En urskov er en nulevende skov, som er uberørt og i hvert fald
upåvirket af mennesker. Det er vigtigt for urskoven som biotop, at
træerne får mulighed for at blive gamle. Når de gamle kæmper
falder, dannes der lysninger i skoven, hvor buske, unge træer og
urter kan spire frem og trives.
Det er dog svært at finde skove, som slet ikke er påvirket af
mennesker. Man har så at sige ikke urskove i Danmark mere, men
nogle steder stævningsskov, som ”Urskoven” i Rold Skov
i grunden også er. Det er en naturtype, som opstår ved en
systematisk og meget bevidst skovpleje. Stævningsskoven er den
tidligst kendte form for skovdrift i Danmark. Den kan spores
tilbage til stenalderen i Danmark og i andre dele af Europa endnu
længere tilbage. Stævningsskove er baseret på løvtræers evne til at
danne nye skud fra roden, når træet bliver gnavet over af bæver
eller bliver hugget ned (stævnes) af mennesker. Denne form for
drift giver en meget lysåben løvskov med en yderst frodig
bundvegetation.
”Urskoven” har tidligere tilhørt herregården
Lundbæk. Selvom der nok har været græsning i skoven, har man i
udstrakt grad respekteret reglerne fra middelalderen:
”Overskoven” (bøg, eg og til dels ask) tilhørte
herremanden, mens ”underskoven” (hassel, tjørn, rødel,
elm osv.) var bondens, der også havde ret til græsning. En af
grundene til, at overskoven blev respekteret var, at bonden betalte
for at sætte ”svin på olden” (bog og agern) om
efteråret, og det var en dårlig ide at stjæle af svinenes
fødegrundlag. I 1600-tallet blev skovene faktisk værdisat efter
deres evne til at føde svin, og værdien blev opgjort i antal "fulde
svin" (voksne 3 års dyr).
Urskoven blev ligesom Troldeskoven erhvervet af staten i 1846.
Den fik langt senere sit navn af den navnkundige statsskovrider
Hvass under en spejderøvelse, hvor der tilfældigt var brug for en
”urskov”.