er var engang en mand som hed
John Machin. Han var en stor og mægtig mand. I hver af landets 10
største byer havde han et slot, som hvert havde 10 etager, og på
hver etage var der 1000 værelser. Så havde han et slot til hver dag
i ugen, og et særligt til jul, påske og pinse. Han var endda så rig
at i hvert et værelse var der en skat. Og fordi han var en mand med
orden i tingene, havde alle dørene på hver etage på hvert slot den
samme farve - det gjorde det nemmere for ham at finde rundt, lige
meget hvilken dag i ugen det var. Således var dørene i stuen grønne
som bøgetræerne i juli, og på førstesalen var de himmelblå. Derpå
fulgte rød, gul, turkis og violet. På sjette sal var også væggene
hvide. Gik man længere op var alle dørene belagt med guld, og
længere endnu kun sølv. Øverst oppe kom John Machin kun om natten,
for at se på stjerner, og her var alt beklædt med et mørkt klæde,
som faktisk næsten var sort.
Nu hændte det et år, til pinse, at man i det ganske land
holdt en stor fest. Den havde været planlagt længe, for det stod
skrevet i stjernerne. Hver by havde et tema, i en var der dyr fra
Afrika, i en anden gik alle folk på stylter.
John Machin var kendt som en både gavmild og gæstfri
mand, og selvfølgelig havde han inviteret alle sine venner, og alle
sine venners venner, til at bo hos ham ved denne store dag. Nu
hændte det dog at hans søster Violet og hendes mand og deres 12
døtre, som alle havde takket pænt nej, da de var blevet inviteret
andetsteds, alligevel, uanmeldt, bankede på døren. Deres vogn var
nemlig brudt sammen. ”Har du plads til os alligevel?”,
spurgte søsteren. ”Ja!”, lo John Machin, ”dig ved
jeg jo heldigvis altid hvor jeg skal putte”. Som beskrevet
før, var det et stort slot, med mange trapper. Op kom de dog, og
efter at have passeret syv hundrede syv og tresindstyve værelser,
så var de endelig fremme. Normalt ville de have brugt cykler for at
komme så langt, men de var alle lånt ud til et væddeløb i parkerne.
Alle gæsterne fik et værelse hver, for fint skal det være, og de
blev glade og det var godt.
Den yngste af døtrene var spinkel og med fregner, og hun var så
glad for at være der at da de skulle videre den næste morgen, så
brast hun helt i gråd. Det rørte John Machin dybt, og han gav dem
hver en ædelsten fra deres værelser. ”Hvis I holder sammen,
og har disse skatte, så kan I altid finde tilbage her til min
dør.” Så lo de, for de så at han havde ret.
et er nu mange år siden, og
John Machins slotte er borte, under sø, skov og strand. Det siges
dog, at hvis man samler stenene, og finder vej til stedet foran
slottet, hvor der i dag er en stor skov, så kan man lidt derfra se
en lille vej, som engang var den tykke ydermur til slottet. Og hvis
man krydser vejen, så finder man resterne af John Machins slot; for
der var så mange skatte, at nogle af dem er der endnu. Nu sidder
der ædelstene i træerne, og funkler som stjerner i natten. Jeg har
tilmed hørt, at hvis man følger sporet af lys i natten, så finder
man til sidst John Machins mest personlige skat – den er der
endnu, for rigtige skatte forgår ikke så let.
Spørg
krystalkuglen.