| EN GUIDET TUR RUNDT I HANNERUP SOM DER SÅ UD I 1950 OG SER UD NU
af Erik F. Rønnebech
TUR GENNEM HANNERUP SOM DER SÅ UD FØR OG NU
STEDER PÅ RUTEN |
- Mit barndomshjem, "Hastrups Hus" (matr. 391x)
- Den gamle baneovergang
- Villa Solhøj, Malermester Bartolin Jensen (matr. 391ap)
- Hannerup Teglværk (Boalts Teglværk)
- Hannerupgaard, Alfred Møller Jørgensen (matr. 243a)
- B. A. Hansens hus (matr. 391dx)
- Bedstefars værksted (ved matr. 251b)
- Kristiansens ejendom (matr. 283)
- Midtgaard, Elkjærs ejendom (matr. 316b)
- Højvang, Diges ejendom (matr. 306)
- Kolonihaverne
- Fredensly, J. K. Hansen og H. P. Haar (matr. 309)
|
- Poppelhuset og Grønvang, A. Nielsen (matr. 320)
- A. C. Hansens ejendom (matr. 349)
- Søndermarkskolen (matr. 347b)
- Barakken og Enghave (matr. 323a)
- Boelsmand Anker Marinus Pedersens ejendom (matr. 215k)
- Gårdmand Carl Pedersens ejendom (matr. 326)
- A. J. Jeppesens hus (matr. 333b)
- Vejen til Vogterhus 3
- Landmand N. Nielsens ejendom (matr. 249)
- Landmand H. C. Ravns ejendom (matr. 312)
- Avlsbruger J. A. Jeppesens ejendom (391æ)
- Lokofører O. C. Pedersens hus (391an)
- Stenbakken
|
|
Hannerup er sammen med Stoustrup og Ullerup stednavne, der går meget langt tilbage i tiden. Endelsen rub betyder ryddet skov og man kan i fantasien forestille sig at de tre mænd Hanne, Stou og Ulle, hver især rydder et stykke skov, hvor de bosætter sig og begynder at opdyrke jorden og bliver agerbrugere.
Hannerup og Ullerup forsvandt begge 1650, da de gård- og husejere der boede der, blev tvunget til at bryde deres ejendomme ned og genopføre dem igen inden for Fredericias nyanlagte volde, og materialerne fra kirken i Ullerup blev fæstningsbyens første kirke der senere fik navnet Trinitatis kirke.
Senere genopstod så småt bebyggelsen på Fredericia Søndermark, hvor landsbyen Hannerup havde ligget og navnet på området blev bibeholdt.
Nu har udviklingen for anden gang overhalet landsbyen, der er blevet en integreret del af Fredericia. De fleste ejendomme fra dengang er forsvundet og mange af de gamle vejforløb er også udslettede.
Skovvej var vejen der førte fra Teglværksvej ud til Fuglsang skov. Viaduktvej var vejen der førte ned til viadukten under banen der lå lige bag Elsdyrvej. Teglværksvej førte fra Vejlevej ned til Hannerup Teglværk også kaldet Boalths teglværk. Nu er den del af Teglværksvej der lå tættest på teglværket omdøbt til Damvej. På et tidspunkt omdøbte man Viaduktvej til Jagtvej, og da vejen blev skåret midt over, da man udvidede Vestre Ringvej bibeholdt den del av vejen der lå tættest ved viadukten navnet Jagtvej, medens det lille korte stykke mellem Teglværksvej der nu hedder Damvej, igen fik navnet Viaduktvej.
Det eneste stykke af den gamle Skovvej der nu er tilbage er stykket fra Teglværksvej, nu Damvej, til et isoleret overskåret stykke af Hannerup Brovej der nu hedder Hannerupvænget. Et lille stykke vej, der intet har med den gamle Skovvej at gøre har nu overtaget navnet. Både Prangervej og Skovvej blev skåret over da man byggede Sønderparken. Et stisystem lidt nord for den gamle vej følger næsten vejens forløb.
Skolevej eksisterer ikke længere. Et stisystem følger vejens forløb fra hvor den passerede Prangervej og næsten til Vejlevej mod nord. I den sydligste ende eksisterer stadig en del af den gamle Skolevej med en del af de huse der lå der dengang samt en enkelt gård, den hedder nu Skovvej.
I 1942, da jeg startede min tilværelse i Hannerup var det stadig en landsby hovedsageligt bestående af fritliggende gårde og huse. De eneste samlede bebyggelser var ved Hannerup Brovej, Taglværksvej og et par huse ved Vestre Ringvej. Det var kort sagt landbrugsland, og badestranden lå, hvor Møllebugthavnen og bådklubberne i dag ligger, ved Sanddal, lige på den anden side af landevejen til Snoghøj.
Turen starter og slutter ved mit barndomshjem ved Hannerup skov og følger, med undtagelse af de første 4 steder, min daglige skolevej.
I 1948, da jeg var 6 år gammel, startede jeg min skolegang i den for længst forsvundne Søndermarkskole. Hannerup lå dengang langt ude på landet og bebyggelsen bestod af gårde og huse med marker omkring. Der var lidt samlet bebyggelse ved Hannerup Brovej og Skolevej. Fra Prangervej mod nord lå der huse langs Teglværksvej og nogle få ved Vestre Ringvej.
Besættelsen havde sat udviklingen i stå og omkring 1949 så jeg for første gang en af de små grå fergusontraktorer på Hannerupgårds marker ved Teglværksvej og året efter så jeg samme sted der blev høstet med en bugseret mejetærsker.
Skoven bag barndomshjemmet var dengang en flot åben bøgeskov med velholdte skovstier. I dag fremstår den som et stort morads og er ikke til at genkende.
Vejen der fører ned til huset fra Teglværksvej er en gammel forbindelsesvej mellem Hannerup og Sanddal. Først gik vejen kun hen til huset men siden blev den forlænget til Hannerup Brovej da den blev anlagt. På dette stykke var den dog ikke befæstet og kun et par mudrede hjulspor.
Huset var på et tidspunkt blevet delt i to lejligheder og da jeg blev født boede min mors forældre i den ene og vi boede i den anden. Vi boede her til 1950, da min far, der var murer, havde bygget en villa på Skyttevej i sin fritid. Min bedstemor, der var blevet enke i 1944, blev boende et par år endnu, og jeg besøgte hende ofte og overnattede. Om vinteren, når det var tidligt mørkt, kunne det være lidt uhyggeligt at køre gennem den mørke skov ned til huset og jeg har nogen gange fået en forskrækkelse når et dyr er sprunget op foran cyklen. Jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne og løb ind og smækkede døren efter mig.
I stuen var der hyggeligt og man mærkede varmen fra kakkelovnen. Når sengetiden nærmede sig blev der lagt et par sten ind i kakkelovnen og når de var varme blev de pakket ind i aviser og lagt ind mellem flonelslagenerne i sengen. Så var den dejlig varm at krybe i i det kolde soveværelse, hvor der ofte var isblomster på ruderne om morgenen.
Det eneste moderne i huset var at der var indlagt el. Vand skulle trækkes op fra en vindebrønd, og maden laves på brændekomfuret. Kloak var der ikke så spildvandet fra zinkvasken løb gennem et hul i muren ud i en rendesten der gik lige forbi brønden og ud i en grøft. Toilettet var et lokum i et lille skur udenfor huset. I bad kom man kun en gang i måneden når der blev vasket storvask. Så fik man karbad i gruekedlen. Ellers sad man på køkkenbordet med fødderne i et vaskefad i køkkenvasken eller i en zinkbalje på køkkengulvet.
I skoven lå ingen tørre nedfaldne grene på skovbunden. Når det havde været blæsevejr, gik vi derover og samlede alle de tørre grene der skulle bruges til at fyre i gruekedelen eller komfuret med.
Under besættelsen, hvor det var svært at skaffe brændsel, fik min far lov til at tage stød op i skoven om vinteren, hvor han ofte gik arbejdsløs et par måneder. Stød er de træstubbe og rødder der står tilbage når skovarbejderne har fældet træer. Det var et utrolig hårdt og slidsomt arbejde. Til lejligheden hørte en stor køkkenhave med mange frugttræer. Da min mor i 1927 flyttede ned i huset med sine forældre. Tegnede hun huset.
MIN MORS TEGNING AF HUSET 1928, DA HUN VAR 13 ÅR
HUSET VED SKOVEN KORT TID FØR NEDRIVNINGEN
HER LÅ HUSET
|