Der må IKKE køres på skovveje - skiltningen mangler!
Dette er vor udlagte cache nr. 72, og vi har ikke før nu, indlemmet familien i nogle af de tidligere. Det er nemlig ikke altid, at vi selv bliver særligt begejstrede for at se en cache, som er "sønnens" eller "fætters" cache.
Nu er det så spændende, hvad I siger, til vores "familiecache"
Det længste vi kan spore familien tilbage er til Sverige år 1680, hvor Majas tip-tip-tip-tip-tip-tipoldemor, Ingierd Nielsdotter blev født.
To hundrede år senere: Efterkommer til Ingjerd og Truels Larsson, Svend Carl Christiansen kom 23 år gammel fra Sverige til Danmark i 1870, og blev karl på Nørlund Slot, som dengang var et gods med store avlsbygninger og landbrugsdrift.
Et par år senere kom mejerske (malkepige) Ann Beate Christiansen til godset, og mindsanten om ikke også hun kom fra Sverige. De giftede sig, og siden arbejdede tre generationer for Nørlund. I starten for godsejeren, og senere for Nørlund Fonden, primært for Nørlund Savværk. Svend arbejdede til sin død for godset i 43 år.
Svend & Anns søn, Johan Svendsen, arbejdede på godset fra 1898, mest som skovkusk. Ryet om Johans hesteforspand, "Jokum og Anders", gik viden om. Det var det stærkeste team i miles omkreds, og der blev sendt bud efter dem til de vanskelige opgaver.
Johan holdt op efter 51 år i 1949.
Han boede i et lille hus, bygget præcis på tomten af Conradsminde Glasværk (1835-1857), og det betød, at når børn og efterkommere legede i haven, kunne de finde masser af farvede glasstykker.
Dels på grund af beliggenheden og dels på grund af, at dele af glasværket, blandt andet døre, blev genanvendt ved byggeriet, blev det lille hus kaldt "Glasværkshuset". Een af Johan og Petrines børn, Kristian Svendsen , blev født i Glasværkshuset i 1914 og kom til at arbejde for Nørlund Savværk i 40 år. De tre generationer har tilsammen arbejdet for Nørlund i ikke mindre end 134 år, over et ubrudt tidsspænd på 109 år.
Historierne fra dette tidsspænd er naturlig vis utallige, ikke mindst var Johan en person, der fortaltes, og stadig fortælles, mange historier og anekdoter om.
Dem vil vi ikke trætte jer med hér, men slutte slægtshistorien af med at nævne, at der i dag er en særdeles god restaurant, "
Restaurant Nørlund", i Nørlund Slots tidligere forvalterbolig. I forbindelse med den ældste del af "farogdatter", Kristian Svendsen´s runde fødselsdag på denne restaurant, fik familien lov til at få en rundvisning på slottet, "den fædrene gård".
Da ansøgningen om rundvisningen kom fondens direktør for øre, blev vi spurgt om denne Kristian Svendsen havde relationer til dén Kristian Svendsen, som havde arbejdet i 40 år på savværket? Ja bestemt, Kristian Svendsen var Kristian Svendsens farbror, og så blev vi vist rundt af direktøren selv. Han er kommet til Nørlund fra ...... Sverige.....