Rinkenæs Gamle Kirke

 - er en af Danmarks ældste Kirker, indviet til Skt. Laurentius den 10. august 1158, hvilket vides med rimelig sikkerhed. Kirken tjente alene som Sognekirke indtil 1932, hvor Korskirken blev indviet. Der holdes Gudstjeneste her en gang om måneden, og der foretages også stadig andre kirkelige handlinger.

Kirken er oprindeligt bygget i romansk stil af rå og kløvede kampesten, og den er nu forsynet med et rødt tegltag. Der er i tidens løb foretaget mange ændringer af bygningen, f.eks. er der indsat nye vinduer og foretaget store reparationer af murværket. Det sidste især på grund af de voldsomme begivenheder bygningen har været udsat for. De steder hvor det har været nødvendigt at forny murværket, er dette blevet gjort hovedsageligt med munkesten. ? Våbenhuset på sydsiden er bygget af munkesten og opført i første halvdel af 1500 tallet.

Ifølge overleveringer er kirken oprindeligt blevet bygget som et Kapel hørende under Kliplev Kirke. En rig rettroende enke forærede grunden til Kirken og betalte,  hvad opførelsen kostede, og egnens beboere transporterede byggematerialerne til stedet, foruden at de leverede arbejdskraften til byggeriet. Hvornår Rinkenæs blev et selvstændigt sogn ved man ikke, men alt tyder på, at det er sket i slutningen af 1400 - tallet. Indtil da blev kirken betjent af en Kapellan.

Fra indvielsen i 1158 og til omkring 1500 har man ingen sikre efterretninger om Kirken. Der hersker dog ingen tvivl om, at den også er bygget som et tilflugtssted for egnens beboere i ufredstider, som mere var en regel end en undtagelse i det 12. og 13. århundrede: Murene er ca. 1½ meter tykke, vinduerne var små og sad næsten helt oppe under taget (omridset af disse kan stadig ses i nordmuren), og de var tilgitret med jernstænger. Taget var beklædt med bly, og kirkedøren af tomme tykke egeplanker beklædt med jernbånd på den udvendige side kunne barrikaderes inde fra. Et tilflugtssted som man ikke uden videre kunne invadere ude fra.

Som det kan ses på Kirkens ydre ar, har den været udsat for ret alvorlige hændelser op igennem tiderne. ? Den første gang, det for alvor gik galt, var under 30 års krigen i 1643, da den svenske general Thorstensen´s tropper huserede her. De plyndrede ikke kun, hvad de kunne her på egnen, de rev også blytaget af Kirken, for at bruge det til at støbe kugler af. Endvidere rev de jernarmeringen ud af vinduerne for at bruge jernet til hestesko. Endelig har de også sat ild til Kirken ? dog uden at den tog nævneværdig skade her ved. Da freden indtraf, gik man straks i gang med at genopbygge både landsbyen og Kirken, hvilket nok ikke har været let, da man var forarmet efter svenskernes hærgen og plyndren. Der var heller ikke råd til et nyt blytag, så man nøjedes med et spåntag.

Da så svenskekrigen brød ud i 1657, fik man besøg af den danske konges allierede Brandenburgerne med deres polske troppeenheder. Og hvad fjenderne ikke havde fået ødelagt, fuldbragte vennerne. Landsknægtene var sure over, at der ikke var noget at plyndre efter svenskerne ? dette at plyndre var en del af deres løn, også i allieredes land ? så derfor brændte de landsbyen Rinkenæs af, og alle, der ikke havde skjult sig i skovene, blev brutalt myrdet. I Kirken var der heller ikke noget at hente (præsten havde gravet kirkesølvet ned), så derfor satte man ild til Kirken, som nu virkelig tog skade, fordi der var trætag på, som ilden rigtig kunne få fat i. Ilden var så kraftig, at østgavlen var ved at vælte. Derfor har man måttet bygge de to støttepiller op udvendigt, for at holde den på plads. Denne brand har også mørnet en stor del af murværket, så det har været nødvendigt at udskifte store dele deraf.

Kirken har aldrig haft noget tårn. Klokken, som er fra ca. 1500, var hængt op i en træklokkestabel, og den blæste omkuld i en storm i 1884. Den daværende præst har her efter skrevet i kirkebogen: ?Forhåbentlig bliver denne stabel bygget op igen hurtigst muligt, men i en pænere form end den tilforn, som Herren i sin vrede over dens udseende lod vælte med en storm?. Klokkestabelen blev dog aldrig genrejst. I stedet for blev klokken hængt op i en tagrytter på våbenhuset, hvor fra den blev flyttet til vestgavlen, fordi tagværket ikke kunne bære den.

Kirkens indre har op igennem tiderne gennemgået mange forandringer, alt efter hvad tiden har forlangt, og indtil 1870erne var den også rigt udstyret med inventar. Det var pietismen, der på den tid slog igennem i sognet, og det bevirkede, at en stor del af inventaret blev spredt for alle vinde, da denne trosretning forlangte, at der blev ryddet grundigt ud i Kirkens indre. ?

Man har indtil dato bibeholdt det ganske særlige, at Kirken bliver oplyst af stearinlys.

Der er dog indlagt elektricitet i Kirken, til opvarmning af rummet og til orglet.

Det oprindelige alter fra 1400 - tallet blev splittet ad, og figurerne derfra sat op forskellige steder i kirkerummet, mens alterskabet blev gjort til pindebrænde. I stedet for blev der sat en nygotisk altertavle op. Siden årtusindskiftet har denne hængt på nordvægen af koret, og man har så vidt det var muligt rekonstrueret den oprindelige altertavle.

Prædikestolen er i renæssance fra 1606. I 1801 fik den enkelte tilføjelser i empire. Stolen er skænket til Kirken af den rige adelsdame fra Vendsyssel, Dorothea Munk, som var gift med Riggel Bennick til Hovgård. Den bærer følgende inskription: Dorothea Munk mit naffn monne være/ thenne predigestoel/ gaf jeg til/ guds ære anno/ christi/ 1606. Desuden er der et hjelmet våben for slægten Bennick og et for slægten Munk. ? Himlen er fra 1801 og i empire. Duen stammer fra en tidligere himmel fra det 17. århundrede.

Døbefonten er fra 1799 og dåbsfadet i tin er fra samme tid, men er senere omforandret.

På sydvægen hænger et processionskrucifiks fra ca. 1400. Siden de store omvæltninger i Kirken op til år 1900 har det været overmalet i de samme farver som stolestaderne. Ved at fjerne denne maling i 1952 fandt man ud af, at krucifikset oprindeligt var farvelagt. Af de oprindelige farver var der så meget tilbage, så det var muligt at rekonstruere farvelægningen.

Stolestaderne er fra omkring 1800. Det var før i tiden kutyme at mændene sad i højre side af Kirken og kvinderne i venstre. Derfor har man i mandssiden knagerækken til hatte, og i kvindesiden er bænkene en meter bredere, fordi der også skulle være plads til børnene her.

Pulpituret mod vest, der hvor nu orglet er anbragt, er fra 1708, og det mod nord fra 1723. Under restaureringen i 1970erne opdagede en konservator fra Odense, at der på pulpiturets balustrades sidste felt under seks lag maling fandtes en afbildning af den sidste af de 12 små profeter fra det gamle testamente. Man gik derfor ud fra, at der i de øvrige felter under malingen gemte sig billeder af de resterende små profeter. ? Under renoveringen i 2008 blev disse felter afdækket, et arbejde som blev betalt af A. P. Møller Fonden med 750 000 Kr.

Orglet på vestpulpituret, som er i nygotisk stil, er opstillet i 1875. Dette blev ombygget i 1911, og igen i 1970erne. Orgelfacaden blev dog bibeholdt, så det er med andre ord kun ?indmaden?, der er blevet skiftet ud.

På sydmuren hænger en lille plade med familien Bennicks våben. Endvidere på nordmuren et nadverbillede, som kirkens degn Hans Gregori Petersen har skænket Kirken i 1698. Det påstås at billedet viser datidens præst, degn og menighedsråd.

I våbenhuset hænger en lille messeklokke, som ifølge overleveringen skulle være fra slutningen af det 15. århundrede. Eksperter har i 2008 påstået, at den er fra før år 1300.  Helt op i nyere tid blev den brugt til at ringe med ved gudstjenestens begyndelse, i stedet for et orgelpræludium.

Heinz Saxburger, år 2009

Kopieret fra https://www.xn--rinkenskirke-cdb.dk/kirkerne/den-gamle-kirke/den-gl-kirkes-historie