"Susan," sagde Strathmore stille. "Det her bliver svært at acceptere i starten, men hør bare på mig et øjeblik-" Han bed sig i læben "Den kode som TRANSLTR arbejder på - den er unik. Den ligner ikke nogen vi har været ude for før." Strathmore tav som om ordene var svære at få presset ud af munden. "Det er en ubrydelig kode." - Tankados Kode, Dan Brown
Denne cache er lavet til ære for min ven og geocacher westerlin, der har en forkærlighed for koder – det tyder hans mystery-cache ”Uden Voks” i hver tilfælde på… Cachen ligger ikke på de opgivne koordinater, men et sted i cykelafstand derfra - dvs mindre end 3 km.
En af de ældste kendte koder er Cæsar-koden, som de fleste kender som den kode geocaching-ledetråde kodes med. Koden findes i 25 varianter, svarende til de 25 mulige bogstavforskydninger (i geocaching bruges A-til-N). Koden brydes let ved enten at gætte, eller finde ud af hvilket symbol der oftest bruges – det vil så typisk svare til enten E eller R, som er de mest brugte bogstaver på dansk. Man kan også finde ord på få bogstaver, og gætte på at de nok repræsenterer ordende ”i”, ”en”, ”et” eller ”er” osv. Hvis koden skal være nogenlunde sikker bør man ikke bruge mellemrum eller danske tegn, da det gør det let at separere ordene og dermed gætte nøglen
I slutningen af 1500-tallet opfandt Blaise de Vigenére en variant af koden, som i mange år blev betragtet som ubrydelig. Systemet er det samme som i Cæsar-koden, men i stedet for en enkelt forskydning, bruges et kodeord, hvor hvert bogstav i kodeordet angive en forskydning. Kodeordet gentages gang på gang, således at hele teksten krypteres. Det gør at ovenstående statistiske metoder ikke umiddelbart kan bruges. Dog er det senere vist at hvis teksten er lang i forhold til kodeordet kan man alligevel bryde koden på denne måde – især hvis man kender kodeordets længde.
En helt ubrydelig kode blev opfundet i 1917 af amerikaneren Gilbert Verman. Den benytter præcis samme system, men i stedet for et kodeord benyttes en tilfældig bogstavsekvens af samme længde som teksten der skal krypteres. Matematisk kan det let bevises at en sådan kode ikke kan brydes, da det er nøjagtig lige så svært at gætte kodenøglen som at gætte klarteksten. Kodens svaghed er at en hel kodebog (som i øvrigt aldrig må genbruges) skal udveksles mellem afsender og modtager. Falder kodebogen i forkerte hænder kan koden let brydes. I det oprindelige system brugte man to bøger med sider, som blev revet ud og brændt når man havde skrevet eller modtaget en tekst.
For at finde denne cache skal du afkode nedenstående ubrydelige kode! Det er selvfølgelig umuligt, hvis ikke lige det var fordi jeg ”kom til at glemme” en kodebog i en cache… Jeg kom endda til at sætte et TB-skilt (TB2K6JP) på den. Find TB’en og det skulle være let at finde skatten!
Tekst der er krypteret:
XJWECRTEEVZLBKXPUMOVHYTNOATETACKPXDMALJZX.