
En skole
skød op på en pløjemark i Torsted lige syd for Horsens.
Den gamle Torsted Skole, som lå ved siden af kirken var blevet for
lille og udslidt.
”Mangelfulde retirader gav Torsted ny skole”, kunne man
i 1953 læse i Horsens Social Demokrat.
”Da man alligevel skulle ombygge, tog man skridtet fuldt ud
og byggede en ny skole til knap 40 børn”.
Videre kunne man læse: ”Torsted kan takke en gammeldags
retirade for, at man nu har fået en ny moderne skole med plads til
tre klasser, gymnastiksal og en tiltalende lærerbolig".
Sådan startede Torsted skole.
Sidst i 60-érne var elevtallet oppe på 1116 fordelt på 7 spor og
med 17 ”vandreklasser” - det vil sige klasser uden fast
klasselokale.
I 1971 stod en ny fløj færdig, og 70 lærere kunne indtage det nye,
store lærerværelse.
Oven i købet indløb der en morgen besked om, at skolen måtte bruge
1 million kr. til indretning, men der skulle foreligge en plan for
indkøbene inden middag!
Selvfølgelig blev alle sat i gang med at måle op til gardiner, købe
møbler, kontorartikler mm.
Det var nu helt slut med tjenesteboliger på skolen, og
skolekommissionen kom heller ikke længere og overværede
undervisningen.
Efter 1971 blev skolen udbygget med festsal og en ny gymnastiksal,
men siden blev der ikke foretaget udbygninger.
Efterfølgende er der sket en del renovering på den gamle skole,
bl.a. er udskolingsafdelingen, forhal og administrationsafdelingen
renoveret.
Torstedskolen er nu delvis en 4-sporet skole med 35 klasser, 2
læseklasser, SFO, 63 lærere, 4 børnehaveklasseledere samt 13
pædagoger.