Månens bagside er den halvdel af Månen, som vender væk fra Jorden, mens den anden halvdel betegnes som Månens forside. Da Månen har bunden rotation, vender den altid næsten samme side mod Jorden, hvorfor en stor del af den aldrig kan observeres fra Jorden.

Den ene halvdel af Månen kan på et givet tidspunkt ses fra Jorden, men på grund af libration under Månens kredsløb, er det muligt ved observation på forskellige tidspunkter at se omkring 59% af Månens overflade. De områder, som herved kommer til syne ved Månens rand, ses dog på grund af dennes krumning i perspektivisk forkortning og fra siden, således at mange detaljer er skjult.

I selenografisk forstand er Månens bagside den del af Månen, som i det selenografiske koordinatsystem ligger over 90° østlig eller vestlig længde.

Månens bagside må ikke forveksles med Månens "mørke side" (som er den halvkugle, der ikke er belyst af Solen), eftersom disse to kun er sammenfaldende ved fuldmåne. Både for- og bagside modtager (i gennemsnit) næsten lige meget lys fra Solen.

Den hidtil usete del af Månens bagside blev fotograferet første gang af den sovjetiske Luna III sonde i 1959, hvis (omend noget uskarpe) radiotransmitterede billeder viste 70 procent af bagsidens overflade. Siden er den blevet kortlagt og undersøgt nærmere af adskillige sonder, som har været i kredsløb om Månen eller passeret den. De første mennesker, som observerede den direkte, var besætningen på Apollo 8-månemissionen, som fløj rundt om Månen i 1968.

Bagsiden har vist sig at være meget anderledes end forsiden, hvilket tydeligt ses ved betragtning af et topografisk kort over de to sider. Den har et meget bakket og ujævnt terræn med mange nedslagskratere, deriblandt det størst kendte i solsystemet: Sydpol-Aitken bassinet. Derimod er der kun få af de månemarer, som er udbredte på forsiden, og bagsiden har derfor i gennemsnit en noget højere albedo end forsiden.

Månens bagside er afskærmet fra radiobølger og lys fra Jorden. Den har derfor været foreslået som en mulig placering for et stort radioteleskop og andre instrumenter, der på grund af afskærmningen og den manglende atmosfære ville kunne indhente meget forbedrede data om universet.

Månesonden Luna III

Billedet af Månens bagside, som Luna III tog

The Soviet space probe Luna 3 of 1959 (of the E-3 series) was the third space probe to be sent to the neighborhood of the Moon, and this mission was an early feat in the spaceborne exploration of outer space. Though it returned rather poor pictures by later standards, the historic, never-before-seen views of the far side of the Moon caused excitement and interest when they were published around the world, and a tentative Atlas of the Far Side of the Moon was created after image processing improved the pictures. This space probe has been commonly called "Lunik 3", predominantly in the Western world.

These views showed mountainous terrain, very different from the near side, and only two dark, low-lying regions which were named Mare Moscovrae (Sea of Moscow) and Mare Desiderii (Sea of Desire). Mare Luna Desiderii was later found to be composed of a smaller mare, Mare Ingenii (Sea of Ingenuity), and several other dark craters.

The probe has become an inside joke among users of the space flight simulator, Orbiter, who jokingly view to Luna 3 as a God-figure.

1959 USSR stamp commemorating first photographs of the Far side of the Moon