Sjørslev kirke
er bygget omkring år 1130. Fra begyndelsen bestod kirken kun af kor og kirkeskib med granitstensmure, udvendig med tilhugne kvadre, indvendig med råt tilhugne granitsten hvilende på en meget smukt profileret dobbeltsokkel.
Kirken har hørt under Aunsbjerg gods indtil 1954. I sengotisk tid undergik den en væsentlig ændring. I året 1544 foretog rigsmarsk Mogens Gøye, som ejede Aunsbjerg, en større istandsættelse og ændring af kirken. Det antages, at det store, firkantede tårn da er opført. Tårnet byggedes til det gamle kirkeskibs vestgavl, indvendig med utilhugne kampesten, udvendig med tilhugne kvadre, som blev taget fra vestgavlen. Oven over disse kvadre brugtes store, røde munkesten. Samtidig fik koret krydshvælving med 8 vinger.
Steen de Steensen, som var St. St. Blichers mors morbror, overtog Aunsbjerg gods i 1752. Han foretog i årene 1768-1772 en fuldstændig restaurering af kirken. Ydermurene blev taget ned og blev genopført forhøjede, sydmuren med små røde mursten, og kirken fik 6 nye, store rundbuede vinduer.
En del af kvadrene er senere anvendt ved opførelsen af Steen de Steensens gravhøj lige nord for kirken.
De tre nederste granitskifter blev bevaret i hele kirkens omkreds., og der blev lavet indgang til kirken i tårnets vestside igennem en høj hvid indgangsportal. Tårnet fik et lavt, blytækket spir med høj fløjstang med kugle (jordgloben), fløjfane og øverst en lilje (åndens sejr).
Læs mere om kirken på http://sjorslev-demstrup.dk/Kirke.html