Pjentemøllerens
Dagbog
I Spanien var der i
1808 et oprør i gang mod den franske besættelsesmagt. Spanierne var
misfornøjet med, at deres unge mænd var sendt ud af landet som
soldater i Napoleons tjeneste, og helt galt var det, at Napoleon
derefter havde afsat det spanske kongehus, og havde udnævnt sin
egen bror, Josef, til konge af Spanien. Fra Spanien sendte
familierne breve til de spanske tropper i Danmark, og opfordrede
dem til at gøre oprør mod franskmændene. Men disse breve fra
familierne derhjemme nåede aldrig frem, så spaniolerne i Danmark
vidste i starten intet, eller i bedste fald kun meget
lidt.
Efterhånden kom der
dog mere og mere frem om forholdene hjemme i Spanien, og
spaniolernes had til franskmændene blev derfor større og større. Og
i et forsøg på at dæmme op for oprørstrangen, kom der ordre fra
fransk side om, at de spanske tropper i Danmark skulle sværge
troskabsed til deres nye konge. De spanske troppers øverstbefalende
i Danmark, Marquis de la Romana, kom derfor til byen den 2. august
for at gennemføre edsaflæggelse med tropperne der. Helst var Romana
taget tilbage til Spanien med sin hær, om blot det havde været
muligt, og han vidste godt det ville blive problematisk at
gennemføre edsaflæggelsen, men dette måtte gennemføres, for at give
franskmændene indtryk af, at de intet behøvede at frygte fra de
spanske soldaters side.
Svendborgs
Pjentemøller, Morten Jørgensen, overværede edsaflæggelsen, og
fortalte derom i sin dagbog:
"Der er kommen hertil
alle dem, som ligger her i omegnen, så her er en hel sværm i byen,
her er nok 1200 mand. Det blev bekendtgjort i aftes ved trommeslag,
at enhver skulle være belavet på at tage imod en del, og de skulle
levere øl og mad, og ingen måtte skænke noget brændevin for dem
under straf, på det at ingen uordener skulle forårsages, thi de er
i stærk gæring, og på det ringeste nogen begynder, er de straks i
oprør, thi de er rent gale på de franske over, at kejser Napoleon
har taget den spanske krone fra deres kongefamilie og nu sætter den
på sin broders hoved. De er så gale på de franske, at når man blot
nævner deres navn, kan de straks blive i harnisk. De trak ud i
Græsholmene i eftermiddag kl. 4 og der var en stor del mennesker
fra byen og omegnen, thi enhver var nysgerrig for at se, hvordan
det ville gå af, da de havde fornægtet det i forvejen, at de ville
ikke sværge ham. De gik der og snakkede til kl. halvsyv og sås dog
ikke tage til noget oprør, uden engang de lå i buskene og sprang
alle op og begyndte at råbe Vivat Spanien leve, Men så sprang
straks alle officererne iblandt dem, og kommandanten trak blank og
gav en et sabelhug i venstre skulder, og så blev han straks og en
til bundne til et træ, så blev de kaldt til gevær og måtte blive
stående der. Kl. 7½ blev de samlet i store kredse og eden blev læst
for dem, der skete en del mundhuggeri, men blev dog roligt og
sagdes, at de gjorde eden på den måde, at når Spanien antog ham som
konge, så gjorde de det også. Kl. 8 marscherede de hjem. Jeg var
der også, vi fik en kaptajn i nat og slap så med det, vi har tre
spanske soldater endnu."
Fra den engelske
flåde i Storebælt, kom der imidlertid bud til Romana, med et tilbud
om at de ville sejle de spanske tropper hjem til Spanien.
Englænderne forestillede sig, at tropperne kunne udskibes fra
Hindsholm. Romana gik ind på planen, men mente han bedre kunne
indtage og holde Langeland, indtil udskibningen kunne finde sted.
Romana gav derfor ordre til, at tropperne på Sydfyn skulle samles
på Langeland. I Nyborg kom det til at gå voldsomt til, og i et
forsøg på at stoppe flugten, blev der i ilmarch trukket franske
tropper op fra Slesvig. I Svendborg frygtedes der et blodbad når
franskmændene nåede frem. Men allerede om natten d. 9. august, var
de fleste spanioler sluppet over til Tåsinge. Regimentshestene
forærede de bort eller solgte dem, for hvad de nu kunne få for dem.
Andre lod deres heste svømme bag bådene. Svendborg havn skulle have
været fyldt med småbåde, som spaniolerne simpelthen bemægtigede sig
og brugte ved overfarten fra Svendborg. Efterhånden samledes der
sig 9000 spanske soldater på Langeland.
Få dage efter
vrimlede det med franske soldater i Svendborg, som ikke var særlig
opsat på at komme videre. De ventede på forstærkning, hed det sig.
De slog sig ned i byen, og nu begyndte de samme besværligheder
igen, som var kendt fra de første franskmænds ophold. De var helt
urimelige, skriver Pjentemølleren. Skønt man gjorde alt for at
opvarte dem på bedste måde, ødelagde de, hvad de kunne komme i
nærheden af. Selv kunne han ikke være i huset for dem, han måtte
opholde sig i byen det meste af tiden, og selvopgivende tilføjer
han, at havde han ikke haft sine børn, havde det været det samme,
om han levede eller døde.
Tak
til præceptor for hjælp til cache-beskrivelsen.