Varskomanden
I tiden forud for
spaniernes undsættelse fra Danmark, gik der i Svendborg mange
rygter om at englænderne ville gøre landgang på Sydfyn, i hvilken
anledning en forhutlet original og skrædder, der kaldte sig for
"Varskomanden", forsøgte at erhverve sig selv lidt berømmelse. Og
eftersom han her i 200 året for disse begivenheder er gjort til
hovedperson i noget så moderne som en geocache, må han vel siges at
have fået opfyldt sin ambition.
Nogle år tidligere
havde Varskomanden ladet sig hverve til blokskibene som deltog i
slaget på Rheden. Men, hvad enten det så skyldes et uheld eller var
på beregning, var han kommet for sent til at blive slagtet. Han var
derfor taget tilbage til Svendborg, hvor han angiveligt gik rundt
og råbte på gadehjørnerne: "Enhver mand, der ligger ved
strandkanten, skylder mig en tønde krudt og en kanon. Engelskmanden
vil have Svendborg om 6 år, så kommer jeg igen - jeg er
varskomand".
Om varskomanden
hedder det sig i øvrigt, at når han ikke lige netop gik rundt og
varskoede, passede han ellers sin daglige skræddergerning stille og
roligt. Han blev vist også kaldt for den tumbede
skrædder.
Onsdag den 18. maj om
formiddagen i 1808, kom så et ridende bud fra Hesselager og
meddelte, at en engelsk invasion af Fyn var i gang, og lidt senere
kom et ilbud ridende med samme melding til byens øvrighed.
Alarmtrommen gik nu sin omgang, og hele byen kom i bevægelse. Det
samme gjaldt naturligvis for Varskomanden, som dermed kunne tilføje
følgende til sin vanlige remse: ”Nu er timen kommen, da
engelskmanden vil have Svendborg - jeg har længe nok varskoet
det”.
Alle byens våbenføre
mænd mødte på torvet. Nede i havnen gjorde kanonbåden sig klar til
kamp, såvel som artilleristerne gjorde sig klar ved batterierne. Om
det så var de udstationerede spanske soldater, som endnu ikke havde
allieret sig med englænderne, marcherede de op på torvet, hvor
efterhånden alt militær tog opstilling sammen med de grædende
kvinder og børn. Man skulle tro at byens sidste time var kommet.
Borgerkorpsene bestod den gang af små femhundred mand, som frembød
en broget skare. Særlig pragtfuld skulle en kommandersergent have
været. Han, der var pottemager, stillede med chakot og sabel i sit
lerindsmurte arbejdstøj.
Klokken ti om
formiddagen var opmarchen i orden. Varskomanden var der også og
råbte op. Uhyggen steg, men ellers skete der intet. Da nu de brave
danske krigere således havde stået i flere timer under gevær, kom
de i tanke om, at det vist var på tide at få en bid brød og en
dram. Konerne begyndte derfor at hente mad og drikke til de
sultende krigere, og det at få lidt at spise og drikke hjalp da
også gevaldigt på humøret og modet.
Efter endnu flere
timers venten, kom der så et bud ridende med melding om, at
englænderne blot havde været i land for at tage sig nogle køer og
får, hvorefter de var roet tilbage til deres skib igen.
En af de
kommanderende officerer afblæste nu alarmen, efter at havde givet
de tapre krigere deres velfortjente ros, med flg. salut: ”Vel,
vi skulle have taget imod dem som danske mænd". Derpå blev der
udbragt et rungende hurra, og under klingende spil kom fanerne i
hus igen.
Det hedder sig, at
byens værtshuse den aften gjorde store forretninger, ved de tapre
krigeres efterfølgende social-events.
Cachen er en logscroll, så husk selv
skriveredskaber.
Tak
til præceptor for hjælp til cache-beskrivelse.