Dette skovstykke blev meget benyttet som flugtrute af russiske - rumænske - franske krigsfanger, der søgte at komme over grænsen til Danmark. Også sønderjyder, der gjorde tysk krigstjeneste , rømmede over grænsen i dette område. Mange solstrålehistorier kunne fortælles herom, når disse mennesker blev mødte af de danske blåklædte gendarmer ved Frederikshøj. Andre var dog knap så heldige… Nogen blev taget til fange. Andre blev skudt.
På Aller Kirkegård findes en grav med et simpelt træskilt, hvorpå der står malet :
“AFANAZIA PIENNOW død 18. juli 1917”.
I kirkebogen står indført, at han er død nævnte dag og begravet d. 20. juli 1917.
Der fortælles herom fra Brabæk: Det var en sommerdag, at to forvildede russere kom løbende over markerne her syd for byen. - De løb langs med vagtkæden og ikke mod grænsen. - Hvor de kom fra, om de var løbet fra en gård eller en fangelejr, vides ikke. Da de passerede marken nord for den lille skov der gik næsten helt ud til den gamle grænse, blev de råbt an af den ved skoven posterede soldat. Da russerne ikke standsede, gav han ild, og den ene mand sank sammen og blev liggende på stedet. - Den anden slap over et hegn til den næste mark, hvor posterne var blevet varskoet ved fløjtesignal, og her løb han lige i armene på en soldat og var hermed fanget.
Den dræbte russer lod man ligge til næste dags morgen. - Da kom der nogle soldater med et køretøj fra Aller og hentede ham.
Soldaten, der skød ham, var indkvarteret i Stubbom, men blev kort tid efter forsat til et andet kompagni. - Ejeren af marken lod senere indsætte en granitsten i hegnet i nærheden, hvori findes et indhugget kors og årstallet 1917. Denne sten kan i dag ses på Genforenings- og Grænsemuseet.
Skoven er privat ejet, men der er givet tilladelse til geocaching
fra solopgang til solnedgang.
Cachen indeholder logbog og blyant samt bytteting.