Jyllands Kirker -
Vivild
Kirken består af
kor og skib, tårn mod vest og våbenhus mod nord. Kor og skib er fra
romansk tid, antagelig bygget i Valdemarstiden , 1100 -1200, af
smukt tilhuggede granitkvadre på en sokkel med skråkant. Kirken har
oprindelig haft to døre, en mandsdør i sydsiden og en kvindedør i
nordsiden. Mandsdøren er forlængst tilmuret, men der er tydelige
spor efter den i skibets sydvæg. Romanske vinduer findes tilmuret i
korets østvæg og i skibets nordvæg. I gotisk tid, 1400_1500, er de
oprindelige flade bjælkelofter erstattet af hvælvinger _ i koret to
og i skibet tre fag krydshvælvinger, ligesom korbuen blev ændret
til spidsbue. Fra gotisk tid stammer også det kraftige tårn og
våbenhuset. Tårnet har det egnstypiske pyramidetag og er opført af
granitkvadre og munkesten. I tårnets sydlige hjørne ses et brætspil
udhugget i en af de smukke granitkvadre. Det er sikkert et symbol
for den bygmester, der har opført tårnet . Tårnets hvælvede
underrum åbner sig mod skibet i en spidsbue. Det store våbenhus af
munkesten er opført i to omgange, idet den oprindelige bygning i
senmiddelalderen er forhøjet med et øvre stokværk udsmykket med
blændingsgavl. Kirkens tagflader er tækket med bly og
kvaderstensmurene står blanke med hvidtet teglstensmurværk.
Kalkmalerier.
Ved kirkens hovedrestaurering i 1952-53 blev der fremdraget
kalkmalerier i kirkens kor, skib og tårnrum, dels tidliggotiske (på
væggene), dels sengotiske (på hvælvingerne). Især de yngre
billeder, hvis motiver samler sig om Syndefaldet og Dommen, er
velbevarede. På trods af Nationalmuseets anbefaling af en
restaurering, blev alt overhvidtet på ny, så kirkerummet i dag
fremtræder enkelt og lyst.
Døbefond.
Et af kirkens
ældste inventarstykker er døbefonden, der stammer fra romansk tid
og som sikkert er lige så gammel som kirken selv. Den er af granit
og prydes af løvefigurer og bladværksranker. Dåbsfadet er fra 1500
tallet og bærer en næsten udvisket latinsk indskrift samt en
fremstilling af Syndefaldet. Det er sandsynligvis skænket af
Hevringholms daværende ejer.
Teksten er hentet på (visit link) - hvor man også kan læse
mere om kirkens historie.