|
En Strandvasker
Af Holger Drachmann
Der drev en Person paa Strandbredden op,
Vi saa' ham, han laa med Næbet i Vejret;
Et dødblegt Ansigt, og om hans Krop
En Sejldugskavaj, som var tjæret.
I Havbrynet laa han, paa Skellets Rand;
Jorden og Havet stredes om Fundet;
Hver vilde have den fremmede Mand,
Hvis Timeglas her var udrundet:
Jeg tager Dig, Søn, lød Havets Røst,
I moderlig Favn med lullende Sange,
Jeg giver Dig Vuggens den gyngende Trøst,
Som alt jeg har skænket saa mange!
Jeg reder Dig Seng, var Jordens Svar,
En sikker Seng i min stille Bolig,
Længe nok skvulpet omkring Du har,
Du trænger til Hvilen rolig!
Og Vinden kom susende Stedet forbi,
Og vendte i Farten, og standsed ved Manden,
Og blæste sin gamle Koralmelodi, -
Den kunde nu ingen anden.
Og Rylen saa' til med bedrøveligt Blik;
Og Maagen kom svingende inde fra Klinten,
Den vilde og synge, men Stemmen slog Klik,
Og Sangen gik over paa Midten.
Og Revlstryger, Villing og Kuller og Torsk
Og Hajer og Rokker skød op fra Bunden,
Og Flynderen vrikked sig fremad dorsk,
Og Havtasken gabed med Munden.
De vilde nok smage det fremmede Dyr,
Som laa der og vakte dem Appetitten; -
Saa bar vi forsigtigt den stakkels Fyr
Fra Strandbredden højt op i Klitten.
Og grov ham en Grav i det flyvende Sand,
Saa dyb som vor Skovl og vor Hakke formaa'de;
Der laa nu fortøjet den fremmede Mand,
Og vi — havde Øjnene vaade.
Vi tænkte saa smaat — ja jeg nægter det ej -
Paa Livet kan ingen i Længden lide;
Hvornaar man selv skal gaa samme Vej,
Se det kan en Sømand ej vide!
Men hvad; — vil man tænke for meget paa sligt,
Saa kunde man græde hver Time paa Dagen.
Nej, Taaren af Øjet, og ud til sin Pligt:
At glemme sin Død, det er Sagen!
|