Udenfor vinduet kunne natvægterens klare stemme høres… Han sang altid tidspunktet højt og klart når dagen var ved at gå på hæld. Gaslampernes blålige skær tegnede uhyggelige figurer på de tætliggende husmure.
I det fjerne kunne man høre en fulderik, der var nået til andet vers i en af de mest trivielle drukviser, eller også kunne han kun dette ene vers. Men synge højt havde han i hvert fald bevist at han kunne.
En ung knøs kom hastigt løbende igennem de smalle stræder, han løb som om selve Beelzebub var i hans hæle. Han nærmest kastede sig ind gennem den tremmebelagte dør, der normalt var henlagt i skygge, men i aften strålede dens evige nabo, gaslampen, i det høje.
Knøsen løb op ad trappen, som havde set bedre dage. Beboeren var i hvert fald ikke i tvivl om der snarligt kom besøg. Den knirkede og knagede, som en fuldrigger i stormvejr.
Han lavede to korte høje bank og en venlig stemme svarede: ”kom ind”. Indenfor stod en nydeligt klædt ældre mand. Han var klædt i et brunt sæt tøj med revers og havde en tændt pibe i sin højre hånd. Der var en svag duft af æbletobak.
Rummet var kun sparsomt belyst af et par enkelte kandelabre, men det var nok til knøsen kunne se venligheden, der strålede ud af doktorens ansigt.
”Hvorledes kan jeg hjælpe dem, unge ven?" Begyndte doktoren…. Drengen fortalte i ét væk sin historie. Den var lang, nattevægteren kom forbi et par gange inden den var slut.
Drengen takkede høfligt farvel efter at have givet det brev, han havde haft skjult under sin efterhånden slidte uldtrøje, til doktoren.
Fra en gammel mølædt lænestol kom der pludselig en edderkoppeagtig hånd til syne. Pegefingeren, der kunne have tilhørt et daggammelt lig viftede doktoren tættere på. ”Kuverten…” lød det fra stolen.
Efter en rum tid lød det endeligt fra stolen… ”Elementært min kære Hotson. Jeg ved lige hvor vi skal lede”.
Ved du hvor du skal lede?
"Kig efter sølvet i jorden"
