En dejlig sommerdag ringede telefonen hos dig, og en stemme præsenterede sig som betjent Møller fra Nordjyllands Politi. "Vi har et problem som vi tror du kan hjælpe os med," brummede han, "du er jo ret skrap til det der med koder, ikke?"
"Joeh, det er jeg vel," sagde du, hvorefter betjenten gav dig historien om SNØV-banden.
"Vi har observeret dem gennem noget tid fordi vi har mistanke til at de står bag en serie indbrud i nordjyske virksomheder. Her forleden var der et nyt indbrud der passede med deres signatur og vi forsøgte at holde ekstra øje med dem for at se om de ville føre os til byttet. I forgårs var vi sikre på at en af deres håndlangere var på vej til deres gemmested og vi anholdt ham på P-pladsen i udkanten af Hammer Bakker."
Du afbrød ham: "Kan jeg ikke lige få koordinaterne dertil?"
"Du har dem allerede", fortsatte han, "Det er startkoordinaterne til denne cache!"
Han brummede videre i telefonen: "Selvfølgelig ville han ikke fortælle hvor han skulle hen, og vi fandt ikke noget på ham eller i bilen der viste hvor han skulle hen, så vi er lidt på bar bund. Vi har fået ham varetægtsfængslet indtil i overmorgen, men skulle gerne kunne producere et bevis for hans indblanden i banden inden da - og det er der vi har brug for din ekspertise!"
"Hvad er det for noget med nogle koder?", spurgte du.
"Jo, det er jo det eneste vi har på ham! Vi har opsnappet meget af bandens kommunikation gennem det seneste tid, og det er også derfor vi kalder dem SNØV-banden: Det ligner noget skrækkeligt kodesprog, men så står der de fleste gange ordet SNØV i starten af beskeden. Nogle få gange står der NØVS, men mest SNØV. Vi aner ikke hvad det betyder noget af det." Du kunne høre ham sukke dybt inden han fortsatte: "Jeg sender dig lige listen over hvad vi fandt på ham og teksten fra den sidste besked han fik. Vi snakkes ved."
Lidt efter kom en email fra Møller med det lovede indhold. Du så at politiet havde konfiskeret disse ting fra ham:
- Tegnebog med 570 kr i kontanter, dankort, kørekort, 7 billeder af forskellige kvinder, 1 medlemskort til Dansk Bridgeforening, sygesikringskort, 23 kvitteringer fra Superbrugsen (ingen særlige varer der virkede mistænkelige)
- 100 meter murersnor
- 1 4cm kort over Aalborg-egnen, hvor bl.a. Hammer Bakker er på (ingen markeringer på kortet)
- 1 sæt spillekort med 2 jokere
- Picnictæppe
- Madpakke med tre sandwiches (indgik i politiets frokost den dag)
- Resterne af en kvittering hvor kun tallene "0-380-78862-4" er læsbare
Teksten i beskeden var:
SNØV HRSK T1005
DEUCD KYLZE ZUVRE NMMZO CAZXT BLWQT YWNVJ ZVTPA
Du kiggede lidt ned over listen og beskeden, og så bredte et lille smil sig på dine læber. En kop kaffe og en times tid senere ringede du til betjent Møller og fortalte ham hvor han skulle lede efter byttet ...