Thor eller Tor (norrønt: Þórr, angelsaksisk: Þunor, oldhøjtysk: Donar) i nordisk mytologi Sif's ægtemand, og var tordenguden i den germanske og nordiske mytologi. Med hensyn til Etymologi og funktion, er Thor stort set identisk med den oldindiske gud Indra;[1] og i funktion, men ikke Etymologisk, både med den græske gud Zeus og den romerske Jupiter. Navnet Þórr er også beslægtet med ordene torden og dunder (sidstnævnte fra nedertysk: dunder) – ligesom det engelske thunder og tysk Donner. På de fleste germanske sprog har Thor givet navn til torsdag, Islændingene har dog erstattet bórsdagur med fimmtudagur (femtedag).
I de myter, som blev nedskrevet på Island i middelalderen, var Thor Odins ældste søn, og den næstmægtigste gud i asernes slægt, efter Odin selv. Som tordengud rådede han over vejret, og bekæmpede civilisationens fjender, som fx jætter og trolde, og beskyttede gudernes og menneskenes land mod kaosuhyrer, som fx Midgårdsormen.[2] Han kaldtes også Asathor, var søn af Fjørgyn (Jorden) og gift med Sif. Med hende havde han to børn – Trud og Modi el. Mode/Modig. Med jættekvinden Jernsaxa havde han drengen Magni el. Magne. Han var ganske vist ofte krigerisk I sin optræden, men fungerede kun sjældent som krigsgud; asernes vigtigste krigsguder var Tyr og Odin. Thor blev påkaldt i spørgsmål, der berørte vind, vejr og vækst, han kontrollerede nemlig naturkræfterne, som kunne skade afgrøderne, bag sit galsindede ydre stod Thor for lov og orden og opretholdelsen af freden i samfundet.[3]
Thor, Odin og Loke er De tre figurer, som optræder flest gange i de mytologiske fortællinger, mens det af andre kilder fremgår, at Thor sammen med Odin og Frej var de vigtigste guder i kulten.[4]
