Den trettende cache i vores Nørrebro serie - er en lille
mystery.
Verdens heldigste mand
Anton Gustaffson var på vej på arbejde en tidlig morgen. Solen
skinnede og han nød at være tidligt ude af døren. Han kiggede på
muren ind til kirkegården, mens han holdt for rødt lys – dejligt,
at kommunen nu renser al graffiti´en af jævnligt. Så kan man
rigtigt nyde den lange gule mur.
Han følte sig i rigtigt godt humør – faktisk sad han og tænkte, at
han var ret heldig her i livet. ”Måske”, tænkte han, ”er jeg nok
verdens heldigste mand”.
Anton boede sammen med Louise i en lille lejlighed på Nørrebro –
godt nok var det egentligt Louises lejlighed, men de havde boet
sammen i nogle år nu. Sammen havde de en lille datter på bare 6
måneder – lille Sofie. Hun var Antons øjesten og han smilede bredt
ved tanken om hans 2 dejlige piger. Han kom pludselig til at
tænke på at Louise egentlig havde virket lidt fjern det sidste
stykke tid – ja nok nogle måneder… Han slog tanken ud af hovedet,
nu var der grønt.
Han var hurtigt inde ved arbejdet. Nu skulle han blot finde et sted
at parkere. Det var som sædvanligt svært her inde i centrum, men
det så ud til at han var heldig. Han kunne vist lige holde sig
inden for de 10 meter fra hjørnet og så gik det i rask trav op til
kontoret.
Anton var glad for sit arbejde – han arbejdede meget og arbejdede
tit over, men det var heldigvis ok med Louise. Han gik og håbede
på, at det måske snart var hans tur til en forfremmelse, eller i
det mindste en god lønforhøjelse. Han hilste glad og lystigt på
sine kollegaer. Smilte til dem og de fik et par friske bemærkninger
med på vejen. Han registrerede ikke rigtigt, at der ikke kom så
mange retur som der plejede – ikke før bagefter.
Han satte sig ved sit bord og begyndte dagens arbejde. Efter et
stykke tid – måske 1 - 1½ time – bankede det på døren og Anton
kiggede op. I døråbningen stod hans chef, Svendsen. En ældre herre,
med stålsatte øjne og altid pertentlig i sin påklædning.
”Gustaffson, vil du lige kigge ind på mit kontor et øjeblik” sagde
han. ”Yes”, tænkte Anton, ”Det er bare min dag i dag. Nu kommer den
forfremmelse endelig.”
Få minutter efter bankede Anton på døren ind til chefens kontor.
”Kom ind” lød det. Han åbnede døren og gik ind. Anton bemærkede
hurtigt, at Katrine Sørensen også var til stede. ”Åh, er det ikke
HR Katrine arbejder i” tænkte han ved sig selv, ”De skal måske også
være med ved forfremmelser”.
”Tag plads Gustaffson” sagde Svendsen. ”Jeg vil gerne tale med dig
om din fremtid her i firmaet” fortsatte Svendsen. Der kom et
forsigtigt smil om munden på Anton og han sad roligt og ventede på
beskeden. ”Vi har lagt mærke til, at du er en mand med mange
talenter. Talenter der ikke rigtigt kan udfolde sig med dit
nuværende arbejdsområde. Det vil vi hjælpe dig med” sagde Svendsen.
”Vi vil give dig mulighed for at udnytte dine talenter fuldt ud,
men det kan desværre ikke være her hos os. Vi kan ikke rigtig se,
at du længere har en fremtid her i dette firma” fortsatte Svendsen.
”Vi må bede dig om at pakke dine ting sammen og forlade kontoret
øjeblikkeligt….”fortsatte Svendsen. Resten forsvandt ligesom i en
tåge.
Anton kom først rigtig til sig selv, da han stod ud på gaden foran
sit – nu tidligere – arbejde. ”Hvad skete der?”, Anton var meget
forvirret og chokeret. Han var lige blevet fyret og vidste ikke ud
eller ind. ”Åh nej, hvad skal jeg sige til Louise” tænkte han, ”og
hvad med Sofie og vores planer om et større sted.”
Han gik langsomt over til bilen og satte sig langsomt ind og så et
lille seddel i forruden. Han steg ud og tog sedlen – en
parkeringsbøde! Han var parkeret for tæt på et hjørne 9 meter og 85
centimeter – sølle 15 centimeter ulovligt parkeret - det kostede
500 kr. ”Øv, øv og atter øv” tænkte Anton, ”jeg må hellere ringe
hjem.”
Anton tog telefonen frem fra jakkelommen og opdagede, at det var
Louises telefon han sad med. Han havde åbenbart fået taget hendes
med i stedet for hans egen. ”En ny besked” stod der. Han trykkede
ja til at læse, mest af vane og uden at tænke over hvis telefon det
var. ”Hej skat. Er du klar til i aften? Har du fået smidt ham
klovnen ud, så vi kan få lidt fred? Ses i aften. Kys Peter” stod
der i beskeden. Anton kiggede vantro på beskeden – ”det må være en
fejl” tænkte han, ”Ingen vil da sende mig sådan en besked….nå nej
det er jo ikke min telefon”. Han bladrede ned i listen over
tidligere beskeder. Der var mange gemte beskeder – alle fra
Peter!
Hvordan havde han dog overset det – havde Louise virkelig haft en
anden i – ja hvor lang tid? Han startede bilen og satte autopiloten
på, mens tankerne fløj rundt i hovedet. ”Hvordan kunne hun dog. Og
hvad med Sofie?” Inden længe var han næsten hjemme ved sin opgang.
Det så ud til, at der var nogle der var ved at flytte ind eller ud.
Der stod i hvert fald en masse møbler og kasser ude på gaden ved
opgangen. Det hele så vådt ud og Anton så først nu, at det regnede.
Det var en stille silende regn. Han parkerede hastigt bilen rundt
om hjørnet.
Anton gik med hurtigt skridt over til opgangen og småløb op af
trapperne. Nøglen kunne ikke komme ind i låsen! Han prøvede flere
gange - det var rigtigt nok, nøgler passede ikke længere i låsen.
Det gjorde den tidligere på dagen. Han stod stille og stirrede
rådvild på døren. ”Hvad sker der? Det kan bare ikke passe” nærmest
skreg han indvendigt.
Efter at have banket på døren i mindst ½ time gik han modløst og
langsomt ned af trappen igen. Han gik ud af døren og kastede
et blik på alle kasserne og poserne og møblerne. Det hele så
mistænkeligt bekendt ud – jo det lignede jo hans ting – det var
hans ting! Våde og næsten opløst i regnen.
Han fik øje på brevet, der lå øverst: ”Kære Anton. Som du kan se,
er alle dine ting her på gaden og ikke længere i min lejlighed. Du
er heller ikke længere en del af mit liv. Jeg kan ikke vente hjemme
alene på dig resten af mit liv, så jeg har besluttet, at jeg må
gøre noget for at komme videre. Jeg har mødt en dejlig fyr, der
giver mig al den opmærksomhed du ikke giver. PS. Du behøver ikke
være urolig for Sofie – hun flytter sammen med sin rigtige far nu.
Louise.”
Det var som om, at verdenen begyndte at rotere rundt om Anton.
Verdenen sank i grus. Han havde mest lyst til at skrige højt. Han
stod længe og stirrede på sine ejendele. ”De må i tørvejr” tænkte
han. Han vendte sig langsom om og begyndt at gå hen mod bilen. Da
han nærmede sig hjørnet slog det ham pludseligt: ”Fik jeg låst
bilen?”
Da han rundede hjørnet, så han en gruppe unde mænd, nærmest store
drenge rundt om bilen, grinende. Alle døre på vid gab og alle ruder
var knust. De sparkede på bilen og en hældte en væske ind i bilen.
Han råbte: ”Hallo, hvad fanden laver I med min bil.” De vendte sig
om mod ham og grinede og så begyndte de at løbe væk. Den sidste
kastede en flaske med en klud i flaskehalsen ind i bilen. ”Var der
ild i den flaske” nåede Anton lige at tænke, da bilen på et
splitsekund var omspændt af flammer. ”Jeg må slukke ilden” tænkte
Anton og instinktivt løb han over mod bilen.
Anton var vel 5-6 meter fra bilen, da benzintanken eksploderede.
Trykbølgen fra eksplosionen løftede Anton op og blæste ham flere
meter væk. Han havnede i et tæt buskads og slog hovedet i jorden,
så han mistede bevidstheden.
Da Anton slog øjnene op igen, var det første han så, et begyndende
tusmørke. Han havde ondt ALLE steder og han undrede sig først over
den brændte lugt, men konstaterede, at det var han tøj, der lugtede
brændt. Han kom med stort besvær på benene og fik kæmpet sig ud på
fortovet igen. Brandvæsenet havde åbenbart været der for at slukke
branden, men alt for sent. Bilen var totalt udbrændt.
Anton kunne ikke tænke helt klart og vaklede ned af gaden. ”Jeg må
ha’ et bad” tænkte han, ”Jeg syntes, jeg lugter.” Han var på vej
over til opgangen, da han fik øje på hans ting foran opgangen. ”Nå,
ja. Der kan jeg vist ikke få et bad” tænkte han igennem tågerne.
Han kom i tanke om, at der jo var en badeanstalt tæt på. Han havde
godt nok aldrig besøgt den, men den kunne godt bruges nu.
Efter noget tid og mange ture op og ned af små gader, dukkede
badeanstalten op. Den lå jo lige der ved kirken. Han gik vaklende
over til indgangen og tog fat i døren. Den var låst! Han nægtede at
tro det. Anton tog fat i døren igen og begyndte at ruske hårdt i
døren. Så hårdt at hele døren rystede voldsomt. Over indgangen til
badeanstalten hænger et gammelt og medtaget skilt hugget i sten. På
grund af den voldsomme rusken i døren faldt der et lille stykke af
skiltet ned. Stykket ramte Anton lige oven på hovedet.
Anton sank til jorden som en sæk kartofler. Han vågnede dog snart
igen og tog sig til hovedet og mærkede en klistrede størknende
masse. ”Årh, rend mig…” tænkte han, ”hvorfor lige mig.” Han vaklede
hen til trappen ved kirken og satte sig tungt ned. Han sad og kunne
ikke rigtigt samle tankerne og begyndte stille at døse lidt
hen.
Han vågnede op med et sæt, da han hørte en hund gø i det fjerne og
en kvinde råbe. Han så en hund komme løbende direkte hen i mod ham
og en kvinde komme vraltende efter den. Han tænkte at hunden var
sluppet fra hende og forsøgte at rejse sig op for at hjælpe. Inden
han kom op at stå, var hunden helt henne ved ham. Den hoppede uden
varsel op og bed sig fast i hans arm. Anton skreg af smerte og
væltede omkuld på jorden., hvor han rullede rundt og forsøgte at få
hunden skubbet væk. Kvinden nåede nu omsider hen til Anton og han
kunne høre hende råbe: ”Fy Sofus. Slip så den beskidte mand. Du kan
jo blive syg i maven, Fy.” Anton troede ikke sine egne øre og
skulle lige til at skrige højt til kvinden, da huden pludseligt
slap hans arm igen. Sofus løb tilbage til sin ejer, der vendte
rundt og i hastige skridt småløb væk fra stedet.
Anton kiggede vantro skiftevis på hans gennemtyggede arm og kvinden
med hunden. Hun var snart ude af syne og Anton kunne ikke tro, hvad
der lige var sket. Han rystede på hovedet og bandede lidt for sig
selv. Han kom usikkert på benene og begyndt at vakle af sted. Han
var vist ikke gået så lang og han fik øje på en bænk, måske var han
gået forbi flere, men det var denne han så. Han satte sig tungt ned
og mærkede nu vinden. Det var begyndt at blæse op – regnen var
stoppet og natten var mørk. Bænken var tæt på et hjørne. Han mente
også at kunne genkende indgangen til et ældre bolig område lige
over på den anden side af gaden, så han vidste vist nok, hvor han
var.
Han kunne mærke trætheden hvile tung over ham. En avis blæste hen
af gaden. Vinden tog fat i den og løftede den, så den ramte ham i
hovedet. Han tog avisen ned og tænkte, at han kunne tage den over
sig, for han trængte virkelig til at hvile sig nu. Avisen var
krøllet noget sammen, så han forsøgte at brede den lidt ud og
mærkede noget klistrede på fingrene. Den var åbenbart brugt til at
fjerne hunde-efterladenskaber! Han fik øje på datoen på avisen -
fredag den 13.
Anton gled over på den ene side og lukkede opgivende øjnene. ”Nu
kan der da vist ikke gå mere galt for mig i dag” tænkte han, mens
han langsom gled over i søvnen. Men han tog
fejl……
Om Cachen:
Cachen er en micro (husk blyant) . FFC bliver sendt, hvis du smider
en besked til os.