Dansk beskrivelse
Ovenstående koordinater angiver ikke cachens placering, men viser, hvor kroen engang lå.
Skafottet ved Resenbro.
Resen Bro betyder broen ved "rejsningen" (=bakkedraget), og overgangen har i århundrede nok været den vigtigste vej over Gudenåen. Vejen kaldet Adelsvejen var simpelthen den gamle hovedvej mellem kongebyerne Viborg og Skanderborg. Man kan stadig følge Adelsvejens forløb inde i skoven over en strækning på 1½ km sydøst for Resenbro. På østsiden af Gudenåen omtrent på de opgivne koordinater lå engang Resenbro Kro. Ikke langt herfra i retning ØSØ ligger den lyngbevoksede bakke Rethøw tæt ved Adelsvejen. På denne høj var der i flere hundrede år både en galge og et skafot, og alle vejfarende kunne tydeligt se de lemlæstede kroppe på stager eller i galgen. Ved siden af var også et lille stenhus, hvorfra man kunne hente gabestok og andre torturredskaber, så folk, der havde overtrådt loven kunne få deres straf i alles påsyn.

Adelsvejen lige øst for Rethøw
Ved overgangen over Gudenåen boede i midten af 1700-tallet en kendt og siden berygtet brovagt og kromand Thomas Linå Sørensen.
Thomas Bromand, som han blev kaldt, havde i sin ungdom tjent som lejesoldat i Centraleuropa, men på sine ældre dage var han kommet tilbage til sin hjemegn for at have et mere roligt arbejde i sit otium. Efter den gamle bromands død var Thomas en dag gået til Silkeborg slot og opsøgt kongen, der havde overdraget ham hvervet som bromand, og det var han meget stolt af. Foruden tilsyn og vedligehold skulle bromanden også inddrage bropenge til kongen, der ejede broen.
Thomas Bromand fik sig en ung kone, blev ganske vellidt og fortalte gerne med stor dramatik om sine oplevelser. Ingen slap over broen ved natte tide med tyvekoster for han sov nemlig så let som en fjer. Desværre kan man med nutidige øjne fra skriftlige kilder udlede, at han led af krigstraumer. Han blev nemlig mere og mere utilregnelig, opfarende og jaloux og drak godt til hver dag. Der gik rygter om, at han havde slået en tiggerske ihjel med et ålejern, men det kunne ikke klart bevises.
Siden blev dagliglivet også slemt for hans kone og hushjælp. En aften var der kommet en høne ind i stuen. Den baskede rundt og kunne svært fanges, og Thomas Bromand gik helt amok. Det gik ud over kvinderne, som måtte flygte i mørket stærkt forslået og med åbne sår. Hushjælpen døde næste dag af sine forblødninger, mens konen akkurat overlevede. En kilde skriver, at han også ved denne lejlighed slog et af sine børn ihjel.
Thomas Bromand angrede kraftigt for sit uregerlige sind, men for sent. Retten i Skanderborg dømte ham til hånds og hoved afhugning på Rethøw kun godt ½ km fra hans hjem og virke.
En varm julidag i 1766 fandt et stort skue sted på Rethøw. Folk var kommet milevidt fra for at overvære henrettelsen, og der blev solgt øl, brændevin og bagværk på stedet.
Efter eksekvering af dommen blev Thomas Bromands hoved stillet på stage med ansigtet vendt mod broen og (smug)-kroen og kroppen på hjul og stejle. Efter nogen tid blev hele legemet begravet nærved højens fod.
Bromanden fik sit endeligt, troede man – Han kunne dog ikke finde hvile i sin grav på uindviet jord og gik igen på højen. En mand, der en dag kom forbi, hørte bromandens klage om at få fred.
Præsten Regensburg i Gødvad var kendt for at kunne mane, så ham der blev sendt bud efter. Efter store anstrengelser lykkedes det præsten at opspore og fange Thomas Bromands genfærd med et tørklæde ved Bøsmølle bro lige nord for Resenbro. Samtidig talte han med høj bibelsk røst for at få magt over det. For at genfærdet ikke skulle komme fri igen blev det begravet på stedet i kanten af åen ved at en tyk tilspidset egepæl blev rammet ned igennem det.
Mange år senere kommer nogle drenge forbi ved åen og begynder at lege med pælen. Pludselig hører de en hul stemme komme op fra jorden under pælen, som siger – rokke, rokke hårdt … De blev grebet af rædsel og fór væk rystende af skræk … Det var bromanden, der ville fri igen!
Siden er pælen rådnet væk …
Omtrent 50 alen fra Adelsvejen kommer man op på Rethøw, hvor galgen og skafottet har stået. Læs beskrivelsen nøje for at finde en ca. retning og afstand til højen. Find ind på Adelsvejen fra N 56°10.761'E 9°38.772
Cachen finder man ved at gå ca. 15 m stik vest fra træet på toppen af Rethøw og ca. 4 m fra højens fod. Cachen er placeret under en gammel bevokset stub - bag et par grenstykker .
...Ikke til at vide ved hvilken side af højen, at Thomas Bromand blev begravet...
English description
On request – send an email to cache-owner.