og hvem var så denne Tove Ditlevsen ? Traditional Cache

Et vejnavn kan måske tænde vores nysgerrighed?

I Lille Næstved er næsten alle veje opkaldt efter digtere  - kendte og mindre kendte.

Tove Ditlevesen ( 1917 - 1976 ) var dansk forfatter og digter.

Tove Ditlevsens barndomsmiljø var det kbh.ske arbejderkvarter Vesterbro. Faderen, der stammede fra Mors, var fyrbøder, moderen, der var københavner, passede hjemmet i Hedebygade. Synet på kønnene var traditionelt, storebroderen Edvin skulle være håndværker, mens ambitionerne for Tove Ditlevsens vedkommende ikke rakte ud over at få hende gift.

Mod skolens anbefalinger blev Tove Ditlevsen taget ud efter mellemskoleeksamen og havde de følgende år forskellige pladser. Ikke meget i barndomsmiljøet stimulerede en vordende digter, og alligevel blev barndommen Tove Ditlevsens uudtømmelige inspirationskilde.

Fra hun var 12 år, skrev hun digte, som hun omhyggeligt skjulte. Janteloven herskede, og det sårbare og usikre barn lærte at dække over sin indre verden med udvendig slagfærdighed. I digtningen skabte hun sig til gengæld et hemmeligt rum, hvor hun kunne søge tilflugt og have nok i sig selv, og hvor den glædesløse virkelighed kunne omskabes til kunst. 

Tove Ditlevsens barndomsdigte præges af de forbilleder, der var for hånden, folkeviser og salmevers fra skolen, moderens skillingsviser og faderens socialdemokratiske arbejdersange. Begge forældrene blev vigtige for Tove Ditlevsens udvikling til digter, dog mere ved deres svigt end ved deres indsats.

Faderen var intellektuelt nysgerrig og vakte datterens læselyst, men hans indesluttede natur og syn på piger udelukkede den tætte kontakt, hun længtes efter. Moderen var en rapkæftet og lystig, men selvoptaget og egoistisk kvinde uden kundskaber. Hendes vilkårlige og uberegnelige adfærd nærede datterens frygt for ikke at være elsket, og Tove Ditlevsen udviklede en ømfindtlig påvirkelighed af vrede og lunefuldhed.

Denne sårbarhed fulgte hende resten af livet i form af angst, destruktions- og selvdestruktionstrang og en hjælpeløs afhængighed af omgivelsernes stemningsskift, men også i form af den fintmærkende intuition og hudløse indsigt i egne og andres inderste bevæggrunde, der gennemsyrer hendes digtning.

Ved siden af sin forfattervirksomhed var Tove Ditlevesen en årrække brevkasseredakør på et af Danmarks mest læste ugeblade. Her rådgav hun almindelige mennesker i deres problemer. Hun talte åbent om, at hun havde været narkoman og alkoholiker. Hun lagde heller ikke skjul på sine psykiske problemer og sit langt fra lykkelige liv. På den måde lærte folk hende at kende som menneske og  det var med til, at hun blev så populær en forfatter.

På trods af sin popularitet følte hun sig alligevel ikke elsket, og til sidst gav hun op over for sin grundlæggende angst og ensomhed og tog sit eget liv.  

Udgivelser: