Jens Kannes Høj i
Fjellerup
Kanneshøj, der med sin beliggenhed på
toppen af Kanneshøjvej giver en flot udsigt over
Fjellerup Strand og havet, blev som
samlingssted for fjellerupborgere og besøgende
grundlagt i 1945 umiddelbart efter 2.
verdenskrig.
Før da
havde byen haft samlingssted på Hegedalsbakken i Hegedal
lidt vest for Fjellerup; men da dette i løbet
af krigen var blevet ødelagt af de tyske soldater,
besluttede man at finde et nyt samlingssted, og det
blev så Kanneshøj. Bag initiativet stod J. Lyndrup samt Thea
og Anton Houmann (Theas far hed Jens Kanne). Thea og Anton
Houmann forærede byen Kannesbakken under visse betingelser,
ligesom Valdemar Fog forærede sin mindre del af bakken. Ved
fælles hjælp af unge og ældre gik man i gang med dannelse af
festpladsen til afholdelse af folkelige møder. Et af de
større arbejder bestod i at få den store kampesten, man
fandt i daværende. Mads Rasmussens nærliggende skov,
transporteret op på bakken. Det skete ved hjælp af svært
tømmer og lange stænger indsmurt i brun sæbe. I stenen blev
af Daved Jensen indhugget et vers, årstal og en
lærke.
"5. maj
1945 - Danmark frit i morgengry, hjerter hilser dag på
ny"
Peter
Nielsen og hustru på Hagenbjerggård forærede
festpladsen en flagstang, og skrædder Alfred
Frederiksen og hustru bidrog med et dannebrogsflag. Der blev
skrevet skøde og fundats , der bestod i, at pladsen
skulle have en bestyrelse bestående af tre mænd; en fra
Indre Mission, en fra den Grundtvigske retning samt kasseren
i Fjellerup Sparekasse.
Pladsen skulle bruges
til såvel kirkelige som folkelige
møder. I en årrække blev der regelmæssigt
afholdt
forskellige
arrangementer, hvorefter pladsen i nogle år sygnede lidt
hen. I 1980 blev der igen skabt interesse for Jens Kannes
Høj; man gik i gang med at beskære og rydde op i
beplantningen, og året efter blev en ny flagstang
etableret sammen med et nyt flag. Det blev også opstillet
toilet, og der blev fornyet liv på pladsen, bl.a. afholdtes
Sct. Hans fester for byens og egnens befolkning.
I de senere år har man afholdt
Sct. Hansfest på pladsen ved Østergård, og der bliver stort set
ikke holdt offentlige møder og arrangementer på Kanneshøj
længere. Pladsen er dog i de senere år blevet renoveret på
forskellig vis og fremstår i dag som en idyllisk plet midt i
sommerlandet samtidig med, at den er et minde om de svære
år, som fjellerupborgerne under 2. verdenskrig
gennemlevede.
På pladsen er der opstillet
borde og bænke, og med sin flotte natur og udsigt over sommerlandet
er Kanneshøj et godt bud på en hyggeaften med grill, samvær
og udsigt til en flot solnedgang over Kattegat. – Ud
for Kanneshøjvej 39 er der et skilt, der viser vejen til
pladsen, hvor alle er velkomne.
