Kirken og omgivelserne
Landsbyen Nørager er placeret i den nordvestlige del af Djursland.
Sognet ligger i Sønderhald herred, under det gamle Randers amt. Sammen med Rougsø herred udgør det et provsti under Århus stift.
Landskabet er varieret, der er hav og strand, skov og mose, hedestrækninger og småsøer, små bakker og flade, dyrkede markarealer. Området er rigt på forhistoriske levn i form af høje og stensætninger. Størstedelen af kirkerne er romanske, overvejende opført i granitkvadre. En enkelt kirke i herredet er dateret så tidligt som til 1000-tallet.
I dag er der ret tyndt befolket, og bebyggelsen samler sig i mindre landsbyer, en del gårde, og ved kysten udbredte sommerhusområder. Lidt større byer i området er Auning, Allingåbro og Ørsted.
Nørager sogn hører i dag under Rougsø kommune i Århus amt.
Navnet Nørager nævnes første gang i 1338 som Næragær. Dets betydning kan oversættes til „den snævre“ eller „marken ved åen Nær“, som hentyder til et tilløb til Hevring å lidt sydøst for byen.
Der er skrevet meget lidt om byen og sognet, men ved hjælp af de sparsomme kilder kan man få et glimtvis indblik i stedets historie og vilkår.
Landskabet blev dannet under den sidste istid, hvor isen trak sig tilbage i en ujævn linje fra Hornslet til Randers fjord, og det nordlige Djursland, som først blev isfrit, prægedes af svagt skrånende smeltevandsflade. I Nørager sogn ses et bakket randmorenelandskab langs havet mod nord, smeltevandsflade med en rand af hedeområder, og et lettere kuperet område mod syd. Jorden er ret sandet.
Sognet omkranses af land på de tre sider og Kattegat mod nord. Øst for byen ligger et stort moseområde, Fuglsø mose, og mod syd afgrænses sognet af Løvenholm skov. Umiddelbart nord for byen ligger en mindre fyrreskov.
Sognets areal er omkring 3000 ha.
Hevring å løber gennem sognet til Tustrup, det lille tilløb bugter sig ind gennem Nørager by.
De nærmeste nabobyer er Gjesing mod sydvest, Vivild mod vest og Fjellerup nordøst for byen.
Meget tyder på, at området økonomisk og kulturelt har haft sin storhedstid i forhistorisk tid. Det nordlige Djursland var dengang en stor ø, afgrænset af Kolindsund mod syd. De bedste levebetingelser var ved kysterne, hvor der let kunne ryddes skov, og mulighederne for jagt, fisleri og indsamling var gode. I Tustrup findes en gravplads fra Stenalderen, den såkaldte tragtbægerkultur 5200 år tilbage.
Hevring å, der var en stor sejlbar flod på dette tidspunkt, passerer området i en dal. På gravpladsen findes to runddysser og en imponerende jættestue, der regnes for Østjyllands største. I tilknytning til disse er der udgravet resterne af det, man tolker som et kulthus; en bygning ude ildsted, til ceremonielt brug i forbindelse med stenalderfolkets dødekult – faktisk en forgænger til Nørage kirke.
I det hele taget er der i dag et ret stort antal fortidsminder på Norddjursland. Området har altså allerede tidligt været befolket, og befolkningen har sat sit præg på egnen med f.eks. dysser og gravhøje.
Udover gravpladsen i Tustrup, har der i Nørager sogn været en gravplads fra romersk jernalder nordøst for byen, ligesom der findes adskillige gravhøje i sognet, mange af dem nu sløjfet eller ødelagt. Desuden er der fundet en del stengrave i sognet.
I oldtiden har der altså dels boet mange mennesker på egnen, dels tyder de mange stensatte begravelser på en vis velstand og ikke mindst en stærk kult.
Om byens alder og opståen er der tilsyneladende ikke forsket videre i, men det er sandsynligt at tro, at der i middelalderen var en beskeden bydannelse, sikkert opstået i knudepunktet for flere af de veje, der også i dag tegner byen og knytter den sammen med de nærliggende lokaliteter, og ved en form for vadested eller bro over åen, den tidligere flod.
Det ret begrænsede kortmateriale antyder, at bydannelsen op til begyndelsen af dette århundrede var koncentreret omkring Munkhusevej, bygaden, der løber syd for og parallelt med åen. Her findes også i dag de smalleste matrikler, der grænser op til vandet, med de deraf følgende fordele.
Kirken har langt op i tiden ligget lidt udenfor byen, på sin lille bakke, lige nord for åen.
I middelalderen hørte sognet til Åbosyssel med tingsted i Århus, senere blev det en del af Kalø len, inden amtsinddelingen i 1660.
Historisk set følger Nørager og Gjesing hinanden, og de to sogne er tilsyneladende allerede ret tidligt blevet lagt sammen til et kald, muligvis ved Nørager kirkes ejerskifte til Løvenholm, der betyder, at de to nabokirker får samme ejer. Nørager optræder herefter ofte som annekssogn til Gjesing.
Ved ansættelse af en ny præst i sognene i 1636 blev en opgørelse over kaldets størrelse nedfældet. Heraf fremgår det, at der „udi Nøragger sogn“ findes „Hele gårde onde og gode 13, halve 14, Boler 6 og gadehuse 7“. Kirkens årlige indkomst er 7 ørter rug og 5 ørter byg, hvoraf der betales til biskoppen i Århus, til Randers hospital og stedets præst.
Sognepræst i Nørager og Gjesing sogne, A. Bang, indleverede i 1743 en præsteindberetning med besvarelser af 32 forespørgsler angående „Kalø Amts beskaffenhed med herfølgende relation“ til Danske Kancelli. Dette giver et ganske godt indtryk af forholdene i sognet på dette tidspunkt.
Pastoren beskriver landskabet som jævnt med små sandhøje. Noget af jorden ligger udyrket hen som hedeareal med lyng, noget af den er tung og fugtig, og bruges som tørvemoser. En femtedel af jorden er faktisk ubrugelig til dyrkning. På resten sås rug og boghvede, men kun lige nok til at det rækker til beboernes eget forbrug. Det samme gælder kreaturholdet, der omfatter køer, heste og får.
Sandflugten, den fattige jord og mangelen på andre naturalier er årsag til egnens tydelige fattigdom. Alternativer bliver dog forsøgt med fiskeri ved kysten og bistadebrug med salg af honning. Ved Rygårdstrand fandtes en lille udskibnings- og ladeplads, hvor der blev drevet lidt handel, og her boede sognets mest velhavende familier, hvis gravplader endnu findes omkring Nørager kirke.
Nørager og Tustrup omfattede 10 gårde i 1743. Om beboere beretter præsten, at de er vante til og opdragede til at dyrke og forarbejde jorden, og ikke udvise særlige talenter for andet end dette.
I 1791 blev en udskiftning af Nørager by gennemført, således at landbrugsjorden blev udskilt til de enkelte gårde, og gårdene flyttet ud af byen. Byen må herved have ændret sig betydeligt. Det var sandsynligvis ved denne lejlighed, at flere gårde kom til at ligge på række langs vejen Eskilsagre, ud fra byen.
Landbruget har traditionelt været hovederhvervet, men i mange år var der en betydelig tørveproduktion i tilknytning til de ret store mosearealer.
I løbet af 1800-tallet steg befolkningstallet fra 357 i 1801 til 760 i 1901. (Er det i sognet ?)
Omkring århundredeskiftet sporedes lidt fremgang i byen; befolkningstallet steg stadig, der blev etableret en brugsforening og bygget en ny skole. Byen rådede også over smedie og andelsmejeri, og havde egen gymnastikforening. I forbindelse med mejeriet kom Mejerivej mellem Skovgårdevej og Munkhusevej til.
Den seneste udvikling i byen omfatter opførelsen af nogle nyere parcelhusområder omkring korte, blinde veje i den sydlige del, så der nu er omkring 120 husstande i alt. Den bærer som så mange andre landsbyer præg af flytningen af erhverv til byerne.
Nørager er altså fortrinsvis beboelsesby, med kun få erhverv tilbage: Købmand, værkstedshaller, børnehave, cafeteria, vognmand med bus- og taxakørsel og en lille stofbutik. Så er der de sociale og fritidsrelaterede aktiviteter: stadion, forsamlingshus og legeplads.
Der er nogle væsentlige landskabelige kvaliteter i forbindelse med byen.
Landskabet omkring byen er åbent med marker og enge i svagt kurvede bakker. Overgangene mellem markerne markeres af træer og beplantning. Der er flere flotte kig fra byen ud mod det åbne landskab.
Inde i byen den bevoksede ådal sig omkring den lille slyngede å, og fornemmes stadig som et karaktergivende grønt træk gennem byen, trods et par slørede bebyggelser. De to bydele hæver sig på hver side af dalstrøget. Ved to af indfaldsvejene, Auningvej og Rygårdevej, findes trærækker til den ene vejside. Trærækkerne er lærumskabende.
Kirkens tårn udgør byens højeste punkt. Det hæver sig lidt over byens profil, og fungerer som fixpunkt i byen uden dog at være synligt vidt omkring i landskabet. Kirken er klart mest synlig i byens sydvestlige del, hvor der er flere flotte kig til den, mens den faktisk ikke er synlig fra de sydøstlige områder.
Bebyggelsen samler sig i to klumper: nord for åen og syd for åen. Den er mest koncentreret omkring den gamle bygade, og mere spredt i resten af byen, især langs Auningvej.
Bebyggelsen er overvejende fra dette århundrede med flere pæne rødstensvillaer fra 1920-40, og en del nyere parcelhuse. Dele af bindingsværk er synligt i tre huse. Et par store værkstedshaller er helt ude af proportion med landsbyens øvrige bebyggelse.
Skolen og det gamle mejeri er bevaringsværdige bygninger, og den historiske bygade må betragtes som et bevaringsværdigt forløb.
Sagnet om Rani
I vore gamle Genealogier skrives, at Rani, en Hedning boede på Ruggaard og eiede alt Godset i Nørager Sogn og mere. Han har været Stig Hvids Morbroder og skal efter eget Forlangende ligge begraven i Gaardstedet på Ruggaard. Hans Frue, som heed Karen, lod sig og sine børn efter hans Død christne, og har derefter ladet Nørager Kirke bygge. Hun er dog begraven hos sin Mand i Ruggaards Gaard, men hendes Sønner skal have ladet bygge over hende et Capel, hvor i mange Aar blev holden Sielemesse. Af Sønnerne skal een være Begraven i Nørager Kirke.
Om det historiske tilhørsforhold
Sagnet om Rani anfører en bygherre til kirken. Det er selvfølgelig kun et sagn, men det forekommer nu ret sandsynligt, at kirken har haft et vist tilhørsforhold til Rygård, som angiveligt var et større herresæde i middelalderen.
Rygård, som også benævnes Rudtgård eller Ruggård, lå nord for Nørager, tæt ved vandet, og helt op til 1800-tallet var der en ladeplads med udskibning neden for, på Rygårdstrand.
Det siges, at Rani var morbror til Stig Tokesen Hvide. Gården var i den magtfulde Hvide-slægts ejendom op til sidste del af 1300-tallet, og kirken har sandsynligvis hørt med i besiddelserne.
I 1400-tallet nævnes gården første gang.
Rygård brændte og blev genopbygget et par gange, den gik fortrinsvis i arv. I 1585 kædes den med sikkerhed sammen med Skovgård, da den ejes af to brødre, hvoraf den ene, Christoffer Lunov sælger sin halvdel til Erik Lykke på det nærliggende Skovgård. Efter dennes død opkøber hans enke den anden halvdel af gården. Hvis Nørager kirke i begyndelsen var ejet af Rygård, overgår den sandsynligvis til Skovgård i slutningen af 1500-tallet.
Kilde: „Bygningsarkæologisk rapport om en middelalderlig landsbykirke, Camilla Bang,
Afdelingen for Restaurering, By- og Bygningspleje, Arkitektskolen i Århus 1997-98.“