minutter efter at mordet var begået.

Men Söderström hævdede, at han først ankom 23.28. Han så nemlig på sit armbåndsur og noterede rutinemæssigt tidspunktet ned. Windén angiver tidspunktet til 23.30, men de to politifolk fandt senere på natten ud af, at deres ure gik halvandet minut forskelligt.

Anne Hage og Karin Johansson, to vidner, der overværede mordet, støttede Söderströms forklaring, idet de anslog, at der gik 7-10 minutter, før politiet ankom.

Journalisten og debattøren Sven Anér udgav i 1988 en bog om "politi- sporet". I sin bog hævdede han, at politiets vagtcentral (SBC) ikke slog alarm klokken 23.23, som den officielt angav, men først seks minutter senere. Sine konklusioner baserede han dels på Söderströms og andre vidners forklaringer, dels på udskrifter af opkald til Alarmcentralen (LAC) samt den såkaldte IM-liste (fortegnelse over kommunikation mellem SBC og patruljevogne). Intet i denne kommunikation tydede på, at politiet slår alarm før tidligst 23.29, mente Anér.

Hans konklusion forudsatte dog, at der var fejl i kriminalkommisær Jan Länninges protokol over mordnattens opkald til LAC. Ifølge protokollen forlod ambulancen med Olof Palme mordstedet klokken 23.28. Anér påstod, at dette først skete 23.34.

Nattens opkald til LAC blev alle optaget på bånd, og Länninges protokol var baseret på en kopi af dette bånd. Men der opstod snart efter mystik om båndets sandhedsværdi.

• Båndet der genopstod

Den 4. september 1988 fremlagde dataeksperten Mauricio Vigil en sensationel afsløring på et offentligt møde i Stockholm om Palme-sagen. Vigil havde analyseret en kopi af politiets bånd med optagelser af indkommende telefonsamtaler til alarmcentralen på mordnatten. Han nåede frem til den opsigtsvækkende konklusion, at politiets bånd var en forfalskning. Båndet var politiets væsentligste kilde til at dokumentere de nøjagtige klokkeslet for mordnattens begivenheder.

På LänsAlarmeringsCentralen (LAC) blev alle indkommende telefonsamtaler automatisk optaget på et 36-spors bånd. Hver åben telefonlinje blev optaget på et spor for sig, og samtidig blev Frk. Klokken optaget separat på et andet spor. På den måde kunne man, ved at sammenligne samtale-sporene med »Frk. Klokken-sporet&laqno; fastslå det nøjagtige tidspunkt for en samtale.

To forskellige talemaskiner blev anvendt til Frk. Klokkens tidsangivelser. Den ene - kaldet "Frk. Klokken B" - havde på det tidspunkt en mindre defekt, som forårsagede en klikkelyd, når den udtalte ordet "halvtreds". Desuden havde de to apparaters afsluttende bip-signaler forskellig længde. Normalt anvendtes A-maskinen (den uden defekt), men på mordnatten var alene "Frk. Klokken B" i brug.

Vigils analyse tydede imidlertid på, at tidsangivelserne på båndet stammede fra "Frk. Klokken A" - den fejlfri maskine, som slet ikke var i brug. Derfor konkluderede han, at samtalerne på båndet var komponeret sammen med en anden indspilning af Frk. Klokken, der ikke stammede fra mordnatten.

Vigils påstande kunne nemt efterprøves ved at analysere det originale LAC-bånd og sammenligne det med politiets kopi. Men det originale bånd eksisterede tilsyneladende ikke! LAC arkiverede sine bånd i 60 dage, hvorefter de blev genbrugt. Det vil sige, at den originale indspilning fra mordnatten var slettet forlængst.

LAC arkiverede desuden papir-udskrifter af båndene. Men heller ikke udskrifterne fandtes længere. De blev kun gemt i 12 måneder, hvorefter de brændtes.

Kun to dage efter Vigils sensationelle afsløring tog sagen en ny, overraskende vending. Det originale LAC-bånd, som altså angiveligt blev slettet mere end to år tidligere, "genopstod" den 6. september. Det havde hele tiden ligget i et pengeskab på Alarmcentralen - uden at nogen vidste af det!

Originalbåndet blev nu sendt til grundig analyse på Statens Kriminaltekniska Laboratotium (SKL). Sammenholdt med politiets kopi fandt SKL, at "der ikke er fremkommet noget, som taler for, at båndet skulle være manipuleret." Om Vigils analyse sagde SKL, at han "har foretaget korrekte målinger, men fået forkerte resultater", på grund af politi-båndets dårlige kvalitet.

Efter SKLs analyse bør det anses for dokumenteret, at der ikke er manipuleret med tidsangivelserne på LAC-båndet. Men LAC-båndet indeholder alene opkald til alarmnummeret 90 000 (svarer til 112 herhjemme). Politiets interne kommunikation (mellem vagtcentralen (SBC) og patruljevogne) findes kun på den såkaldte IM-liste.

• Løgn i Vagtcentralen?

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål omkring politiets indsats den nat, Olof Palme blev myrdet. Især hvad angår indsatsen fra SBC, vagtcentralen, der skulle organisere og dirigere jagten på morderen. En jagt, der stort set ikke fandt sted.

Vagtcentralen blev alarmeret klokken 23.23.00 af telefonisten Ann-Louise Paulsson fra Järfälla Taxi, umiddelbart efter at hun via taxi-centralens radio havde fået besked om det af øjenvidnet og taxa-chaufføren Anders Delborn. Radiooperatør Ulf Helin tog mod meddelelsen om, at en mand var skudt på hjørnet af Sveavägen/Tunnelgatan. Samtalen varede i 20 sekunder, hvorefter Helin afbrød telefonforbindelsen. Stik imod forskrifterne, der siger, at telefonlinjen skal holdes åben, indtil en patruljevogn er ankommet til gerningsstedet.

Herefter hersker der stor uklarhed over, hvad der egentlig er foregået hos SBC. Områdeopkald, som SBC hævder at have udsendt flere gange til alle patruljevogne, er efterfølgende blevet benægtet af flere af de betjente, der var på patrulje. Der blev ikke udsendt instrukser for, hvordan morderjagten skulle organiseres, eller hvad de enkelte patruljevogne skulle foretage sig.

Anders Thornestedt, arbejdsleder på SBC, har siden forklaret det med, at man afventede et bedre signalement af morderen.

Radiooperatør Ulf Helin, der modtog alarmopkaldet fra Järälla Taxi, har forklaret, at han straks sendte to patruljevogne til gerningsstedet. Det fremgår også af klokkeslættet på den såkaldte IM-liste, som er en slags logbog, der lagres i computeren, når en besked sendes afsted. Alligevel taler andre forhold for, at det måske ikke var tilfældet.

• Mystiske detaljer

Når en radiooperatør i SBC sender en besked, kan den umiddelbart ses på de andre operatørers computerskærme. Men da Ann-Louise Paulsson fra Järfälla Taxi kort efter sit første opkald ringede igen for at sikre sig, at en politibil var på vej, kunne ingen af de to operatører, hun fik forbindelse med, se noget på deres skærme.

Desuden indeholder IM-listen en pudsig detalje. Det fremgår, at den ene af de to patruljevogne, som Helin dirigerede til skuddramaet på Sveavägen, minuttet efter beordres til ballade med en fuld mand et helt andet sted!

Da man omkring midnat ville etablere en egentlig kommandocentral (som reglerne foreskriver ved en større politiindsats), kunne man angiveligt ikke få EDB-udstyret til at fungere på grund af en teknisk fejl. Man tilkaldte derfor Anders Sigurdsson, en teknikkyndig kommissær, hvilket betød en forsinkelse på godt en halv time. Sigurdsson har siden forklaret, at han ikke fandt nogen teknisk fejl.

Omkring 00.30 indfandt länspolitimästaren Gösta Welander og chefen för ordningspolisen Sune Sandström sig. Herefter koncentrerede den vagthavende kommissær, Hans Koci, sig om vagtcentralens andre gøremål. Han har siden forklaret, at han troede, Welander og Sandström overtog ledelsen af Palme-sagen. Omvendt troede begge politichefer, at Koci stadig styrede morderjagten! Der var med andre ord ingen, der tog det overordnede ansvar for vagtcentralens indsats.

Først omkring klokken 02.00 udsendte SBC en rigsalarm. Først halvanden time efter, at vagthavende inspektør ved kriminalpolitiet, Harry Hedlund, telefonisk havde krævet en sådan udsendt.

• Politi-sporet stadig varmt

Den resultatløse indsats fra politiet har ført til, at flere kommissioner er blevet sat til at undersøge politiets efterforskningsarbejde.

En juridisk og siden en parlamentarisk kommission afsluttede arbejdet allerede i 1987, uden væsentlige eller overraskende resultater. Efterforskningsleder Hans Holmér, der blev fyret efter knap et år på posten, blev kritiseret for at have bragt politiarbejdet på vildspor ved at satse ensidigt på sin yndlings-teori om, at den kurdiske organisation PKK stod bag mordet.

Hvad angik den mangelfulde indsats på selve mordnatten, lød konklusionen, at den skyldtes chok, inkompetence og underbemanding på politiets vagtcentral SBC. Altså ikke, som hævdet af politi-sporets tilhængere, en bevidst utilstrækkelighed for at hjælpe morderen til at undslippe. Som Ragnar Edenman, leder af den parlamentariske kommission, udtrykte det: "Vi må jo kunne stole på vores politi og anklagemyndighed".

Denne konklusion svækkede tiltroen til kommissionerne mere end til politi-sporet. Desuden viste det sig, at sikkerhedspolitiet Säpo havde censureret i det materiale, kommissionerne fik udleveret.

I 1993 besluttede den svenske Riksdag at nedsætte endnu en Palme-kommission. Denne, den tredje af slagsen, skal foretage en langt dybere granskning af politiarbejdet end de to foregående - og den arbejder stadig!

• Palme-sagen som mission

Men politiet og Palme-kommissionen er ikke de eneste, der forsøger at efterforske Sveriges mest berømte mord. En lang række selvbestaltede "privatdetektiver" af mere eller mindre seriøst tilsnit har gjort det til deres mission at finde frem til sandheden.

I 1995 udsendte de to finske brødre Kari og Pertti Poutiainen "Inuti labyrinten" (Inde i labyrinten). Mere end otte års granskning af officielle dokumenter, sagsakter, analyser af bånd og båndudskrifter samt et utal af interviews med implicerede politifolk og vidner endte i et mammutværk på 880 sider. Ved at gennemgå mordnatten minut for minut og sammenstille store mængder af stærkt modstridende udsagn og oplysninger tegnede brødrene et billede, der snarere end inkompetence og handlingslammelse lignede en bevidst forhalingstaktik.

Bogens grundige og videnskabelige fremstilling gjorde så stort indtryk på den tidligere finansminister Kjell-Olof Feldt, at han offentligt opfordrede Palme-kommissionen til at undersøge politi-sporet til bunds.

Selvom politi og anklagemyndighed i øjeblikket er optaget af et nyt forsøg på at få Christer Pettersson dømt for mordet på Olof Palme, er politisporet stadig varmt.

Tre fremtrædende medlemmer af Palme-kommissionen (blandt andet formanden Lars Eric Ericsson) har for nylig overfor Sydsvenska Dagbladet bekræftet, at politi-sporet stadig skal undersøges. Også selvom Højesteret giver tilladelse en ny sag mod Christer Pettersson, og også hvis Pettersson kendes skyldig.

"Det er et spørgsmål om offentlighedens tiltro til politiet", sagde Inga-Britt Ahlenius, generaldirektør ved Riksrevisionsverket og medlem af kommissionen, til Sydsvenska Dagbladet.

Danmarks Radio bragte mandag den 27. februar 2006 et dokumentarprogram "Det forkerte Mord" af Mikael Hylin og Lasse Spang Olsen som har fået det svenske politi til at "genoptage" sagen, hvis man da kan sige genoptage om en sag de aldrig har opklaret eller har afsluttet.

Programmets hypotese gik ud på at det slet ikke var Olof Palme der skulle myrdes men en narko-bagmand, Sigge Cedergren.

Læs om dokumentar-programmet "Det forkerte mord" her.

Det forkerte mord genudsendes:

• 04.03.06, kl. 12:10 - DR1
• 04.03.06, kl. 20:00 - DR2 - Temaaften om Palmemordet
• 05.03.06, kl. 24:05 - DR1
• 07.03.06, kl. 09:05 - DR1
• 13.03.06, kl. 27:00 - DR2 (Ja de skriver kl 27 ???)

• DR1 om Palme-mordet
• DR1 om "Det forkerte mord"
• Christer Pettersson - et tragisk liv - DR Nyhederne
• Christer Pettersson-teorien
• Skub-teorien - myrdede Christer Pettersson Palme i vrede?
• Forvekslingsteorien - var det Sigge, der skulle dø?