|
Engang i de gamle Dage
da lød det fra Mand til Mand:
Vor By den gaar stærkt tilbage,
hvis ikke vi faar Vand.
Hver Ko, som der sod paa Vænge,
hver Gris, som der gik paa Sti,
skreg alle; >>Til Vand vi
trænge<<.
Og Pigen sang med deri.
Men saa lev der Liv i Gaden,
og snart stod saa højt og flot,
at det kunne ses fra Gaden,
en Motor med Himlens Graat.
At lede en By med dét vaade
er slet ikke altid saa let.
Hvordan skal man trøste og raade,
naar Ledningen ej er tæt?
Dengang man fik Brugsforening,
lød det atter: Vi maa ha’ Vand.
Og alle var af den Mening,
at Cognac der skal til Vand.
Men strenghed man tit maa bruge;
derfor en skønne Dag
sa’e: >>Vandet I maa ej bruge til
Sjusser og Bad hver Dag<<.
|
Nej, nu skal I alle spare
paa vort og jert eget Vand;
vor By ellers er i Fare,
Hvis at der bliver Ildebrand.
Men saa blev der gravet Huller,
indtil man saa Vand igen;
og saa blev med Fest og Bulder
en Motor sat op igen.
Og nu kan hver Karl og Pige
og hver Mafmoder med sin Dreng
med sandhed til alle sige:
>>Af Vand har vi nok igen<<.
I Tiden, Der blev svandt saa hastig,
vi mindes de gamle Mænd,
der tænkte paa os saa flittig,
fik Vand til hver Ko og Dreng.
Gid Vandværket detmaa virke
og aldrig maa gaa i Staa;
selv om det i Vingen knirke,
vi haaber, vi Vand maa faa.
Og nu vil en Skaal vi drikke
for vort Vandværk, vor By, dens Mænd.
Men en Ting det vil vi ikke,
den drikke i Vandværksvand.
|