
Gammel Pøl fyr er et af ialt 5 fyrtårne på Als
Gammel Pøl fyr er oprettet i 1906 i den periode hvor Sønderjylland var en del af Tyskland. Tårnet er fremstillet af det tyske firma Julius Pintsch, der også fremstillede de glødenetsbrændere, som tidligere har været anvendt i mange danske fyr.
Fyret er i dag et vinkelfyr, men det startede som ledefyr hvor det fungerede som bagfyr sammen med et forfyr, der bestod af en lygte man hejste op i en 6 m. høj gittermast. I juli 1920 blev fyret overleveret af Regierungs- und Baurat Michels, som repræsentant for Regeringspræsidenten i Slesvig til Fyringeniør F. N. Brinch. Året efter overtagelsen ombyggede man fyret til at anvende acetonegas i stedet for sprit.
Udover Gammel Pøl fyr er Ballebro, Kegnæs, Lågemade, Nordborg, Rinkenæs, Skodsbøl, Taksensand, Tranerodde, Årø og Årøsund fyr opført i perioden under tysk herredømme.
I 1975 er det moderniseret med nyt fyrapparat og det er ændret til vinkelfyr med røde, hvide og grønne sektorer. Fyret er el-drevet og forsynet med en 500 W pære. Skulle el-forsyningen svigte slår fyret automatisk over til gasbrænder, der forsynes fra gasflasker placeret i den lille bygning, der ses ved siden af fyret.