Fladbro er et gammelt vadested over Nørreåen. Her
blev Fladbro kro anlagt som et rejsestop på turen mellem Randers og
Langå. Arkivoptegnelser fortæller at der allerede i det
15. århundrede blev købt jern til "fladbro", -broen ved det
naturlige vadested over Nørreåen, øst for Fladbro kro. Kroen der i
1739 fik sit kgl. privilegium tilhørte Frisenvold Gods, der også
opkrævede bropengene. Man betalte op til 2 rigsdaler pr. studehold,
alt efter antal af hoveder, der skulle krydse broen. Den nuværende
hovedbygning blev opført i 1859 og blev samme år besøgt af
selveste H.C. Andersen. I sin dagbog beretter han, at han på
kroen blev beværtet med noget så moderne, som smørrebrød og
portvin. I 1897 købte Randers kommune kroen og hele området omkring
den. Her anlagde man bl.a. den nuværende Fladbro
skov. Kroen og området omkring den blev et yndet
udflugtsmål. Folk valfartede hertil på cykel, med flodprammene og
med dagvognen. Fladbro Kro fik en af Jyllands første
keglebaner og der var dansant søndag eftermiddag, som blev
transmitteret i radioen. I dag fremtræder skoven
som løvskov, med enkeltstående nåletræer. Skovhuset er åbent i
dagtimerne og kan lejes til arrangementer. Overfor Skovhuset er der
et påfuglebur. I området er der mange stier, der flittigt benyttes
af løbere.

