Denne cache er
udlagt i forbindelse med ”ElverdamEventet” lørdag d. 16.august
2008.
Lige midt i
Bjerre Herred ligger Bjerge Skov højt hævet over det
omkringliggende landskab. Skoven er på 282 ha. På den flade del af
skoven mod nord og øst vokser især eg og ask i den stive lerjord.
På den centrale og meget bakkede del, er jorden meget mudret og
overvejende bevokset med bøg og nåletræ. I den sydvestlige del af
skoven ligger Bjerge egn, som i 1891 og fremefter blev tilsået med
egetræer, der nu er meget store og seværdige. Det har altså taget
cirka 100 år at skabe en skov, som man kunne tro har ligget her
”altid”.
Skov-og
Naturstyrelsen ønsker at bevare de naturskove der er tilbage i
Danmark og skabe nye for fremtiden. Der er desværre ikke meget
”urskov” tilbage i Danmark, da den danske skov har været dyrket i
flere århundreder. Efter Danmark tiltrådte konventionen om
biodiversitet (mangfoldigheden af dyr og planter) i Rio de Janeiro
i 1992 er der udpeget i række områder, hvor skovene enten får lov
at ligge urørt hen eller hvor der kun foretages en meget begrænset
drift. Da det især er de fugtige levesteder der mangler i den
dyrkede skov, fordi de danske skove gennem årtier er blevet
afvandet, er der sat særlig fokus på dette ved udvælgelsen af
naturskovområder. Der er i alt udpeget 17.000 ha naturskov i
Danmark.
I Bjerge skov
er Søholt mose på 11 ha syd for Elverdam udpeget som naturskov. I
1998 blev rødgranbevoksningen fra 1957 derfor fældet siden har
området ligget urørt hen.
Man kan fra
p-pladsen ved Bjerre Skovvej følge stien langs bækken til
”Elverdam” – ofte kaldet Bjerge Skovsø. Mod nord ses en bevoksning
af ca. 70 årige nordamerikanske douglasgran og sitkagran, der begge
trives fint i Danmark. Elverdam fremstår i dag som en smuk skovsø,
og det er ikke umiddelbart til at se, at der faktisk er tale om en
kunstig sø. Den blev anlagt i starten af 1940’erne ved hjælp af
arbejdskraft fra den statslige ungdomslejr på Møgelkær. Hvis du
følger dæmningen syd om søen og videre ad Søholtvej har du udsigt
over naturskovområdet.
Til fods må du
færdes overalt udenfor hegnede områder hele døgnet.
Du må cykle på
veje og stier.
Din hund er
velkommen i skoven, hvis den føres i snor af hensyn til vildtet og
andre skovgæster. De nærmeste hundeskove findes i Kærskoven ved
Ølsted og i Grund Skov ved Stouby. Her må hunden løbe frit, men
under fuld kontrol.
Kilde: Skov- og Naturstyrelsens folder ”Naturskoven i Bjerge
Skov”